'Anden' grillede youtubere: Derfor svinede jeg dem til

Dagen derpå er det en veloplagt Anders Matthesen, der håber, at folk forstod meningen med hans optræden

Se Jannik Rundholdt riste Fie Laursen. Video: Splay

Anders Matthesen har gjort det igen.

Under prisuddelingen Guldtuben, der hylder stjernerne på de sociale medier, gik den 42-årige komiker på scenen forklædt som karakteren Jannik Rundholdt. Her svinede han YouTube-stjernerne under en ’roast’, hvor man griller sine ofre verbalt. Og det gik ikke stille for sig.

- Det er fedt at se noget blive forbedret, der startede med at være et vrag og til sidst bliver til noget, man egentlig godt under de rigtige omstændigheder kunne tage en enkelt køretur i, sagde han eksempelvis om ’Vild med dans’-YouTuberen Julia Sofia Aastrups beauty-videoer.

Danske kendte - 10. sep. 2017 - kl. 12:47 Går han over stregen? Forklædt Anders Matthesen sviner YouTubere

Søndagen igennem er Anders Matthesen blevet hyldet på netop de sociale medier, og da Ekstra Bladet fanger ham over telefonen er han overrasket.

- Det er vildt nok, når jeg slet ikke har været der. Det er da imponerende, at en langskægget look-a-like kan trække så meget fame til en af de gamle drenge. Det er skønt, siger han med et grin.

Astrid Olsen var blandt de YouTubere, der blev grillet af Anden. Foto: Henning Hjorth
Astrid Olsen var blandt de YouTubere, der blev grillet af Anden. Foto: Henning Hjorth

Hurtigt indrømmer han dog, at han nok alligevel har lidt med karakteren at gøre, og han er glad. Telefonen har glødet med positive ytringer fra netværket. Og Anders Matthesen er da også selv ganske tilfreds. Idéen fik han sammen med arrangøren Splay, og han var hooked med det samme.

- Jeg er vild med roast og har set rigtig meget af det fra Amerika. Det er en herlig tradition, hvor de tager nogen, der er højt på strå og giver dem en ordentlig tur i maskinen. Folk kan tage det. Det er forsøgt på dansk jord tidligere i et middelmådigt format, hvor man beholdt handskerne på, og så er det ikke sjovt, siger han og fortsætter.

- Det skægge er jo, når man går lidt over stregen. Ellers bliver det bare endnu en ting, hvor man sidder og klapper hinanden på ryggen.

Anders Matthesen som Jannik Rundholdt. Foto: Henning Hjorth
Anders Matthesen som Jannik Rundholdt. Foto: Henning Hjorth

(se hele hans optræden her)

Anden: Det er komik
Et af de store samtaleemner dagen derpå har været, om Anders Matthesen gik for langt. Blandt andet fik han meldt ud, at Alexander Husums sang havde gjort hans hospice-indlagte mormor klar til at dø en smertefuld død. Og om Astrid Olsen fik han sagt, at det var en tung omgang at komme igennem, når hun rent faktisk snakkede i sine videoer.

Men det skal man kunne tage, mener ’Anden’.

- Det er jo også jargonen hos YouTuberne, så jeg håber, at de kan se, at det er komik og et komisk greb. Lige netop YouTubere fremstår for mig som nogle, der kan lave spas om dem selv og har selvironi, og sådan håber jeg da bestemt også, at de tager det, når der kommer en sviner. Specielt fordi det sker i forbindelse med, at man er nomineret som verdens største gud eller lækreste menneske. Det er jo lige der, man skal have lidt røg for at huske, at man bare er et menneske, siger han.

Målet har aldrig været at gøre nogen kede af det, men man skal kunne tage en sviner, mener Anders Matthesen. Foto: Henning Hjorth
Målet har aldrig været at gøre nogen kede af det, men man skal kunne tage en sviner, mener Anders Matthesen. Foto: Henning Hjorth

Glemte de bedste
Anders Matthesen understreger flere gange i interviewet, at hans ønske ikke har været at gøre nogen kede af det. Målet har været at levere en god præstation, som de ramte selv vil kunne grine af, og hvor fløjlshandskerne var lagt i skuffen.

- Jeg håber, de ramte er glade og stolte over al den energi, der er blevet brugt på dem. Det er jo ikke bare at stå og sige, du er grim, og du er dum. Det er mange timers research, der ligger forud, og jeg kan love dig, at jeg har set videoer om YouTubere svarende til et helt speciale.

- Desværre glemte jeg mange af de bedste jokes, men det kan være, der må komme en ’part 2’. Der stod nogle producere og lavede timeout-tegn, så jeg tror ikke, de var klar over, at det skulle vare syv minutter, griner han.

- Du gik simpelthen over tiden?

- Der var ikke aftalt nogen tid, men jeg tror ikke, de anede, hvad det var, de havde bedt om. Jeg kunne forstå på Magnus Millang (værten, red.), at de havde sagt ’så går du op og lukker af – og hurtigt’. Til generalprøven gik jeg jo bare op og sagde ’ih hvor er det hyggeligt alle sammen, skål i Faxe Kondi og hvor er I søde og rare. De nominerede er’. Det er jo ikke så sjovt, hvis man viser sit manuskript inden. Så bliver det noget tandløst pis, siger Anders Matthesen.

Efter den famøse optræden er Jannik Rundholdts Instagram-profil gået fra 230 følgere til 540. Det glæder den garvede komiker, der så småt kan se raketten lette fra landjorden.

- Ja, folk vælter ind og er glade. Nu er det ikke alle, det gik ud over, jeg har snakket med, men dem, jeg snakkede med, syntes det var verdensklasse. Jeg har hørt rygter om, at der var nogle, der blev kede af det. Men det kan jeg næsten ikke tro. Det er jo YouTube og en af præmisserne er, at man pranker hinanden og giver hinanden røg. Jeg føler mig overbevist om, at de godt kunne se, at det her er en kærlig sviner, som ikke har noget med personlige horn i siden at gøre, siger han.

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen