'Anden' inden mega-show: - Jeg har ikke skrevet en eneste joke

Tre dage skulle der gå, før Anders 'Anden' Matthesen kunne melde udsolgt i Royal Arena til sit store jubilæumsshow

Jeg havde ikke i mine vildeste drømme tænkt, at det kunne ske på bare tre dage, siger 'Anden' om den udsolgte koncert i Royal Arena. Foto: Jacob Ehrbahn
Jeg havde ikke i mine vildeste drømme tænkt, at det kunne ske på bare tre dage, siger 'Anden' om den udsolgte koncert i Royal Arena. Foto: Jacob Ehrbahn

Det var en storsmilende og forventningsfuld Anders ’Anden’ Matthesen, der i sidste uge pavestolt kunne annoncere, at han i anledning af sit 25 års jubilæum i 2018 har valgt at afholde to kæmpe shows i Royal Arena i København og Boxen i Herning.

Foto: Robin Skjoldborg / Have kommunikation Danske kendte - 1. jun. 2017 - kl. 14:17 Andens kæmpe nyhed: Største danske comedy-show nogensinde

Og endnu engang beviste og manifesterede den populære komiker sig som en publikumsfavorit, da han efter blot tre dage kunne melde fuldt hus og alt udsolgt i hovedstadens nybyggede og enorme multiarena. 13.144 billetter blev revet væk på ingen tid til den stort anlagte jubilæumsfest.

- Det er fuldstændig vanvittigt. Halvandet år før. Jeg havde ikke i mine vildeste drømme tænkt, at det kunne ske på bare tre dage. Jeg er meget taknemmelig og overvældet, siger Anders Matthesen til Ekstra Bladet.

- Det faktum, at der kun var én dato at vælge imellem, og at alle folk skulle kunne på det samme tidspunkt, virkede som en stor udfordring. Så derfor tænkte vi, at vi nok hellere måtte være ude i god tid, forklarer han.

Anders 'Anden' Matthesen fotograferet i sit 'værksted'. Foto: Jacob Ehrbahn
Anders 'Anden' Matthesen fotograferet i sit 'værksted'. Foto: Jacob Ehrbahn
 

Ingen jokes på blokken
Den 41-årige entertainer, der er kendt for sin enestående evne til at få godt gang i lattermusklerne hos den danske befolkning, har længe drømt om at prøve kræfter med et såkaldt ’stadion-show’ med højt til loftet, store armbevægelser og et sandt festfyrværkeri og bombardement af vittige indslag og morsomme jokes.

Se også: Latterlig rig: Nu er Anden god for 11 millioner

Den voldsomme interesse for det største danske standup-show til dato har vist sig at være så massiv, at Anders Matthesen har måttet åbne op for billetsalget til en ekstra omgang af ’ANDEN 25’.

Men selv om der allerede er solgt flere tusinde billetter til den kommende forestilling, er der såmænd ikke forberedt eller nedfældet én eneste skæg vittighed på notesblokken endnu.

- Nej, det gør jeg aldrig, svarer Anders Matthesen på spørgsmålet om, om han allerede nu er gået i gang med skriveprocessen.

- Jeg har nogle vibrationer og nogle forskellige ideer, som jeg godt kunne tænke mig at forfølge. I princippet er der ikke skrevet én eneste joke endnu. Det skal være helt friskt.

- Men det skal jeg i gang med fra starten af næste måned. Der vil alt mit arbejde blive dedikeret til projektet, fortæller han.

'Anden' kan skrive standupkomiker, skuespiller, sanger/rapper, manuskriptforfatter og instruktør på cv'et. Foto: Jakob Jørgensen
'Anden' kan skrive standupkomiker, skuespiller, sanger/rapper, manuskriptforfatter og instruktør på cv'et. Foto: Jakob Jørgensen
 

'Folk sad og gabte'
De seneste par år har budt på adskillige succesfulde one man-shows på mange af landets største scener for Anders Matthesen. Og på daværende tidspunkt havde han med egne ord en lyst og et behov for at skabe nogle mere ’introverte’ fortællinger, der centrerede sig omkring et særligt budskab.

Se også: 'Anden' skiftede kurs: Vinder litteraturpris

Men når han til næste år slår dørene op til sit 25 års jubilæumsshow, bliver der anderledes fart over feltet og ikke tid til de mere dybsindige refleksioner. Nu skal den med andre ord have en på frakken, forsikrer den rutinerede standupper.

- Efter 25 år har jeg nået en cyklus. Jeg har afprøvet forskellige ting og sprængt nogle rammer. Pludselig tænkte jeg: ’Hvor startede det henne?’… Det startede med  ’Hva’ snakker du om!?’, som på mange måder var drevet af lyst, leg og spas. Der var ingen regler. Derfor kunne det være sjovt igen at lave et show, hvor man ikke skal forsvare, hvad man laver, men hvor det bare skal være én stor fest, siger Anders Matthesen.

25 år med 'Anden'. Her ses Anders Matthesen med komikerkollegaen Mick Øgendahl på et billede fra 2001. Foto: Mick Anderson
25 år med 'Anden'. Her ses Anders Matthesen med komikerkollegaen Mick Øgendahl på et billede fra 2001. Foto: Mick Anderson
 

Han har dog også taget en anden vigtig observation med i sine overvejelser for jubilæumsshowet:

- Folk har en helt anderledes koncentrationsevne i dag. Og en kortere tålmodighed. Hvis en passage for eksempel bliver lidt for lang, eller hvis jeg fortæller noget, der skal lægge op til noget andet senere i showet, så kan jeg se, at folk flakker lidt mere med øjnene, end de gjorde for 20 år siden. De bliver simpelthen trætte, og nogle sidder og gaber lidt.

- Så i stedet for at mose en større fortælling ned i munden på dem, kunne man så ikke for én gangs skyld skabe et show, der ikke ligefrem skal opdrage på folk, men i stedet følge den nye tendens, hvor alt kører derudad med 120 i timen. Til sidst tænkte jeg: ’Nok om mig, nu skal den eddermame have en på frakken.’ Der er kommet en ny smag i butikken, og så er det bare med at forfølge den. Det passede perfekt til mit 25 års jubilæum, siger han.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere