Anders Samuelsen atter single

Liberal Alliances politiske leder er efter fire års forhold ikke længere sammen med operasangeren Susanne Elmark

Anders Samuelsen og Susanne Elmark til premiere på Hella Joof-filmen 'All Inclusive'. (Foto: Henning Hjorth)
Anders Samuelsen og Susanne Elmark til premiere på Hella Joof-filmen 'All Inclusive'. (Foto: Henning Hjorth)

Den 48-årige toppolitiker Anders Samuelsen har de seneste fire år dannet par med den et år yngre operasanger Susanne Elmark. Nu er forholdet slut. Det skriver Her & Nu.

Hos Liberal Alliance bekræfter man bruddet uden at ville kommentere det yderligere.

- Vi kommenterer ikke sagen, men kan godt henvise til Susannes opdatering på Facebook, hvor der jo står, at de ikke er kærester længere, og at det er en beslutning, Anders har truffet. Og det er jo en bekræftelse, siger Liberal Alliances pressechef Katrine Hertz Mortensen til Ekstra Bladet.

I et stort interview med Alt for Damerne i 2013 fortalte parret, hvordan de mødte hinanden.

- Vi er vel en alfahan og en alfahun, der har fundet sammen, men jeg tror, det er en fordel, at vi begge har lange forhold bag os, så vi er vant til at indgå kompromiser, sagde Susanne Elmark i interviewet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Susanne Elmark.

Til dronningerunden på Amalienborg dagen efter folketingsvalget i juni lagde Anders Samuelsen ikke skjul på, at han gerne ville være minister, hvis partiet skulle med i en regering. Det var før, Venstre-regeringen kom på plads. (Video: Lasse Brøndal).