Anne-Grethe Bjarup Riis: Min søn har kræft

Skuespillerens otteårige søn er ramt af leukæmi og kæmper for at overleve

Anne-Grethe Bjarup Riis søn har mistet alt håret og sidder i kørestol på grund af sin alvorlige sygdom og behandlingen af den. (Foto: Thomas Willmann)
Anne-Grethe Bjarup Riis søn har mistet alt håret og sidder i kørestol på grund af sin alvorlige sygdom og behandlingen af den. (Foto: Thomas Willmann)

Den ellers så rapkæftede skuespiller, filminstruktør og forfatter, der ellers plejer at have en mening om det meste, er pludselige blevet tavs. Det skete som ved et trylleslag den 21. maj i år, da en overlæge på Rigshospitalet kom med den meddelelse, der fik Anne-Grethe Bjarup Riis’ verden til at synke i grus.

Det var den dag, hendes otteårige søn Gilbert fik konstateret kræft.

Siden har Bjarup Riis forsøgt at holde sygdommen så hemmelig som mulig. Men i dagens udgave af BT fortæller hun, hvordan livet det seneste halve år har været en forfærdeligt rutsjebanetur.

- Både Bo (hendes mand, red.) og jeg plejer at være åbne og imødekommende. Men nu kryber jeg langs husmurene og kan ikke finde ud af at møde folk. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dem. Jeg kan ikke sige, at min søn har fået leukæmi, siger hun til avisen.

Startede som et fald
Otteårige Gilberts sygdom startede som et simpelt fald på legepladsen i hans fritidshjem. Da han kom hjem, klagede han over, at han havde ondt i ryggen. Hverken besøg hos lægen eller kiropraktor hjalp på den forstrækning, som de troede han havde fået, og efter 14 dage, kunne han ikke længere gå.

Anne-Grethe Bjarup Riis’ søn blev derfor indlagt på Rigshospitalet, og der fik familien den fuldstændigt uventede besked.

70 procent af hans blodceller var angrebet af leukæmi, og Gilbert kom derfor omgående i behandling.

- Jeg var ikke klar over, hvor voldsomt et cancerforløb er. Jeg troede, kun, det var canceren, vi skulle kæmpe imod, men nu er det ikke bare kræften, der æder hans krop. Det er også medicinen og dens bivirkninger. Det er fuldstændigt sindssygt, at den medicin, der skal helbrede ham, også kan gøre ham så syg, at han risikerer at dø af det, siger Anne-Grethe Bjarup Riis.

Ingen garantier
Behandlingen af Gilbert kommer til at tage over to år – og der er ingen garantier.

- Vi ved jo godt, at han kan dø af det. Det skal vi kalkulere med, siger Anne-Grethe Bjarup Riis, der gør alt for at skærme sin søn for den del af virkeligheden.

- Overfor ham skal jeg være stærk og give ham troen på, at vi bare flyver igennem det her. Der skal hygges og grines og spises god mad og drikkes vin, som vi plejer. Vi skal ikke sidde med foldede hænder og sorte rande under øjnene, det duer ikke, selvom vi er vanvittigt kede af det, og han er bange. Vi skal bevare så meget af vores gamle måde at være familie på, som vi kan. Det skal være trygt, siger hun.

Gode chancer
45- 50 børn i Danmark rammes hvert år af leukæmi og en ud af fire vinder ikke kampen mod den modbydelige sygdom. Heldigvis tror lægerne på, at Gilberts chancer er gode. De spår ham ifølge BT 95 procent chance for at blive rask.

- Men jeg kan jo ikke lade være med at tænke på de sidste fem procent, siger Anne-Grethe Bjarup Riis, der har været sammen med sin mand har orlov for at passe sin syge søn.

Ekstra Bladet har lørdag været i kontakt med Anne-Grethe Bjarup Riis, der bekræfter, at hendes søn er alvorligt syg. På grund af hans behandling har hun ikke tid og overskud til at lade sig interviewe i dag.