Anne Linnets vilde succes: Millionerne vælter ind

Sangerinden har tjent godt med penge i 2019

Anne Linnet og Kathrine Kjær blev gift i slutningen af 2019. Foto: Jonas Olufson
Anne Linnet og Kathrine Kjær blev gift i slutningen af 2019. Foto: Jonas Olufson

2019 var et succesfuldt år for Anne Linnet - både privat og professionelt.

Den 66-årige sangerinde blev i slutningen af året gift med den 38 år yngre Kathrine Kjær, og også forretningsmæssigt var der stor succes i året. Det viser det netop offentliggjorte regnskab fra virksomheden Linnet Songs ApS.

I 2019 kunne Anne Linnet glæde sig over et overskud på 2.693.782 kroner efter skat, hvilket er noget bedre end året før, hvor sangerinden noterede sig for et underskud på 544.021 kroner.

Årsagen til overskuddet skal findes i en stor stigning i indtægterne. Bruttofortjenesten - indtægter fraregnet en række udgifter - lyder på hele 5.925.886 kroner i forhold til 1.792.282 kroner i 2018.

I årsrapporten betegner ledelsen da også resultatet som tilfredsstillende.

Se også: Rekord-regnskab: Det spiller for Sanne

Koncerter landet over
Anne Linnet ejer 80 procent af selskabet, mens sønnerne Alexander Theo Linnet - bedre kendt som sangeren Xander - og Marcus Attila Olander Linnet ejer de sidste 20 procent.

Hovedaktiviteten i Linnet Songs ApS 'omfatter de kunstneriske aktiviteter af kunstneren Anne Linnet', som det lyder i årsrapporten, mens virksomheden også varetager rettigheder for en række kendte og ukendte kunstnere i Skandinavien.

Og 2019 har været et travlt år for Anne Linnet, som har måttet arbejde for overskuddet.

'De kunstneriske udviklingsaktiviteter i 2019 har været på et meget højt niveau med store og meget forskellige produktioner,' lyder det i årsrapporten.

I løbet af året var sangerinden blandt andet Danmark rundt sammen med Sanne Salomonsen og Lis Sørensen, hvor det både blev til en udsolgt arenaturné samt en sommerturné med blandt andet otte Grøn-koncerter.

Og de mange udsolgte koncerter kan formentlig være en del af forklaringen på det store overskud hos Anne Linnet.

Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen slog oprindeligt pjalterne sammen i Anne Linnet Band i 70'erne. Foto: Morten Langkilde Kendte Rock-mama'er på scenen: Det tjener de på turné

Milliongave
Linnet Songs ApS har i løbet af 2019 udbetalt 2.440.912 kroner i løn til virksomhedens ene ansatte, som må formodes at være Anne Linnet selv.

Det svarer til en månedsløn på 203.409 kroner, hvis alle pengene er gået til hende. Det beløb skal der betales almindelig indkomstskat af.

Det er en stigning på lige omkring 40.000 kroner om måneden i forhold til 2018, men lønforhøjelsen er ikke den eneste belønning for det hårde arbejde.

Det fremgår af regnskabet, at virksomheden udbetaler 1.000.000 kroner i udbytte, mens de resterende 1.693.782 kroner forbliver i firmaet.

Her lyder egenkapitalen nu på 2.878.566 kroner.

Se også: Se billederne: Anne Linnet er blevet gift

Frygter corona
Som mange andre personer i branchen er Anne Linnet netop nu påvirket af coronavirussen, som skaber stor usikkerhed.

'Selskabets ledelse havde en forventning om et resultat på niveau med regnskabsåret 2019. På baggrund af den nuværende situation omkring covid-19 kan selskabets ledelse ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om de økonomiske konsekvenser og forventede resultater for regnskabsåret 2020,' lyder det i årsrapporten.

Her fremgår det også, at Anne Linnet så småt er ved at være færdig med de salmer, hun længe har arbejdet på.

'De forlagsmæssige aktiviteter omfatter 50 nye salmer, der har været arbejdet på i en årrække, og som nu er ved at blive færdiggjort til forventet udkomme i 2021.'

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Anne Linnet, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.