René Dif: Jeg var ham den skaldede bølle

Popidolet René Dif er bevidst om, hvordan han gennem mange år er blevet fremstillet. Nu lægger han stilen om

René Dif er ikke længere så rodløs, men har fundet ro. (Foto: Jakob Jørgensen)
René Dif er ikke længere så rodløs, men har fundet ro. (Foto: Jakob Jørgensen)

René Dif er udmærket klar over, hvordan han bliver fremstillet i medierne. Og han er bevidst om den rolle som popidol, han i lang tid påtog sig.

Men i dag ved han, hvem han er, og hvad han står for.

- Folk dømmer hinanden. Også inden de har mødt og talt med den, de dømmer. Alle bliver stemplet på forhånd, men der er bare nogle, der er mere udsatte end andre. Jeg er blevet sat meget i bås som et popidol og som ham den skaldede bølle, fortæller han.

Smukke kvinder og hurtige biler
Måske fik han den rolle, fordi han i en periode dukkede op i diverse medier i mere eller mindre heldige sammenhæng. I mange år havde han også en forkærlighed for smukke kvinder, hurtige biler og andre ting, der ved første øjekast signalerer succes.

I dag er det helt andre ting, der har værdi for den 44-årige nygifte René Dif.

LÆS OGSÅ:

Se også: René Dif er blevet gift

- Jeg har brugt lang tid på at lære mig selv at kende. På at søge væk fra alt det overfladiske, som jeg brugte til at beskytte mig med.

- I dag har jeg en fantastisk kone og endnu et barn, som viser mig kærlighed, jeg ikke vidste eksisterede. Dét har værdi for mig nu, siger han.

Transformation
Med selvindsigten er der også faldet en ro over René Dif. Han beskriver det selv, som at han har gennemgået en form for transformation.

- Jeg mærker mere efter i dag. Og er til stede. Når man gennemgår det, som jeg har gennemgået, er man ikke altid reelt til stede. Alt går hurtigt, man er der bare uden at nyde det. Og man bliver rodløs, siger René Dif.

I takt med at hans succes steg, faldt antallet af nære venner og familien. Det er konsekvensen af at spille rollen som popidol og offentlig skydeskive.

- I min branche er der jo mange venner, der lige så stille falder fra. Familiemedlemmer også. Stærke relationer der ender med at gå i vasken, fordi man bliver en offentlig person. Men jeg har lært af det. Og det har gjort mig til den, jeg er i dag, slår han fast.

LÆS OGSÅ:

Se også: René Dif udgiver single

René Difs nye single, Til Døden Os Skiller, udkommer mandag den 27. februar 2012.