Linse: Hellere lækker end flere børn

Det er et helt bevidst valg fra Linse Kesslers side, at hendes 21-årige datter Stephanie er enebarn. - Jeg ville hellere have lavet bryster og være lækker, siger hun

Linse er 'rigtig glad for, at hun fik Geggo'. Men det blev ikke til flere børn, for det var for ødelæggende for udseendet. (Foto: Klavs Bo Christensen)
Linse er 'rigtig glad for, at hun fik Geggo'. Men det blev ikke til flere børn, for det var for ødelæggende for udseendet. (Foto: Klavs Bo Christensen)

I aftenens afsnit af 'Familien fra bryggen' lægger 45-årige Linse Kessler ikke skjul på, at hun 'elsker sig selv og sit udseende'.

- Jeg kan købe mig til de ting, jeg gerne vil have. Og så køber jeg mit udseende, som gør, at jeg kigger mig i spejlet og tænker, 'Damn jeg har et fedt liv. Jeg er lykkelig, fordi jeg er dejlig'.

- Når det hele er noget lort, så kigger jeg bare på mine patter, mine tænder, mine øjne, min udstråling, mit alt - og så tænker jeg, 'Den er hjemme Linse, den er halvt inde der', lyder nogle af de frejdige udmeldinger.

Opdagede graviditet sent
Med sådan en holdning kan man næsten undre sig over, at stripklub-ejeren overhovedet kan kalde sig mor. Men det kan hun - til datteren Stephanie også kaldet Geggo.

Det var dog ikke helt planlagt, da Geggo for omkring 22 år siden for første gang gjorde opmærksom på sig selv.

- Jeg vidste ikke, jeg var gravid, før jeg var næsten tre måneder henne. Først fik jeg en abort, og så kom jeg hjem til Stephanies far, og så 'tog vi lige en tur'. Og så tre måneder efter er jeg tre måneder henne, fortæller Linse, der ikke turde få endnu en abort.

- Jeg arbejdede inde på Israels Plads på grønttorvet. Og alle de der gamle damer derinde havde syv børn, og de sagde alle sammen, 'Du skal ikke få to aborter i træk, så kan du pludselig ikke få børn'. Det lyttede jeg altså meget til.

Ville ikke lægge krop til flere børn
Derfor allierede Linse sig med sin mor Mopper, som var med i opdragelsen af Stephanie, da hun kom til verden.

- Jeg vidste jo godt, at det ikke blev mig og Stephanies far. Så jeg havde en backup i Mopper og Mikkel (Kessler, red). Det var superfedt. Mikkel var ligesom Stephanies bror, og så var Mopper og jeg hendes mor og far.

- Selvom vi havde vores egen lejlighed, var vi altid oppe hos Mopper, og vi lå alle fire på en stor madras på gulvet og så 'Melrose Place'. Det var så hyggeligt.

Men på trods af hyggen, var det nok med et enkelt barn.

- Jeg gider sgu ikke bruge min tid og min krop på at få flere børn. Det var nok med et, for så ville jeg have lavet bryster og være lækker, siger Linse med sit fiksede smil.