'Annie' kostede min sommerferie

13-årige Clara blæste anmelderne ned af stolene som Annie ved musical-premieren

- Lige nu har jeg ikke tid til andet end min skole og skuespillet, siger Clara Rugaard Larsen. (Foto: Thomas Lekfeldt)
- Lige nu har jeg ikke tid til andet end min skole og skuespillet, siger Clara Rugaard Larsen. (Foto: Thomas Lekfeldt)

De fleste 13-årige piger hører pop eller Nik og Jay-agtigt musik. Det gør Clara Rugaard Larsen også, selv om hun ikke er meget for at indrømme, hvor mange af de frække Nik og Jay-tekster, hun synger med på.

- Faktisk hører jeg mere klassisk, pop og musical-musik, smiler hun genert.

For genert er hun - selv om det ikke just er det indtryk, hun giver, da hun først ved premieren og herefter to aftner om ugen blæser midterskilninger i publikums frisurer med sin 'Tomorrow' og alle de andre ørehængere fra den snart 40-årige Broadway musical, 'Annie'.

Skøre af sang
- Jeg var vildt glad, da jeg fik rollen som 'Annie'. Tidligere har jeg prøvet at synge Jane Banks i 'Mary Poppins', men Annie-rollen er meget større, og det gjorde mig ikke spor, at jeg skulle bruge hele min sommerferie på at øve.

- Kostede 'Annie' hele din sommerferie?

- Haha. Ja det kan man godt sige. I hvert fald blev det kun til en uge i sommerhus med familien. Ellers sang og terpede jeg tekster, griner hun.

Er din familie ikke ved at blive skøre af al din sang?

- Hvis de er, siger de det i hvert fald ikke. Egentlig tror jeg, at de godt kan lide det, og jeg ved at mine forældre er stolte over, at det er lykkedes så godt med rollen, og at anmelderne gav så god kritik.

Det er nok ikke farens søofficersblod, mens snarere morens irske aner, der har sat de musikalske gener i Clara. Den irske morfar har en del engelske sange - ikke mindst julesange - på sin samvittighed, så den unge dames musikalitet er ingen tilfældighed.

Før hun begyndte at gå til auditions sang hun i gospelkor i Messias Kirken, og efter at have prøvet kræfter med 'Mary Poppins', er hun begyndt på 'Eventyrteatret', der er en 'udklækningsanstalt' for unge talenter.

Hvor meget tid har du til at dyrke sport og den slags?

- Ingen. Før gik jeg til forskellige ting bl.a. tennis, men nu er der ikke tid til andet end skolen og skuespil. Jeg vil jo også gerne se veninderne og være sammen med min familie.

Clara synes ikke, at det gør noget, at hun ikke længere har tid til sporten, for hun brænder for sangen og skuespillet, og hun er sikker på, at det er den vej hun vil gå som voksen.

1 af 2 Clara som 'Annie'. Her sammen med skuespilleren Ole Testrup. (Foto: Thomas Lekfeldt)
2 af 2 - Lige nu har jeg ikke tid til andet end min skole og skuespillet, siger Clara Rugaard Larsen. (Foto: Thomas Lekfeldt)