Det vil være okay at dø i morgen

Brødrene Olsen: Vi brækker os over finkultur: Vi gør folk glade. Det betyder mest for os

Jørgen og Noller bedre kendt som 'brødrene Olsen' lever og ånder for musikken, og så elsker de at grine.(Foto: Linda Johansen)
Jørgen og Noller bedre kendt som 'brødrene Olsen' lever og ånder for musikken, og så elsker de at grine.(Foto: Linda Johansen)

De griner højt og meget. Givere krammere, drikker Neskaffe og omtaler sig selv som folkets spillemænd. På den måde er de ens. Men Brødrene Olsen er lige så forskellige som deres respektive transportmidler. 61-årige Jørgen kører Aston Martin, 58-årige Noller kører på cykel.

– Er i med i Toppen af Toppen, fordi I er bange for at blive glemt?

Jørgen: – Vi bliver sgu ikke glemt. Vi arbejder stadig på fuld drøn og optræder i både Danmark og udlandet. Vi får stadig den bedste respons fra vores publikum, hvilket er super fedt.

Noller: – Vi er med, fordi det er et fedt koncept, hvor vi kan få nogle nye input. Det er sundt for os gamle, der har arbejdet sammen i 46 år.

– Hvad har overrasket jer mest?

Jørgen:– At rapperen Joey Moe er den kunstner, hvis tekster ligger tættest på vores. Helt ærligt. Han sidder der 26 år gammel med et hav af tatoveringer og taler så meget slang, at jeg måtte bede ham lave en ordbog.

Noller: Jeg har brugt ordet ’Lovebazooka’ rigtig meget derhjemme. Haha.

– I omtaler jer selv som musikalske tvillingebrødre. Er I meget ens?

Jørgen: – Slet ikke. Jeg har et iltert temperament og råber højt, hvis folk udnytter, at jeg er en ret flink fyr. For nylig besøgte jeg min mor i Vedbæk. Ved iskiosken er der en fin Vedbæk-dame, der stjæler min pung. Jeg ser overvågningsbillederne og sætter efter hende. Det, som gjorde mig mest rasende var ikke tabet af pungen. Men hun først stod helt overlegen og sagde, ’hvad jeg bildte mig ind at tro, at hun kunne finde på det’. Der fik hun hele armen.

Noller: Jeg har temperament, men på en anden måde. Jeg holder det meget inde. Jeg tager lidt ekstra tid til at bearbejde ting. Især om morgenen kan jeg godt være svær at have med at gøre. Jeg er jo tidligere misbruger, så jeg sover meget uroligt om natten. Vi sidder ofte ved hver vores morgenbord på hoteller rundt omkring i verden, fordi jeg ikke er klar.

– Det er 15 år siden du blev alkohol og stoffri. Påvirker det dig stadig?

Noller: – Jeg er slidt på nogle punkter, som andre ikke er. Men ellers er jeg en lykkelig mand, der har fået et nyt liv. Før gik livet ud på at stjæle i butikker, lyve for min familie, få blackouts mærkelige steder. Jeg har to gange været ved at dø af en overdosis. Desuden kan jeg ikke huske fra mine børn blev født og ti år frem. Jeg tænker tit, at jeg godt gad at have været klar i bolden, når jeg holdt dem i hånden, da de var to. Men det var jeg ikke. De siger, jeg har været en god far, men jeg ved, at jeg har givet dem nogle ar på sjælen.

– Hvordan var det som storebror at se på sin brors misbrug?

Jørgen: – Noller var utrolig god til at skjule det. Når jeg ikke lige havde ham i øjesyn, anede jeg ikke, hvor slemt det var. Han arbejdede stadig og var den samme søde bror, når han var ædru. Mange ting er først gået op for mig mange år efter.

– Har I altid været enige om måden at arbejde sammen på?

Jørgen: – Jeg ville godt have ønsket mig, at vi havde arbejdet mere som John Lennon og Poul Mccartney. De mødtes hver dag, knoklede sammen til de havde to sange. Noller kunne godt have været mere målrettet.

Noller: Jeg er bare ikke ambitiøs på samme måde som Jørgen. Samtidig har jeg været flyvsk hele mit liv. Jeg har sgu nok været en smule overfladisk med hensyn til at kunne fordybe mig i arbejde.

– I har fået meget ud af sejren i Melodi Grand Prix i 2000. Både penge og opmærksomhed?

Jørgen: – Jeg er nok den, som har haft mest brug for at være i showbusiness og den opmærksomhed, der hører med. Det har været mit ’drug’. Jeg har altid synes, at det var rigtig sjovt med opmærksomheden fra damerne, og jeg er meget udadvendt med de ting, jeg ejer. Altså. Man køber ikke en Aston Martin, hvis man ikke kan holde ud, at folk kigger på en.

Noller: – Penge betyder ikke så meget for mig. Jeg kan stadig huske, da vi spillede på værtshuse for ingen mennesker og til en ussel løn. Jeg handler i Netto og har arvet min fars bil. Børnebørnene skal kunne spise mad fra McDonalds og lade skraldet ligge. Men jeg er da højrøvet nok til at synes, det er fedt nok at køre en tur med Jørgen.

– Jørgen. Du tjener mest, fordi du skriver flest sange. Har I nogensinde skændtes over penge?

– Jørgen: – Helt starten af vores karriere surmulede Noller lidt. Vi diskuterede og gik lidt hårdt på hinanden omkring, hvad der var retfærdigt.

Noller: – I dag er det lige meget. Der kommer rigeligt med penge ind. Vi mangler ikke noget, og bærer vi os rimeligt fornuftigt ad, behøver vi faktisk ikke arbejde mere. Men vi kan ikke lade være.

– I har arbejdet og festet meget. Hvordan har I undgået skilsmisse fra jeres koner.

Jørgen: – Jeg er sammen med mit livs kærlighed. Vi har været sammen siden 68, og har stadig en fantastisk kemi. Det vigtigste er nok, at vi har beholdt seksualiteten i vores forhold. Jeg tror, mange læner sig tilbage og slapper for meget af. Gør sig ikke lækre for hinanden. Jeg elsker min kone rigtigt meget, hvilket jeg tit siger til hende.

Noller: – Det er faktisk et under. Haha. Men også en kombination af en dyb respekt og kærlighed til hinanden. Vi har været meget igennem, hvilket har gjort os stærke. Kirsten valgte at tage stafetten, da jeg var ude at skide. Det er jeg vildt taknemmelig for.

– I er efterhånden ved at være nogle gamle drenge. Hvordan har I det med at blive ældre?

Jørgen: – Jeg har det fint med min alder. Selvfølgelig har man visse skavanker som ondt i ryggen og tømmermænd, der gnaver hårdere. Men jeg sidder tit og griner, når jeg ser tilbage. Jeg fortryder intet og føler mig ekstremt privilegeret. Hvis jeg døde i morgen skulle ingen være kede af det. Jeg har intet til gode. På min gravsten må der gerne stå. ’Tusind tak for turen’. Men jeg vil da gerne leve noget længere.

– Noller: Jeg har det på samme måde. Vi har virkelig prøvet alt. Derfor kan det godt bekymre mig, hvor længe jeg holder på grund af det liv, jeg har ført. Til gengæld har jeg en tro på, at der sker noget efter døden. Det giver mig ro, når jeg tænker på både hjerte og lungeproblemer. Jeg prøver at tabe mig lidt. Men det går sgu lidt langsomt. Min farmor sagde, lige inden hun døde: ’Jeg er mæt af dage’. Det må være det ultimative at komme til den erkendelse. Dog har jeg slet ikke den mæthed endnu.

– Helt ærligt. Bliver I aldrig trætte af at synge ’Smuk som et stjerneskud’.

Noller: – Nej. Den sang er hele vores identitet. Den har skabt det hele for os. Du drømmer ikke om, hvilken stemning den sang skaber hos folk. De danser på borde og stole og får tårer i øjnene.

– Føler I, at jeres slags musik får nok respekt herhjemme?

Jørgen: – De kulturpersonligheder, der sætter dagsorden vil ikke røre vores musik med en ildtang. De vil heller proppe flere millioner kroner i røven på ballet og opera, som kun er kunst for de få. Alt det finkultur er til at brække sig over. Men vi gør folk glade med vores musik. Det betyder mest for os.


1 af 2 Den ene kører Aston Martin. Den anden kører på cykel.(Foto: Linda Johansen)
2 af 2 Jørgen og Noller bedre kendt som 'brødrene Olsen' lever og ånder for musikken, og så elsker de at grine.(Foto: Linda Johansen)

Skærm

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen