Meyer efter politianmeldelse: Jeg følte mig som Amagermanden

Claus Meyer erkender, at han har svigtet, men synes behandlingen af ham har været uretfærdig

Claus Meyer vil gerne have en kontruktiv dialog med Fødevarestyrelsen. (Foto: Thomas Sjørup)
Claus Meyer vil gerne have en kontruktiv dialog med Fødevarestyrelsen. (Foto: Thomas Sjørup)

- I de konkrete tilfælde har vi svigtet og sagt undskyld. Alle får tæsk, så det vil jeg ikke flæbe offentligt over. Vi er ikke perfekte, og jeg anerkender pressens interesse for mig, også når der er dårligt nyt. Det er prisen for at være, hvor jeg er. Men jeg synes alligevel, det er lidt voldsomt at blive hovednyhed i alle væsentlige medier - nærmest som var jeg voldtægtsmand fra Amager.

LÆS OGSÅ: Meyer sviner med maden

Claus Meyer taler om politianmeldelsen og den sure smiley, som Fødevarestyrelsen i sidste uge 'forærede' hans spisested Meyers Deli på Kongens Nytorv.

Uretfærdig behandling
Ordet hetz vil han ikke tage i sin mund, men alligevel skinner det klart igennem, at han føler sig uretfærdigt behandlet. Derfor har han nu bedt direktør i Meyer Holding Tage Nielsen drøfte med bestyrelsen, hvordan firmaet kan komme i konstruktiv dialog med Fødevarestyrelsen.

- Jeg tager kritikken sindssygt alvorligt, men jeg forholder mig også konstruktivt til den. Jeg vil meget gerne forstå, hvordan systemet fungerer, så vi fremover kan tage vores forholdsregler for at leve op til alle krav.

LÆS OGSÅ: Meyers køkken politianmeldt

- Forrige gang, Fødevarestyrelsen var på besøg, var alt i orden. Jeg forstår ikke, hvordan vi fra et besøg til et andet kan gå fra at få rene et-taller (en storsmilende smiley, red.) til den sureste smiley - som jeg forstår det, plejer det at være sådan, at man rykker et enkelt trin ned på skalaen, hvis der er noget, der halter.

Stor fokus på mig
- På flere punkter har vi en skrappere kontrol, end loven kræver. Og noget af det, vi nu har fået massiv kritik for, er, at vi har glemt at notere nogle ting på et stykke papir. Jeg synes, det er bureaukratisk og svært at forholde sig til, og jeg forstår heller ikke, at Fødevarestyrelsen mente, at vores dårlige smiley skulle være hovednyhed på deres hjemmeside.

- Er du et kendt navn i branchen, er der større fokus på dig - og jeg føler, at myndighedernes og mediernes interesse er ude af proportion. Sådan er det måske bare, men jeg ville egentlig gerne have svar på, hvordan vi over en længere periode er placeret i forhold til steder, vi kan sammenligne os med.

- Jeg synes, at vi i dag har en situation, hvor levnedsmiddelkontrollen både anklager, dømmer og henretter os.