Sarah: Det er hårdt men fandme sjovt

X Factor-vinderen offentliggør den første ugentlige video-dagbog

Sarah giver den gas i studiet for tiden. (Foto: Kenneth Meyer)
Sarah giver den gas i studiet for tiden. (Foto: Kenneth Meyer)

15-årige Sarah, der vandt årets X Factor, er så småt ved at geare op til udgivelsen af det album, som sejren sikrede hende retten til at få udsendt.

Pladeselskabet Sony Music har talentet i studiet sammen med produceren Rune Braager, og hvordan det går for sig, kan man følge med i som 'flue på væggen' i nogle video-dagbøger, som de næste fem uger vil blive gjort tilgængelige på Sarahs hjemmeside.

SE SARAHS VIDEO HER

Den første video-dagbog er netop blevet færdig, og heri ser man Sarah arbejde med et nummer og kommentere på, hvad der er sket, siden triumfen i Parken for nogle måneder siden.

Lyder som

ingen anden
- Det har været travlt og hårdt, men fandme også sjovt, forsikrer Sarah bramfrit med tanke på at få eksamen, kæreste, familie, venner - og musik til at gå op i en højere enhed.

Eksamen er overstået, nu venter pladen, og Rune Braager er lettere imponeret over hendes formåen i studiet.

- Hun lyder ikke som nogen anden. Så snart, hun åbner munden, ved man, det er hende. I forhold til den gennemsnitlige 15-årige har Sarah oplevet en masse og gjort sig sine tanker, også om livets store spørgsmål. Det betyder, at der er noget vægt bag det, hun synger, og det kan kun trække projektet i en positiv retning, siger han.