Amin Jensen tabte stort på ejendom

Amin Jensen mistede 770.000 kroner på investering

Amin Jensens flirt med ejendomsmarkedet kostede ham i 2010 et tab på 771.196 kroner. (Foto: Karina Harrestrup/ All Over Press)
Amin Jensens flirt med ejendomsmarkedet kostede ham i 2010 et tab på 771.196 kroner. (Foto: Karina Harrestrup/ All Over Press)

Selv om han lever af at få andre til at grine, er der ikke meget at smile over i Amin Jensens seneste regnskab.

For komikeren har tabt stort på salget af en ejendom, afslører han i regnskabet for 'ApS af 10.12.1993 - Amin Jensen'.

Intet mindre end 771.196 kroner mistede komikeren, og derfor endte årets resultat med et minus på 283.726 kroner.

Over for flash! uddyber Amin de dårlige resultater.

LÆS OGSÅ: Amin får ikke flere penge fra Se og Hør

- Det er en grund, jeg købte lige inden, priserne faldt. Og den har ikke givet penge af gode grunde, da den ikke har kunnet udlejes. Derfor valgte jeg at sælge/bytte den til fordel for en anden ejendom, der tilsvarende også var faldet i pris, som jeg så har lejet ud med god indtjening. Så alt i alt er det efter omstændighederne blevet en o.k. forretning, selv om det på papiret er tab, skriver Amin i et svar.

Årsagen til, at han kastede sig ind i ejendomsmarkedet, der har knækket mange i forbindelse med finanskrisen, var soleklar:

- Jeg havde nogle planer med grunden, som tiden ikke er til lige nu. Derfor ville jeg hellere have indtjening, og så kan ideen bruges senere, svarer Amin.

Firmaerne kører pænt
Resten af forretningen går ifølge komikeren fint.

LÆS OGSÅ: Scorede kassen trods 'psykisk nedbrud'

- Jeg synes, at i forhold til tiden så er både omsætningen og overskuddet i mine firmaer meget pænt. Det er salget af grunden, der trækker ned på papiret.

I forhold til 2009 steg Amins bruttofortjeneste da også eksplosivt fra lidt under 300.000 til lidt over 600.000 i 2010.

Havde den fejlslagne ejendomsinvestering derfor ikke trukket ned, havde han kunnet hive et solidt overskud hjem.

Amin har stadig en egenkapital på 555.562 kroner. Til gengæld har han en gæld på 1.597.046 i firmaet.