Rune Klan giver nyt liv til Oliver Twist

Nørrebro Teater laver Dickens med Klan, akrobater og jonglører og ser kritisk på et folk af europamestre

Rune Klan skal tilføre lidt pep til klassikeren 'Oliver Twist' på Nørrebro Teater. (Polfoto)
Rune Klan skal tilføre lidt pep til klassikeren 'Oliver Twist' på Nørrebro Teater. (Polfoto)

Stand up-komikeren Rune Klan skal spille tyvekongen Fagin, når Nørrebro Teater til oktober præsenterer et nutidigt bud på Charles Dickens' klassiker Oliver Twist.

I forestillingen 'Oliver med et Twist' får Klan selskab af Annika Aakjær og bandet Analogik, mens et blandet univers af breakdancere, akrobater og jonglører udgør Fagins tyvebande.

Læs: Klan indrømmer: Det var hamburgerryg

Nørrebro Teater offentliggjorde onsdag repertoiret for den kommende sæson, og 2011-udgaven af Dickens' berømte roman bliver én af de markante satsninger.

Den efterfølges bl.a. af en dansk version af 'Next to Normal', en rockmusical, der har været én af de seneste års helt store succeser i New York.

Læs: Margrethe-skinken skamroses

Det sker med Cecilie Stenspil, Troels Lyby og Laus Høybye i de største roller.

På Frederiksbergscenen, det tidligere Rialto Teater, åbner Nørrebro Teater sæsonen med "Europamestrene", der retter et kærligt-kritisk blik mod et folk, som regner sig selv for verdens lykkeligste, men helst ikke vil dele lykken med flere end højst nødvendigt.

'Europamestrene' har Mick Øgendahl, Søren Malling, Kirsten Lehfeldt og Mia Lyhne på rollelisten.