Han er stjernernes guru

De kendte flokkes om ham, Janni Kjær er fan, og kæresten hedder Mayianne Dinesen. Henning Daverne lever et liv på A-listen, men ifølge ham selv er han kun interesseret i at få sat mere meditation på landkortet

Medierne kalder ham de kendtes guru. Det prædikat tager meditationsguruen Henning Daverne dog afstand fra, da han kun er interesseret i at hjælpe folk af med hverdagens stress. Og der er åbenbart ekstremt mange kendte, der går rundt og er stressede. (Foto: Linda Johansen)
Medierne kalder ham de kendtes guru. Det prædikat tager meditationsguruen Henning Daverne dog afstand fra, da han kun er interesseret i at hjælpe folk af med hverdagens stress. Og der er åbenbart ekstremt mange kendte, der går rundt og er stressede. (Foto: Linda Johansen)

Du behøver altså hverken at sidde i lotusstilling eller bruge en formue og flere ugers ferie på at rejse til Indien. 12 minutter om dagen - det er alt, hvad du behøver for at opnå et liv med mindre stress, mere ro og mere glæde gennem meditation. Der er intet mystisk i det.

Sådan siger Henning Daverne, stifter og leder af meditationscenteret Lotusheart Academy.

44-årige Daverne er inden for de seneste år både i kraft af sin kunnen - og sin tidligere kæreste Henriette Zobel samt sin nuværende kæreste, tv-vært Mayianne Dinesen - blevet en del af kendis-Danmark.

Janni Kjær, forhenværende rejsedronning og society-frue, er blandt de kendte, som har fortalt om, hvordan Henning Daverne har hjulpet hende til et mere harmonisk liv.

- Du kaldes 'de kendtes guru' ...

Daverne afbryder:

- Det må være noget, du og andre journalister siger. Jeg søger ikke den etiket. Det, jeg forsøger at opnå, er at få sat mediation på landkortet. Heldigvis har meditation ikke mere en aura af hippier og lilla bleer over sig.

- For mig er alle kursister mennesker. Det handler ikke om kendte eller ej. Vi har nogenlunde samme udfordringer, hvad enten vi er direktør, vvs-mand eller enlig forsørger - og vi ønsker vel alle mere ro og glæde i livet, siger Daverne, der også tæller flere store erhvervsvirksomheder blandt sine kunder.

LÆS OGSÅ: Mediter dit stress væk

- Jamen, så fortæl, hvem der typisk søger hjælp hos dig for at lære at meditere og finde indre ro?

- Oftest er det mennesker i den arbejdsdygtige alder - som forsøger at finde balance i en travl hverdag. Ledere med mange bolde i luften ...

- Altså overklassen?

- Jah, øh ... Jeg ser altså på det som mennesker. Jeg har selv prøvet at stå alene med tre børn. Det gælder for alle om, at den stress, der er i dit liv, ikke får lov at akkumulere. Det handler om at lære at finde ud af, hvad det er, du vil, hvorfor du træffer de valg, du gør, og hvad der forhindrer dig i at gøre tingene anderledes. Fakta er jo, at alting forandrer sig gennem hele vores liv - kroppen, tankerne, kærligheden, karrieren. Og så gælder det om at lære af de forandringer og finde ud af, hvordan den erfaring kan anvendes til fremtidig glæde.

- Lærer du at håndtere det, bliver du gladere for dig selv. Og er du glad, kan du f.eks. som kendt bedre håndtere de fotografer, du møder, eller som elektriker få overskud til at skifte endnu flere installationer.

- Det virker, som om lykken for rigtig mange - ikke mindst helt unge - i øjeblikket er lig med at være kendt. Hvordan hænger det sammen med det at meditere?

- Jamen, jeg tror da, det er et mål for mange. Senere i livet lærer de måske gennem egne erfaringer, at der er andre veje til glæde i livet.

- Hvad tænker du om f.eks. Peter og Amalie, der den seneste tid nærmest dagligt har været i pressen?

- Jeg har faktisk - i forbindelse med programmet 'Til Middag Hos' - introduceret Peter og Amalie til at meditere. Min oplevelse var, at de ikke var kommet til det punkt, hvor de var klar til at få noget ud af det. Men måske havde de bare drukket lidt for meget champagne på det tidspunkt. Lige nu vil jeg da bare ønske for dem, at de kommer gennem deres aktuelle problemer på en god måde. Det må være svært i sådan en ung alder at skulle forholde sig til, at alt, hvad man gør, kommer i avisen.

- Du har jo selv erfaring med at være i forhold, som har mediernes interesse - først med Henriette Zobel og nu med Mayianne Dinesen. Er det vanskeligere at få et forhold til at fungere, når man har kendis-status?

LÆS OGSÅ: Zobel single igen

- Jeg udtaler mig ikke om Henriette. Og egentlig heller ikke om min kæreste. Det hører privatlivet til. Jeg har mit liv - og min 'mission' - det er det, jeg gerne vil tale om, siger han og vender tilbage til værdien af de 12 daglige meditationsminutter - som ikke blot er en løs påstand, men resultatet af en videnskabelig undersøgelse lavet i samarbejde med hjerneforskere på Rigshospitalet sidste år:

- Konklusionen på undersøgelsen var, at deltagerne, som udførte 12 minutters meditation dagligt i to måneder, havde en markant forøget glæde i forhold til kontrolgruppen, siger Daverne, der netop nu er ved at lægge sidste hånd på en bog om netop dette emne.

- Meditation virker for alle. Den eneste forudsætning er en personlig interesse - og mon ikke, de fleste kan finde 12 minutter hver dag?

1 af 4 Janni Kjær har tidligere fortalt, hvordan Henning Daverne har hjulpet hende til et mere harmonisk liv. (Foto: Peter Hauerbach)
2 af 4 De radikales Margrethe Vestager kender også Henning Daverne, som måske har hjulpet hende til at stresse mindre over dårlige meningsmålinger. (Foto: Lærke Posselt/Polfoto)
3 af 4 Henning Daverne med kæresten og tv-pigen Mayianne Dinesen. Parret har snart været sammen i et år, men ellers ønsker han ikke at tale om forholdet, der ofte udstilles på den røde løber. (Foto: Mikael Rieck/All Over Press)
4 af 4 Medierne kalder ham de kendtes guru. Det prædikat tager meditationsguruen Henning Daverne dog afstand fra, da han kun er interesseret i at hjælpe folk af med hverdagens stress. Og der er åbenbart ekstremt mange kendte, der går rundt og er stressede. (Foto: Linda Johansen)