Bonderøven Frank er blevet berømt

Nysgerrige valfarter til Franks husmandssted for at få et glimt af bondeknolden, hvis liv er blevet en gigantisk seersucces

Over en halv million tv-seere følger hver søndag Frank Erichsen og hans liv på Kastanjegården. En stor del af dem tager også ud for at se, hvor han bor. (Foto: DR)
Over en halv million tv-seere følger hver søndag Frank Erichsen og hans liv på Kastanjegården. En stor del af dem tager også ud for at se, hvor han bor. (Foto: DR)

Hwa' dælen er nu det? En 26-årig bondes daglige trummerum er blevet DR2's største seersucces nogensinde.

Over en halv million mennesker følger hver søndag den glade jyde, der tuller rundt på sine seks tønder land og passer dyr, barn og grøntsager, mens han begejstret fortæller om sit ihærdige møje med at skabe et godt, selvforsynende liv sammen med sin lille familie.

Den charmerende knægt minder om en voksen Emil fra Lønneberg, når han går smilende rundt på sin gårdsplads iført naverbukser, hjemmekartet uldsweater og en blankslidt sixpence på toppen. Med sin åbenlyse glæde har han formået at vække den bondeknold, der bor inde i mange af os.

En attraktion
Frank Ladegård Erichsen har i hvert fald ramt noget med sin filosofi om, at glæden og meningen med alting ligger og venter på at blive opdaget i det hjemmedyrkede salatbed.

Noget, der tilmed har fået mange til at rejse sig fra tv-hjørnet og køre en tur forbi Franks lille, faldefærdige husmandssted Kastanjegården i den lille flække på Djursland. Rækker af biler –og endog turistbusser med nysgerrige –defilerer nu tæt forbi gården i håb om at få blot et lille glimt af den berømte bonderøv.

– Du er blevet en attraktion. Hvordan er det?

– Det er meget specielt. Jeg har altid drømt om at kunne formidle mine erfaringer og overvejelser om det at være selvforsynende på en god, sjov og fornuftig måde. Men jeg havde aldrig drømt om, at det ville blive så voldsomt, siger den glade bonde og konstaterer stille:

– Når man optræder på den måde med sit eget daglige liv i tv, så er der selvfølgelig også mange, der tror, at så står ens døre også altid åbne.

– Det kan da også være svært at hitte ud af, at jeg ikke tager på arbejde i et tv-studie hver dag, men blot går ud ad min dør og begynder at lave noget –og nogle gange får selskab af mine venner, kameramændene Peter og Peter, som jeg henrykt fortæller om alt det, jeg går og laver.

– For mig er der en hårfin grænse til mit privatliv. Den er svær at holde, og den voldsomt pågående interesse er det eneste, der kan stresse mig. Men folk er jo søde, de er ægte interesserede, og mange vil gerne hjælpe mig med alt muligt. Der er meget få negative henvendelser.

Blod i idyllen
Altså lige bortset fra reaktionerne efter tv-scenen, hvor Frank Erichsen hentede en af sine nuttede geder og nænsomt bar den ud af indhegningen. Bedst som seerne sad trygge og forventede, at nu ville den rare bonde malke sin ged, tog han i stedet kærligt fat om den bløde ged, gav den et skud i panden og skar halsen over på den.

Blodet sprøjtede og rejste en bølge af skuffede seere, der rasede over den pludselige død. Idyllen var blevet blandet med blod, og det var lige ved at gå galt for den berømte bondemands renommé. Tv-seerne valgte dog at holde ved –sammen med de 14.000 fans på Facebook.

– Det er skræmmende let at dræbe, siger Frank Erichsen. Han blev selv overrasket over den voldsomme reaktion på slagtningen.

– Det var måske nok også lige lovligt hårdt på. Men slagtning er altså en del af hverdagen her. Vi skal ikke vise en verden af candyfloss. Død, slagtning. Det er jo den vej, det går for os alle, og det har jeg overhovedet ingen problemer med.

– Geden havde gået og hygget sig til sidste øjeblik. Jeg tilbyder mine dyr en tilværelse, som gør, at jeg med god samvittighed kan slagte dem.

Billeder på mine drømme
Den arbejdsomme bondeknold er født og opvokset på en gård i Agerskov i Sønderjylland, hvor forældrene drev landbrug – og havde lønarbejde ved siden af. Også Frank og hans lillebror hjalp til for at klare de dyre lån.

– Jeg kunne godt lide at arbejde, men jeg drømte om at være økonomisk uafhængig. Da jeg var omkring ti år gammel, begyndte det for alvor. Jeg havde et lille stykke jord, hvor jeg brugte al min fritid. Jeg øvede mig hele tiden, byggede små huse, lavede en vindmølle ud af en forgaffel fra en gammel cykel, dyrkede og gravede i jorden. På et tidspunkt snublede jeg tilfældigt over den kæmpe store billedbog: 'Håndbog i selvforsyning', og så blev der pludselig sat ord og billeder på mine drømme. På den passion, der siden har været min drivkraft.

– Hvad er der i den der selvforsyning, der tænder dig?

– For mig er det ikke et forsøg på at komme tilbage til stenalderen. Jeg har computer, mobiltelefon og bil. Kunsten ligger i at finde den mest enkle og billigste løsning, men samtidigt også passe på ikke at gøre tingene så enkle, at de bliver komplicerede. Der er ingen grund til at stå og hive vand op fra brønden med en pumpe, når det koster næsten ingenting i strøm og penge at have rindende vand.

– Er du en lykkelig bonde?

– Jeg forsøger at forfølge mine drømme. Vi har kun én chance. Lige pludselig slukker pæren, og så må det være frygteligt at ligge der og tænke på alle de forhindringer, man har bygget op for sig selv, fordi man ikke turde kaste sig ud i det.

– Det gør mig glad at mærke, hvordan jeg hele tiden kommer et skridt nærmere til at kunne klare mig selv. Når jeg kan genbruge mursten, maskiner og håndværk. Og når jeg møder et fantastisk menneske, der kan et håndværk med sine hænder, hjerte og hjerne –og som ved lige nøjagtig, hvordan man gør den lille detalje, der gør forskellen på, om det er godt eller rigtig godt. Det er helt vildt fedt at gå på jagt efter de ting og lære at udføre dem.

– Ville vi alle være mere lykkelige, hvis vi levede som dig?

– Nej, nej. Det ville være katastrofalt. Man skal finde en grænse. Det er ikke en livsform, jeg prædiker. Jeg vil bare gerne inspirere og anspore til, at folk bliver mere bevidste om, hvor tingene kommer fra –og hvis man har mulighed for det, så lav dog et par salatbede.

– Et salatbed?

– Når man først har oplevet den glæde, man kan opnå ved at spise salat, man selv har dyrket, så ved man hvorfor. Men det skal ikke kamme over, så man gør det unødvendig besværligt for sig selv.

– Det er derfor, du også selv henter mælk i kartoner fra Kvickly?

– Nej, det gør jeg ikke. Vi har fået en ko.

– Du har formået at få Theresa med i dit livsprojekt. Var hun svær at overtale?

– Hun kan godt se, at der er noget godt i det her. Den måde, vi lever på, giver økonomisk og fysisk overskud til, at hun kan prioritere og udleve sine drømme. Hun har ideer og ambitioner på egne vegne. Vi er ikke afhængige af, at hun også går i marken. V har fundet en tilværelse, som vi begge nyder.

– Men du får løn af DR. Kunne du være selvforsynende uden?

– Nej, men på længere sigt kan det godt lade sig gøre, hvis jeg får startet en niche-produktion af produkter som f.eks. gedeost. Jeg har hidtil tjent penge ved siden af mit arbejde med jorden og dyrene –enten som tømrer eller underviser, men jeg er sikker på, det en dag bliver muligt.

– Du vil altså fortsætte den her levevis for altid?

– Jeg tager kun én høstsæson ad gangen. Lige nu nyder jeg at kunne bruge en masse tid sammen med min familie, og jeg tænker aldrig, at 'nu trænger jeg godt nok til at slappe af i hængekøjen'.

– Jeg arbejder fra den første solstråle rammer gården –til langt efter den sidste er forsvundet. Og jeg nyder det. Det giver mening for mig at se, hvordan min idé om at skabe tingene selv forplanter sig som ringe ud i min familie.

– Trænger du aldrig til luftforandring?

– Jo, det er dejligt også at komme væk fra gården. Så nu har jeg været ude og optage tv i Canada og Frankrig for at vise seerne, hvordan andre har fundet alternative måder at leve på. Det er fantastisk at opleve, hvordan alt, hvad jeg finder, kommer tilbage hertil.

Siger bonderøven, der har ledt efter meningen med livet ved at slå sig ned blandt samer, ved at arbejde som pelsjæger og bygge bjælkehytter i Norge, ved at køre med hundeslæde og arbejde som hyrde i Lapland –og som nu har fundet meningen med det hele. Hjemme i sit eget salatbed på Djursland.

Skærm

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen