Kira skruer bissen på: Jeg skyder sgu da ikke om søndagen!

Kiras klumme: Det er slut med 'Tandløse Kira', efter hun har været hos tandlægen. Det fik grundejerforeningens bestyrelse at føle, da hun bed fra sig i en påstået 'skudsag'

Smiiiil til fotografen: Jeg fik mig endelig taget sammen til at sætte mig i stolen. (Privatfoto)
Smiiiil til fotografen: Jeg fik mig endelig taget sammen til at sætte mig i stolen. (Privatfoto)

For nogle år siden var jeg i Hollywood for at besøge mine veninder.

Det sker sjældent, men lige en enkel nat glemte jeg at tage telefonen med i seng. For de fleste er det ikke normalt at putte med sin telefon, men når man som jeg havde en mor, der var misbruger af alkohol, stoffer og medicin og som kunne dø eller komme til skade hvert øjeblik, det skulle være, så var svært at lade være.

Tandløs ferie
I årevis ventede jeg bare på DEN opringning, og jeg kunne ikke bringe mig selv til at holde min telefon slukket. Det var stressende, men vel en del af hele det syge mønster, der følger med at elske én, der har en afhængighedssygdom.

Lige den nat vågnede jeg ved, at min danske telefon ringede fra køkkenet. Næsten i søvne løb jeg ud for at tage den, men overså min venindes store hund, der lå på betongulvet. Jeg skvattede lige så lang, jeg var og knaldede fjæset klokkerent ned i gulvet. Det gjorde lige så ondt, som man kan forestille sig.

Det var ikke min mor, der ringede, men Fona vedrørende en ordre. Jeg nåede ikke at tage den, da jeg havde travlt med at støve resterne af min tand op fra gulvet i gråd over udsigten til en tandløs ferie. Det var så én af de gange, jeg forbandede min mors sygdom langt væk.

LÆS OGSÅ: Kira: Min mor døde af en overdosis

Panisk nåleskræk
For nylig fik min ven, Modediktator Jim Lyngvild, fine, nye tænder. Og det inspirerede mig til at gøre det samme.

Jeg opsøgte den samme tandlægeklinik, som han har brugt. Den hedder noget så passende som 'Godt Smil' for at høre, om de ikke godt ville lave mine også, for jeg gik stadig rundt med de midlertidige tænder efter tre år.

Jeg har nåleskræk, så udsigten til bedøvelse har gjort, at jeg har udskudt det. Det var rart, at jeg kunne tale med én, der havde prøvet at få nye tænder og komme hos en tandlæge, der kunne udvise tålmodighed overfor min angst.

Jeg går i panik, og i værste fald græder jeg, når jeg skal stikkes. Måske hænger det sammen med min mors tid som stiknarkoman, jeg ved det ikke. Men nu har jeg endelig fået skruet nye bisser på, og jeg er ikke bange for at bruge dem.

Amok med en sømpistol
Mine gamle naboer har tilsyneladende en livlig fantasi.

Forleden modtog jeg et brev fra grundejerforeningens bestyrelse, der gerne ville gøre opmærksom på, at de havde fået en klage over, at der kom skud fra min grund uden for det tidsrum hvor man må larme. Og så på en søndag!

De antog, det var en luftpistol, og det lå mellem linjerne, at jeg skulle stoppe med det pjat.

Min første tanke var, ringer man ikke til politiet, hvis man hører skyderi? Lidt svært at svare på breve, hvis jeg ligger og raller i mit eget blod.

Min næste tanke, som jeg førte ud i livet faktisk, var at ringe til denne bestyrelse for at fortælle dem, hvad jeg mener om at modtage et brev, hvor man antager, at jeg skyder med våben.

Jeg opfordrede dem til at spørge en anden gang og ikke antage, så jeg havde en mulighed for at forklare dem, at jeg bare havde hygget mig med et par søm og en sømpistol i et forsøg på at arbejde, når det ikke regnede.

Konklusionen på det hele er nu blevet, at hvis naboen får besøg af larmende hjemmerøvere på en højhellig søndag, så har jeg bestyrelsens nummer på speed dial.

Se galleriet fra den sidste uge, hvor jeg hyggede mig med min veninder Ibi & co.

Og ellers kan du smutte forbi min Facebook-profil her.

1 af 3 Resultatet af en kimende telefon, en stor hund i et mørkt rum og tandlægeskræk. (Privatfoto)
2 af 3 Nu kan jeg for alvor smile igen. (Privatfoto)
3 af 3 Smiiiil til fotografen: Jeg fik mig endelig taget sammen til at sætte mig i stolen. (Privatfoto)

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere