Rasmus Nøhr hængt ud som nazist

Rasmus Nøhr føler sig forfulgt af Se og Hør, som han siger, hænger ham ud som nazist

Rasmus Nøhr bliver hængt ud som nazist i denne uges Se og Hør. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Rasmus Nøhr bliver hængt ud som nazist i denne uges Se og Hør. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

Hvad der skulle have været en hyggelig tur på Rio Bravo i København for Rasmus Nøhr endte i ren skandale.

Tre unge mænd, formentlig i midten af 20'erne, spurgte hurtigt sangeren, om de måtte tage et billede sammen med ham. Venlig, som sangeren er, sagde han ja og stillede sig op. Men det skulle han aldrig have gjort.

Nazigruppe
- En kammerat og jeg tager på Rio Bravo Sankt Hans aften for at få noget natmad. Vi møder tre drenge, der spørger, om de må få taget et billede med os, og jeg siger ja. Uden jeg opdager det, så heiler de. Da jeg så opdager det, træder jeg væk, men der har de allerede fået taget billedet, siger en tydeligt rystet Rasmus Nøhr til Ekstra Bladet. Den tidligere korleder i TV 2-programmet 'All Stars' fortæller, at han kun hørte om sagen, fordi de tre drenge har sendt billedet til Se og Hør.

- Se og Hør kontakter mig for at høre om sagen. Jeg fortæller dem så historien, som den er. At jeg ikke kender de tre drenge privat, selv om de havde sagt til bladet, at vi skulle lave musik sammen. Men Se og Hør er vist ligeglade, og jeg ved, at de skriver historien i retning af 'Rasmus Nøhr hænger ud med nazister', siger sangeren.

Billedet med Rasmus Nøhr og de heilende drenge kan ses i Se og Hør, der udkommer i morgen.

Vil ikke hænges ud
Den tidligere korleder i TV 2-programmet 'All Stars' fortæller, at han frygter, hvordan danskerne modtager Se og Hørs fortolkning af hele sagen.

- Man kan godt få den idé, at jeg sympatiserer med nazisterne, når man ser Se og Hørs overskrift 'Rasmus Nøhr fester med nazister' sammen med det billede, drengene tog. Men det gør jeg ikke. Jeg synes, at det, de står for, er direkte forkert, siger sangeren og fortæller, at han frygter, hvordan danske antinazister vil behandle ham, når de møder ham på gaden.

- Ud over at jeg ikke synes, der er rart at blive associeret med de drenge, så synes jeg heller ikke det er rart, at jeg risikerer at blive overfaldet af antinazister på gaden, siger sangeren.

Dårligt forbillede
Hos Se og Hør afviser man sangerens forklaring.

- Rasmus Nøhr har fortalt os, at han mødte nazisterne på Rio Bravo, og at de fik taget billeder sammen, og at Rasmus også hørte noget af deres musik og kommenterede på det, siger Kim Henningsen, chefredaktør hos Se og Hør, der samtidig lægger vægt på, at musikeren selv har godkendt alle citater.

- Jeg kan godt forstå, at han er ude og lave damage control nu, men når man er et forbillede som han er, så må man tænke sig om, før man gør noget dumt, siger chefredaktøren.

Ugebladet har snakket med en af de nazister, der var med på fotoet, det kendte nynazist Daniel Carlsen. Han fortæller til Se og Hør, at Rasmus Nøhr har sagt, at han gerne vil lave et arrangement sammen med drengene. Men det afviser Rasmus Nøhr på det pureste overfor Ekstra Bladet.