Reimer Bo forgylder Reimer Bo

Tjener 1,2 mio. i sit firma, men betaler kun lidt i skat

Reimer er på mere end en måde god til at regne den ud. (Foto: Thomas Sjørup)
Reimer er på mere end en måde god til at regne den ud. (Foto: Thomas Sjørup)
’21 Søndags’ detroniserede studievært, den snart 60-årige Reimer Bo Christensen, kan andet end at lave tvivlsomme interview med kriminelle som Rigmor Zobel og Stein Bagger.

Røde Reimer, som han engang blev kaldt på grund af sin hårpragt, kan lave penge, uden at Skat bliver blandet alt for meget ind i det.

Det afslører et spritnyt regnskab for Reimer Bos selskab Reimer Bo ApS, som han både ejer og er direktør for, men som han også er eneste ansatte i.

Kæmpe pension
Selv om den enlige ansatte – altså Reimer Bo – sidste år slæbte et bruttoresultat på næsten 1,25 mio. kr. hjem til selskabet, lod ejeren – altså også Reimer Bo – det kun betale sølle 38.812 kr. i skat.

Det skyldes, at Reimer Bo er i fuld gang med at forgylde sig selv med penge, som han kan fornøje sig med på sine endnu ældre dage.

Direktør Reimer Bo betaler nemlig ikke den ansatte Reimer Bo nogen fyrstelig løn. Sidste år blev det til sølle 320.000 kr., hvilket han nok mener er alt for lidt for en mand af hans format.

Så direktør Reimer Bo udbetalte også lige den ansatte Reimer Bo lidt pension. Den blev til gengæld sat eksorbitant højere end i andre, mere normale ansættelsesforhold.

Reimer Bo fik sidste år udbetalt 704.932 kr. i pension!

Lille skat
Det betyder, at Reimer Bo kan nøjes med at betale skat af de 320.000 kr., mens han her og nu slipper for at betale skat af de 704.932 kr. Det kommer han først til, når han begynder at tære på pensionsopsparingen, som hans selskab i øvrigt også forrige år betalte en hel del pengene til, nemlig 695.000 kr.

Ekstra Bladet har forsøgt at spørge Reimer Bo, hvor han har lært den fidus, men har desværre ikke kunnet træffe ham. I regnskabet giver han dog udtryk for, at han synes, året har været helt fint:

’Resultatet af selskabets aktiviteter udviste i regnskabsåret en positiv indtjening og har således indfriet de forventninger, der var stillet til året’, skriver han.

Dyr lejlighed
Reimer Bo slipper sikkert heller ikke for at udbetale sig noget mere i løn. I hvert fald har han fået sig en dyr husleje, siden han for nogle måneder siden flyttede fra sin kone, Pernille Rahbek, deres to døtre og familiens 190 kvm., seksværelses lejede lejlighed i Sølvgade i København.

Reimer Bo har i stedet lejet sig en 223 kvm., seksværelses lejlighed i en ejendom fra 1801 på Gammel Strand, så han kan kigge over på Christiansborg.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvad den koster ham om måneden. Men der er en erhvervslejlighed til leje en etage under Reimer Bos. Og den står til en månedlig husleje på 36.960 kr. inkl. moms.