Endnu en Paradise-deltager tævet til blods

Levi, der ligesom Susan K var med i den fjerde sæson af Paradise Hotel, sidder tilbage med et blåt øje og tre sting, efter også han løb ind i tæv i weekenden

Det kostede Levi tre sting og et blåt øje, da han i weekenden var til privatfest i Avedøre. (Privatfoto)
Det kostede Levi tre sting og et blåt øje, da han i weekenden var til privatfest i Avedøre. (Privatfoto)

Det er måske meget godt, at både Susan K og Levi er tidligere Paradise-deltagere. Ellers ville det mexicanske luksushotel i disse dage være omdannet til noget af et lazaret.

Tidligere på ugen kom det frem, at Susan K løb ind i øretæver, da hun var i byen i København, og nu fortæller Levi, hvordan han vågnede op med ekstra ondt i hovedet søndag morgen.

- Jeg havde været til en privatfest i Avedøre, hvor vi havde set Kessler-kampen, og folk var blevet lidt fulde, fortæller Levi, der kom ind på Paradise mod slutningen af sæson fire.

Da han sammen med sin kammerat ville forlade festen, røg de i klammeri med et par andre gæster.

- Vi råbte 'God weekend' og gik væk. Så kom der så en fyr løbende og sagde, 'Hvad sagde du?'. Vi svarede, at vi bare sagde god weekend, og så begyndte han at skubbe til mig adskillige gange, og han slog mig i hovedet en enkelt gang.

- Da han så skulle til at gøre det igen, satte jeg mig til nødværge, hoppede på ham og fik lagt ham ned. Da hans kammerater så kom, sagde de, at han bare var fuld og dum, så der var ikke mere i det, forklarer Levi til ekstrabladet.dk.

Ingen sammenhæng med Paradise
På togstationen løber den tidligere Paradise-deltager igen ind i fyrene.

- Ham fyren dukker op igen med foden af en kegle, sådan en stor firkantet sten, i hånden og vil smadre den i hovedet på mig. Jeg når heldigvis at tage fat i hans arme, så han ikke kan bruge dem. Imens det sker, bliver jeg så sparket ned af en af hans kammerater bagfra. Jeg vælter, og så kan jeg ikke huske så meget mere, andet end at nu har jeg så en to en halv centimeter lang flænge over øjet og er blevet syet med nogle sting.

Levi kendte ikke manden, der stod bag overfaldet. De havde en fælles bekendt. Han tror dog ikke, at overfaldet har noget at gøre med, at han tidligere har været med i Paradise Hotel.

- Jeg tror det ærligt talt ikke. Men jeg ved det ikke.

Hævnlyst ikke ret stor
I modsætning til Susan K, der har været på politistationen, har Levi endnu ikke meldt overfaldet til politiet. Og han er i tvivl, om han overhovedet vil gøre det.

- Jeg synes, det er en meget kringlet proces, man skal igennem. Jeg har det egentlig fint nok nu, og jeg har ikke traumer over det. Og hvad skulle jeg få ud af det, udover en masse besvær? Jeg ved godt, at det måske ikke er den bedste holdning at have, forklarer Levi, der har fået en undskyldning af overfaldsmanden på Facebook, og det er nok for ham.

- Min hævnlyst har aldrig været særlig stor. Det gør, at der måske er nogen, der slipper lidt lettere, end de nok skulle. De eneste mén, jeg har, er tre sting ved øjet og et stort flot blåt øje.

Klar til bytur i weekenden
Levi har tidligere prøvet at 'blive trampet ned i bylivet af tre gutter', og dengang var det meget værre.

- Jeg ved ikke, om det er det, der gør, at jeg kan tage så let på det denne gang. Men det er ikke noget, jeg føler mig påvirket af lige nu. Første gang var jeg meget påvirket, og synes jeg ikke, det var særlig behageligt at gå i byen igen. Der frygtede jeg at møde dem igen.

- Men det gør du ikke nu? Der skal du bare i byen igen i weekenden?

- Ja, det skal jeg faktisk, griner den forslåede Levi, som måske kan tage Susan k under armen, så de kan lufte hver deres blå øje.

Også Susan har nemlig meldt ud, at hun ikke lader sig skræmme efter hun lørdag nat blev overfaldet af en tilfældig mand udenfor et københavnsk diskotek.

- Nej, jeg vil more mig som jeg plejer. De skal sateme ikke stoppe mig i at have det sjovt, sagde hun tidligere på ugen til ekstrabladet.dk.

1 af 3 Det er det tredje overfald på en kendt person i nattelivet, der kommer frem med Levis historie. Ingen af dem menes dog at have sammenhæng med, at de er kendte fra medierne. (Privatfoto)
2 af 3 Sådan ser Levi ud, når han ikke er løbet ind i et par hårdtslående næver. Billedet er fra sæson fire på Paradise Hotel, hvor også Susan K var med. (Foto: Lotta Lemche/TV3)
3 af 3 Det kostede Levi tre sting og et blåt øje, da han i weekenden var til privatfest i Avedøre. (Privatfoto)

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere