Thure: Jeg var revolutionær om dagen

Som ung var Thure Lindhardt, der er aktuel i TV 2's nye tv-serie 'Blekingegade', meget venstreorienteret og lidt af en medløber

Thure Lindhardt er dybt fascineret af historien om Blekingegadebanden. I TV 2's kommende serie spiller han bandemedlemmet Bo Weimann. (Foto: Jakob Jørgensen)
Thure Lindhardt er dybt fascineret af historien om Blekingegadebanden. I TV 2's kommende serie spiller han bandemedlemmet Bo Weimann. (Foto: Jakob Jørgensen)
Søndag 6. december blænder TV 2 op for stationens stort anlagte tv-serie 'Blekingegade' om den berygtede bande af samme navn.

Rollelisten tæller tunge navne som Nikolaj Coster-Waldau, Ulrich Thomsen og Thure Lindhardt, og især for sidstnævnte var det noget af en drøm, der gik i opfyldelse, da han blev spurgt, om han ville spille bandemedlemmet Bo Weimann:

– Jeg har altid været dybt fascineret af Blekingegadebanden og kunne hele historien i forvejen. Da jeg var 14-15 år, boede min familie i en lejlighed på Islands Brygge, tæt på Cafe Libération, som var et af tilholdsstederne for gruppen.

– Jeg husker tydeligt, hvor vildt det var at se et sted, man kendte rigtig godt i TV-avisen i sammenhæng med afsløringen af Blekingegadebanden. Lige siden har jeg fulgt sagen og læst flere af de bøger, der er udkommet om emnet, forklarer Thure Lindhardt.

Meget venstreorienteret
I slut-80'erne havde han selv en spirende revolutionær i maven:

– Jeg var meget venstreorienteret dengang. Egentlig var jeg lidt af en medløber. Jeg var revolutionær om dagen, men det bundede ikke dybere, end at det var glemt om aftenen, når jeg skulle hjem og have god mad og sove trygt i min egen seng.

Thure Lindhardt måtte dog lægge en del af sin store viden om Blekingegadebanden på hylden, da først optagelserne gik i gang:

– I starten gik jeg meget op i, at sådan var Bo Weimann, og sådan var han ikke. Det måtte jeg slippe og erkende, at det vi laver er fiktion og ikke en dokumentarfilm, forklarer Lindhardt.

Ikke glansbilleder
Han har gjort sig moralske overvejelser om sin fremstilling af bandemedlemmet:

– Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke fremstiller bandemedlemmerne som glansbilleder – som man gjorde med Rote Arme Fraktion-medlemmerne i den tyske film 'Baader-Meinhof Komplekset'. Men samtidig er det heller ikke vores job at dømme Bo Weimann og co. Den slags har vi retssystemet til, vurderer Thure Lindhardt.

Læs meget mere om 'Blekingegade' i Ekstra Bladets tv-tillæg søndag 6. december

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere