Ugeblad tilbød Amin 100.000 for tavshed

Tv-vært og komiker Amin Jensen afslog et tilbud på 100.000 kroner fra Se og Hør mod at droppe en retssag mod ugebladet

Amin Jensen tog ikke imod Se og Hørs penge. (Privatfoto)
Amin Jensen tog ikke imod Se og Hørs penge. (Privatfoto)

Tidligere på året mødtes komikeren Amin Jensen med Se og Hørs nystartede chefredaktør på en café i Valby. Chefredaktøren tilbød komikeren et beløb på 100.000 kroner for at droppe en retssag mod bladet.

Amin Jensen havde stævnet Se og Hør for æreskrænkelse i forbindelse med en artikel bragt i januar. Amin Jensen mener, at artiklen gennem usandheder sår uberettet tvivl om hans mentale helbred.

- De tilbød mig 100.000. Men de ville have mine advokatregninger. Jeg ville have pengene som torterstatning, så det var der, den endte, fortæller Amin Jensen til Ritzau.

Fortroligt møde
Se og Hørs chefredaktør bekræfter, at han mødtes med Amin Jensen, og at der blev tilbudt et beløb. Men beløbets størrelse vil han hverken be- eller afkræfte.

- Det møde havde skær af fortrolighed, og det beløb, der blev talt om var omfattet af en helt klar fortrolighed. Derfor vil jeg ikke bekræfte noget, for jeg vil selvfølgelig gerne henholde mig til den fortrolighed, siger Kim Henningsen til Ritzau.

Amin Jensen fortæller, at han takkede nej til de 100.000 kroner, fordi Se og Hør ikke ville acceptere, at pengene skulle gives som såkaldt tort.

Det vil sige, at Se og Hør ved at give beløbet erkendte, at have krænket Amin Jensens ære så groft, at et beløb i den størrelsesorden var rimelig.

Usandt og æreskrænkende
Amin Jensen fører i øjeblikket sag mod ugebladet, hvor han kræver en erstatning på 250.000 kroner. Da sagen forleden blev behandlet ved Retten på Frederiksberg forklarede Amin Jensen, at han havde lidt et milliontab som følge af artiklen.

Artiklen hævdede blandt andet, at Amin Jensen i forbindelse med et slankeophold på Ubberup Højskole var 'Tyk og trist', 'Besat af mad' og 'Gået ned med fedmeflaget'.

Ifølge Amin Jensen er de udsagn usande og æreskrænkende. Han fortalte også i retten, at han efter artiklen oplevede at få færre firmajobs. Og det skulle altså ifølge komikeren have resulteret i et tab på mindst en million kroner.

Artiklen blev bragt i januar, og Kim Henningsen blev først chefredaktør i sommer. Han fortæller, at han mødtes med Amin Jensen for at få en frisk start. Mødet skyldtes altså ikke moralsk bondeanger over artiklens ordlyd eller indhold.

- Jeg ville have ryddet op på bagsmækken, så der ikke ville blive skrevet om retssager og sagsanlæg mod os i lang tid, efter at jeg var blevet chefredaktør, fortæller Kim Henningsen.

Dommeren ved Retten på Frederiksberg overvejer i øjeblikket sagen, og han har meddelt, at der falder dom den 9. december.

Skærm

Mest læste i flash!