'Forbrydelsen'-oberst: Jeg var flov over min sygdom

’Forbrydelsen’s barske oberst Flemming Enevold fik diagnosen maniodepressiv, da han var 19 - siden har han knoklet for at bekæmpe sine dæmoner

- Jeg har haft mange gode år, men min ro, tilfredshed og glæde er steget markant, efter at jeg ikke er længere er teaterdirektør, siger Flemming Enevold. (Foto: Benjamin Kürstein)
- Jeg har haft mange gode år, men min ro, tilfredshed og glæde er steget markant, efter at jeg ikke er længere er teaterdirektør, siger Flemming Enevold. (Foto: Benjamin Kürstein)
Han er 57 år, far til tre voksne døtre og morfar til lille Noah. Men glem alt om en midaldrende mand med ølvom og fjernbetjening i hånden. Det billede passer ikke på Flemming Enevold, dansk musicals ubestridte superstar, som nu også er på besøg i danskernes stuer søndag efter søndag som Torsten Jarnvig i ’Forbrydelsen’.

Skuespilleren brænder stærkt igennem – ikke kun på scenen og i tv, men også når man sidder over for ham ved et stort spisebord med en legende kat omkring fødderne i hans lyse, venlige hjem.

– Ligner du den oberst, du spiller i ’Forbrydelsen’?

– Det kan du tro, at jeg ikke gør – alene af den grund, at jeg var militærnægter, pacifist, og jeg hader krig og autoriteter. Så det er sjovt, jeg skal ende sådan. Jeg er også fuldstændig anderledes som far. Diametralt modsat. På den måde er det sjovt at spille den rolle.

– Nogle kalder din medvirken i ’Forbrydelsen’ og filmen ’Headhunter’ for et comeback. Hvad mener de – har du været væk?

– Jeg var væk i lange perioder på den måde, at jeg har været direktør på Gladsaxe og ikke lavet så meget tv og film. Efter teatret lukkede, fik jeg løn i halvandet år og havde tid til at geare ned, men jeg har rigtig meget at lave nu over en bred front.

– Savner du ikke at være direktør?

– Nej. Jeg ville gerne ha’ stoppet efter ’Cabaret’, som var en kæmpe succes. Men jeg lod mig friste til at fortsætte. Jeg bliver også suget ind i det, var vanvittig entusiastisk – det med at stoppe op er jeg ikke så god til.

– Og da teatret så lukkede, gik jeg fra at være verdens ottende vidunder til at være verdens største idiot.

– Hvordan taklede du at blive udråbt som idiot?

– Jeg blev rasende og såret. Pludselig var jeg udskældt og kunne ikke få den taletid, jeg var vant til.

– Men i dag er det en lettelse ikke at have det ansvar. Det var jo en livsform. Man tænker på teatret døgnet rundt, man er der om søndagen, hvor der er forestilling, om lørdagen, hvis nogen er kede af det, og i hverdagen.

– Du er i gang med en seksårig psykoterapeutisk uddannelse. Er det med afsæt i din egen situation?

– Da jeg som ung fik diagnosen maniodepressiv, var det en ting, der skulle fikses. Psykiaterne tænkte meget i fejltænkning – at man skulle rette en fejl.

– Men jeg startede jo i det system allerede som barn, da jeg kom til skolepsykolog, og siden har jeg prøvet psykiatere og psykologer. Det, der rykkede for mig, var ikke deres behandling, men andre ting – som f.eks. træning.

– Hvordan kan det hjælpe på en depression eller en mani?

– Da jeg var ung, kunne jeg mærke, at motion var godt for al min uro og temperament. Og da jeg var 19 og fik diagnosen, tænkte jeg: ’Hvad skal jeg gøre ved det?’.

– Jeg talte aldrig med nogen om det, heller ikke mine forældre, for jeg syntes, at det var så pinligt og flovt. Så læste jeg en artikel fra Sankt Hans om meget syge – skizofrene – som blev raske af at løbe otte-ti km hver dag, og så jeg begyndte at løbe fem gange om ugen. Og jeg kunne mærke, at det hjalp rigtig meget.

– Kan man overhovedet træne så intenst, når man har en depression?

– Man er god til at planlægge, når man er manisk. Og så skal man ikke løbe ti, men 25 km hver dag. Efterhånden finder man langsomt ud af, hvordan man planlægger det. Når jeg var depressiv, kom jeg ikke ud, så det gjaldt om at træne meget før det, for så blev depressionen kortere.

– Har du selv kæmpet dig ud sygdommen?

– Jeg tror simpelt hen ikke, man kan alene, men jeg havde en meget stor drift mod at søge midler, indtil jeg kunne sige: ’Gud, der er noget, der letter og hjælper her’.

– Det er også derfor, jeg har talt om, hvordan jeg har haft det – for at vise folk, at det godt kan betale sig at gøre et eller andet. Ja, der er en fejl, men man skal ikke give op. Man skal ikke bare lindre – man kan ændre det fuldstændig.

– Og tænk efter så mange år at kunne sige, at jeg føler mig fuldstændig fri. Den følelse kan slet ikke beskrives.

– Du har også lidt af sceneskræk?

– Jeg har haft enormt mange nerver ved at optræde, helt vildt mange. En del af dem er en drift, der kan bruges konstruktivt. Problemet er, når man ikke kan styre det, og det går over gevind.

– For mange år tilbage måtte jeg melde mig syg, jeg kunne simpelt hen ikke overskue det.

– Jeg var simpelt hen så bange, fik helt forfærdeligt ondt i maven og havde sceneskræk en del gange. Det var i den psykotiske afdeling, hvor jeg begyndte at se billeder og være angst. Det var virkelig forfærdeligt.

– I dag kan jeg forvandle nervøsitet til intensitet, så man virkelig er til stede, så det kan bruges til noget rigtig positivt. Og det er det, der optager mig nu, når jeg skal på scenen.

– Træner du både krop og sind hver evig eneste dag?

– Ja, det gør jeg. Jeg har altid dyrket meget sport. Uanset hvor travlt jeg har, cykler jeg de 23 km til teatret hver dag. Ja, det må I meget undskylde, det er ikke for at være en hellig-røv. Forleden da det stormede, cyklede jeg også. Det sidste stykke var godt nok hårdt, fordi der var så meget modvind.

– Hvornår slapper du af? Kan du overhovedet nå det?

– Ja, jeg har min morgenrutine, hvor jeg træner fysisk og laver øvelser med vejrtrækning, pilates og yoga. Og hver dag mediterer jeg i tre kvarter på min pude nede i mit lille rum.

– Det lyder ikke særlig afslappende. Flader du aldrig ud?

– Jeg synes, jeg slapper meget af. Jeg nyder at være sammen med familien – vi går meget op i mad og samvær, men jeg er ikke sådan en, der flader ud. Det gør jeg aldrig.

– Hvad er den længste distance, du har cyklet på en dag?

– 200 km. Men jeg cykler mange cykelløb på 120-130 km.

– Man kommer ind i en rytme, og jeg elsker det virkelig. Men jeg kan da godt forstå, at folk tænker, at ’manden må være gal’.
1 af 2 - jeg ligner bestemt ikke oberst Jarnvig, som jeg spiller i 'Forbrydelsen'. Jeg er pacifist og hader krig og autoriteter, siger Flemming Enevold. (Foto: DR)
2 af 2 - Jeg har haft mange gode år, men min ro, tilfredshed og glæde er steget markant, efter at jeg ikke er længere er teaterdirektør, siger Flemming Enevold. (Foto: Benjamin Kürstein)

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere