Kølpin skruer ned

Tidligere ansatte beskylder jetset-ægtepar for løftebrud

Alexander Kølpin og Sarah Zobel har måttet skære ned på forventningerne til det ene af de to hoteller, de ejer i Tisvildeleje. (Foto: Jan Unger)
Alexander Kølpin og Sarah Zobel har måttet skære ned på forventningerne til det ene af de to hoteller, de ejer i Tisvildeleje. (Foto: Jan Unger)
Trods stor medie-medvind i form af især reality-serien 'Halløj på Strandhotellet', som Kanal 4 har vist siden i sommer, har den tidligere balletdanser Alexander Kølpin og hans kone, Sarah Zobel, måttet erkende, at der ikke er basis for at drive det ene af de to hoteller i Tisvildeleje, som de overtog sidste år, på helårsbasis.

Det var ellers de ansattes klare indtryk fra et møde i sommer, at det var ambitionen. Men i stedet er Tisvildeleje Strandhotel nu lukket for vinteren, og personalet har enten fået fyreseddelen løbende de seneste måneder eller har selv sagt op.

Der var sat penge af
– Alexander Kølpin har ikke levet op til sine løfter. Vi fik at vide, at der var sat penge af til to års helårsdrift. Vi skulle overhovedet ikke tænke på pengene, de skulle nok være der, beretter en tidligere ansat til Ekstra Bladet og fortsætter:

– Vi skulle bare koncentrere os om at give gæsterne en god oplevelse. Derfor sagde mange deres faste job op. Nogle rykkede tilmed familien op og flyttede til Nordsjælland. Men så snart Kølpin så, at forudbestillingerne tyndede ud, da sommeren gik på hæld, begyndte han at skære ned, og de to sidste fyringer fandt sted for bare få dage siden.

Omfattende renovering
Jetset-ægteparret Kølpin-Zobel overtog driften af de velrenommerede Tisvildeleje Strandhotel og Helenekilde Badehotel –  begge i Tisvildeleje –  sidste år. Jes Kølpin, Alexanders far, ejer hotellerne og i fællesskab gik de straks i gang med en omfattende ombygning og renovering, som Kanal 4 fulgte forløbet af. Resultatet blev 12 udsendelser, hvoraf den sidste blev sendt onsdag.

Helenekilde Badehotel har altid haft helårsstatus, og det fortsætter det med, men værtsparret har måttet skrue ned for forventningerne med hensyn til strandhotellet, der –  noget imod navnet –  faktisk ligger midt i byen, mens badehotellet ligger ved stranden.

Ikke filantropi
Alexander Kølpin benægter dog, at han på noget tidspunkt har lovet de ansatte mindst to års ansættelse.

– Jeg er af natur optimistisk og positiv, og jeg ville da være lykkelig, hvis det var muligt at beholde alle på strandhotellerne i vintermånederne. Det har ikke været muligt tidligere år, og er det desværre heller ikke i denne tid. Jeg kan jo ikke begynde at tage penge med på arbejde. Det er forretning, ikke filantropi, siger han.

– Hverken for arbejdsgiver eller -tager er det befordrende for arbejdsmoralen at stå med et tomt hotel. Så er der da bedre at koncentrere ressourcerne om Helenekilde. Det er ikke muligt at overleve i en krisetid, hvis man ikke tilpasser sig, og jeg ville da være en mærkelig arbejdsgiver, hvis jeg stillede mig op og sagde, at de næste to år er det ligegyldigt med pengene. Selvfølgelig er det ikke det. Det er krisetider, men vi glæder os til, traditionen tro, at åbne igen til foråret, siger Alexander Kølpin.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere