I dag bisættes legendarisk Linie 3-manager

Linie 3's manager Niels Wenkens, der blandt andet stod bag The Beatles' eneste koncert i Danmark i 1964, bisættes i dag på Østerbro

Niels Wenkens bisættes i dag på Østerbro. (Foto: Ole Steen)
Niels Wenkens bisættes i dag på Østerbro. (Foto: Ole Steen)

Koncertarrangør og manager for Linie 3 - Niels Wenkens - døde 67 år gammel den 1. november efter kort tids sygdom på Bispebjerg Hospital.

Her til formiddag bliver han bisat fra Skt. Jakobs Kirke på Østerbro.

Niels Wenkens begyndte i starten af 1960’erne som arrangør af en lang række store koncertbegivenheder i Danmark.

Det var Niels Wenkens, der stod bag The Beatles’ eneste koncert i Danmark, som fandt sted i KB-hallen i juni 1964. Siden fulgte en række koncerter med store jazznavne som Ella Fitzgerald, Count Basie, Duke Ellington, Erroll Garner og Oscar Peterson.

Samarbejdede med Victor Borge
I perioden 1968-74 havde Niels Wenkens base i London, hvor han var manager for bl.a. Manfred Mann, Status Quo m.fl. ligesom han arrangerede turnéer for blandt andre Cliff Richard, Olivia Newton-John og The Shadows.

I 1975 flyttede Niels Wenkens hjem til Danmark og fortsatte sin koncertarrangørvirksomhed herfra.

I 1986 overtog han med stor succes arbejdet som manager for nogle af dansk showbusiness’ største navne, Linie 3 og for Thomas Eje som soloartist, ligesom han arrangerede Victor Borges sidste koncerter i Danmark.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere