Damgaard: Useriøst af min mægler

Finansmanden langer ud efter mægleren, som fortalte om fortrolige forhold - men betaler hans salær

I går var det ejendomsmægleren Ole Lindgren, der var irriteret på Erik Damgaard. I dag er rollerne byttet om, for Erik Damgaard er alt andet end imponeret over, at mægleren stod frem og fortalte om fortrolige forhold i forbindelse med salget af stutteriet.

– Det er useriøst, at en ejendomsmægler offentliggør ting om kundeforhold, siger Erik Damgaard til Ekstra Bladet.

– Er du sur på ham?

– Jeg vil ikke komme ind på mine følelser. Men når der er tale om en klient/kundeforhold, bør han have tavshedspligt. Han skal ikke bekræfte møder, der har fundet sted. Det er useriøst, siger Damgaard.

’Han var informeret’
Han ringede allerede søndag aften til Ole Lindgren, efter at Ekstra Bladet havde spurgt til sagen, og tilkendegav, at han selvfølgelig ville betale salæret.

– Der er intet, der indikerer, at jeg ville snyde ham. Jeg har e-mails, der dokumenterer, at han var informeret om salget, siger Damgaard, der senere sendte mailen til Ekstra Bladet.

– Og hvis han vil diskutere følelser eller synes, der er problemer, skal han diskutere det med mig, slår finansmanden fast.

Blødt op
Udmeldingerne fra Ole Lindgren var da også blødt gevaldigt op i går, efter at han havde talt med Damgaard.

– Vi har talt sammen og løst tingene. Han ringede til mig og sagde, at vi nok skulle løse problemerne. Jeg får mit salær af Erik, siger ejendomsmægleren Ole Lindgren.

– Han siger, han hele tiden har villet betale. Erik er en utrolig sød fyr. Han er ærlig, lyder det fra Ole Lindgren.

Han ved ikke, hvor meget Erik har solgt stutteriet for og vil ikke oplyse, hvor meget han får i salær for salget, som Erik altså endte med at foretage på hans vegne.

– Alt er fryd og gammen nu, siger mægleren.

I går var ordene anderledes harske.

– Jeg har aldrig før haft sager af den slags. Det er tosset af ham, lød det forarget fra Ole Lindgren, da han opponerede mod, at Damgaard selv havde solgt landstedet.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere