TV 2 hjælper Andrea - igen

Helt ukritisk mikrofonholder: 'Vild med dans'-stjernen kan endnu en gang promovere sit private creme-eventyr på tv-stationen

Andrea Rudolph er heldig med sin arbejdsgiver. Hun får endnu en gang TV 2 til at agere mikrofonholder for sig. (Foto: Mogens Flindt)
Andrea Rudolph er heldig med sin arbejdsgiver. Hun får endnu en gang TV 2 til at agere mikrofonholder for sig. (Foto: Mogens Flindt)
Effekten af Andrea Elisabeth Rudolphs hundedyre creme-serie er yderst tvivlsom – men én ting er sikkert: Hver gang tv-værtens private firma, Rudolph Care, bliver udsat for kritik, kommer arbejdsgiveren TV 2 deres medarbejder til undsætning.

I en artikel på tv2.dk stiller tv-stationen igen en mikrofon samt en velvillig journalist til rådighed, så Andrea kan forsvare og reklamere for sine cremer uden samtidig at skulle svare på ubehagelige spørgsmål.

Anledningen er artikler i Ekstra Bladet og Se og Hør, hvor det fremgår, at tv-værten har tabt egenkapitalen samt fået et dundrende underskud i sine to private firmaer.

I tv2.dk-artiklen står der bl.a.: 'Det er ikke let at styre uden om mediernes aggressive søgelys, når man både er et kendt ansigt og virksomhedsejer. Mediernes seneste forsøg på at fremstille kosmetikvirksomheden Rudolph Cares resultat fra 2008 som en fiasko med et stort tab, har Andrea valgt ikke at bruge unødig tid på', hedder det forarget i artiklen, hvorefter Andrea Elisabeth Rudolph får masser af spalteplads til at forklare, hvor godt det går med creme-krejleriet, og hvor tilfreds hun er med det ellers så nedslående regnskabs-resultat.

Gratis reklame
Samtidig skorter det ikke på gratis reklame for Andreas produkter. I artiklen konstaterer journalisten blandt andet, at de meget omtalte cremer er blottet for skadelig kemi, selv om landets førende dermatologieksperter i Ekstra Bladet tidligere har vurderet, at produkterne indeholder konserveringsmidler, der kan fremkalde allergier, nældefeber og eksem.

Det er ikke første gang, at TV 2 kommer 'Vild med dans'-stjernen til undsætning, når Rudolph Care kritiseres.

I februar bød Ekstra Bladet Andrea velkommen på forsiden, da en række eksperter rettede en enstemmig og sønderlemmende kritik mod hendes produkter.

Knap var artiklen trykt, før Andrea blev inviteret i 'Go' morgen Danmark', hvor Cecilie Frøkjær ukritisk holdt mikrofonen for sin gode kollega.

Dengang reagerede redaktør på TV 2 Lars Bennike ved at uddele en skideballe af den store slags:

– Det er ikke godt nok. Interviewet er efter min opfattelse tæt på 'en gratis omgang'. Det er skadeligt for TV 2's troværdighed, at en af stationens egne værter slipper så let i en sag om kritik af et privat, økonomisk engagement. Det er efter min opfattelse helt kritisabelt, at Andrea Rudolph – som på sin hjemmeside har offentliggjort et fuldstændig tomt cv – får lov at affeje en overlæge i hudsygdomme med en bemærkning om, at 'hun sikkert har forstand på en masse ting, men altså ikke ved noget om det her', lød den hårde kritik fra 'seernes redaktør' dengang.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere