Alex låner millioner

Jokkes eks pantsætter huset. Grevinden har tilsyneladende ikke nok i den årlige skatteyderbetalte apanage på to millioner kroner

Alexandra har lånt flere millioner i sit ellers gældfri hus i København. (Foto: Anthon Unger)
Alexandra har lånt flere millioner i sit ellers gældfri hus i København. (Foto: Anthon Unger)

Fire et halvt år efter, prins Joachim forærede sin fraskilte kone, grevinde Alexandra, en gældfri 356 kvadratmeter stor, otteværelses villa på Svanemøllevej i København, er hun begyndt at tage lån i huset.

Ekstra Bladet kan afsløre, at selv om den nu 45-årige Alexandra hvert år modtager en skatteyderbetalt apanage – i år får hun to millioner kroner i årpenge – har hun netop lånt 2,55 millioner i det 105 år gamle, men ret velholdte hus.

Hun har fået udbetalt omkring 2,5 millioner kroner, mens resten er gået til dækning af låneomkostninger.

Det er det første lån, Alexandra har taget i huset, hvor hun bor med sin mand, Martin Jørgensen, og sine to børn, prinserne Nikolai og Felix på ti og syv år.

Hun deler forældremyndigheden over dem med prins Joachim.

Har tre badeværelser
Hvad de lånte millioner skal gå til, vides ikke. Men et godt bud er, at i hvert fald en del af pengene går til betaling af den luksuøse villa i den danske jetset-enklave i Alanya i Tyrkiet, som ægteparret tidligere i år købte af kendisfrisøren Dennis Knudsen.

Alexandra fik skøde på huset og den 1176 kvadratmeter store grund på Svanemøllevej i april 2005. Da var det offentligt kendt, at hun og prins Joachim ville skilles.

Prins Joachim havde allerede i juni året før købt huset for 7,25 millioner kroner. Købet skete gennem et anonymt selskab og under meget hemmelighedskræmmeri.

Da Alexandra kvit og frit og uden en eneste gældspost fik overdraget huset, der er indrettet med tre badeværelser og yderligere to toiletter, var det vurderet til 7,15 millioner kroner.

Er hun kunde hos os?
I dag lyder den offentlige ejendomsværdi på 12,3 millioner kroner. Så Totalkredit, der har lånt Alexandra de 2,55 millioner kroner, har sikkert end ikke gidet undersøge grevindens kreditværdighed.

Ifølge den elektroniske tingbog, som Ekstra Bladet har kigget i, har Alexandra valgt et kontantlån med rentetilpasning og mulighed for afdragsfrihed.

Direktøren for Totalkredit, Troels Bülow-Olsen, vil ikke udtale sig om grevinde Alexandra.

– Jeg vidste end ikke, at hun var blevet kunde hos os. Det må være et af vore samarbejdende pengeinstitutter, der har lavet lånet. Så hun bliver hos os behandlet nøjagtig som alle andre, siger Troels Bülow-Olsen og afviser at udtale sig om lånet.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Alexandra og Martin Jørgensen.

1 af 2 Det er i dette hus på Svanemøllevej, Alexandra har lånt millioner. (Foto: Thomas Wilmann)
2 af 2 Alexandra har lånt flere millioner i sit ellers gældfri hus i København. (Foto: Anthon Unger)

Skærm

Mest læste i flash!