Afsløring: Anni Fønsby blev fyret efter oprør

De andre deltagere i TV 2's reality-serie truede i sidste øjeblik med at blive hjemme, hvis Anni Fønsby skulle med til USA

Andre kendisser vil tilsyneladende ikke sættes i forbindelse med Anni Fønsby. (Foto: Mogens Flindt)
Andre kendisser vil tilsyneladende ikke sættes i forbindelse med Anni Fønsby. (Foto: Mogens Flindt)
- Det er os – eller Anni Fønsby!

Sådan kan i korthed beskrives det drama, der har betydet Anni Fønsbys farvel til TV2 Zulu-serien ’Kvæg-ræs’, der netop i disse dage optages på en ranch i det vilde sydvesten i Arizona, hvor 12 danske deltagere med større eller mindre kendis-faktor skal lære at ride på cowboy-maner.

Bag ultimatummet stod en stor del af de øvrige deltagere, der først to dage før afgangen i søndags havde fået at vide, at den storbarmede millionær-frue også var tiltænkt en rolle i reality-showet.

Der blev så højlydt protesteret, da holdet – minus Anni Fønsby, der først skulle rejse tirsdag – var samlet i lufthavnen i søndags for at tage af sted til Amerika, at produktionslederen Maiken Wexø så sig nødsaget til at ringe og fortælle bordelmutteren, at hun ikke behøvede at pakke kufferten alligevel.

Kuglestøder støber kugle
Særligt bekymret var kuglestøderen og ’Vild med dans’-bamsen Joachim B. Olsen, der allerede i fredags havde gjort det klart, at han overvejede at droppe turen, hvis Anni Fønsby skulle med.

– Det vil være et dårligt signal at sende, hvis man bruger en person som Anni Fønsby – og det, hun står for – i et underholdningsprogram, siger han i dag til Billed-Bladet.

Ekstra Bladet forsøgte i går at få ham til at uddybe sine betragtninger, men hans mobiltelefon virker ikke så langt væk ude på bøhlandet i Guds eget land.

I stedet bekræftede hans kone, Karen Vestergaard, gemalens motiver.

– Vi blev bare noget overraskede over beskeden, der faldt temmelig sent i forhold til afrejsen. Han ville gerne have afklaret, om hun skulle med eller ej, og så måtte han tage en beslutning ud fra det, siger Karen Vestergaard.

Meget tyder på, at Anni Fønsby ikke selv har fået den virkelige forklaring på afbuddet.

– Jeg har fået den forklaring, at produktionsselskabet mener, det er for farligt i forhold til min graviditet, siger Anni Fønsby til Ekstra Bladet.

– Det kan jo også være deres måde at pakke begrundelsen ind på?

– Det må du spørge dem om. Det skal jeg ikke sidde og gisne om.
1 af 2 Joachim B. Olsen støber kuglen med ordene: Et dårligt signal at sende, hvis man bruger en person som Anni Fønsby. (Foto: Ole Frederiksen)
2 af 2 Andre kendisser vil tilsyneladende ikke sættes i forbindelse med Anni Fønsby. (Foto: Mogens Flindt)

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere