Robert Hansen voksede op med druk

Interview: Som lille holdt Robert Hansen sig for ørerne, når forældrene festede. Og indimellem levede han af cowboytoast på bodegaerne

Robert Hansen er vokset op med fest og farver i Hvidovre. (Foto: Benjamin Kürstein)
Robert Hansen er vokset op med fest og farver i Hvidovre. (Foto: Benjamin Kürstein)

Selv om han blev kendt som den evige festabe, der drak sig i hegnet og sniffede kokain, så blev Robert Hansen det næsten på trods.

Barndommen var nemlig præget af alkohol, som blev konsumeret af moderen og faderen og deres venner, mens Robert og hans søster lå ovenpå i deres senge og forbandede den høje musik og de larmende voksne.

– Vores forældre drak altid bajere.

– Det var jo andre tider dengang. Og så var der fester, hvor der blev sat fuld knald på Gasolin’.

– Der var tit gæster med en masse larm, siger Robert Hansen om opvæksten i Hvidovre på en tid, hvor der var andre meninger om, hvordan forældre skulle opføre sig.

Flygtede over til farmor
Når forældrene og gæsterne skruede op for bassen, tog Robert og søsteren Stine nogle gange over til deres farmor, der boede 100 meter væk.

– Det var et fristed. Så blev der hygget om os, og hun ringede til vores forældre og sagde, at nu var vi der, siger Robert Hansen.

Når der var fest derhjemme og de ikke var hos farmoderen, lå den lille Robert i sin seng og forsøgte at holde den løsslupne stemning ude ved at presse puder ind til øret. Eller lagde sig over i søsterens seng, så de kunne trøste hinanden.

– Det var meget irriterende, når der var gæster, siger Robert Hansen i dag.

Livet på værtshuse
Når ikke hjemmet lagde lokaler til drikkeriet og festerne, stod den indimellem på ture ned til den lokale centerpub, hvor forældrene skålede med vennerne.

– Så var vi med og spiste cowboytoast og fik sodavand. Der var også andre drenge, som jeg så spillede med kapsler med, siger Robert til Ekstra Bladet.

Det var ikke fedt
I andre perioder forsvandt faderen på druk, der strakte sig over flere dage, hvor familien ikke vidste, hvad der var sket med ham.

– Det var ikke fedt. Jeg vidste jo godt, at noget var galt. Så skulle man vejre stemningen, og det gav utryghed. Men som regel tog vi ud til min farmor, og jeg holdt meget sammen med min søster.

Robert Hansen må ironisk nok konstatere, at han selv har udsat sin familie, sine kærester og venner for nøjagtig det samme, da hans eget misbrug eskalerede.

Han bebrejder dog ikke sine forældre deres livsstil.

– Det er ikke deres skyld, at jeg endte i misbrug, siger Robert, der måske mødte større forståelse fra forældrene, da hans verden ramlede.

Forældrene bakker op
– De har bedre kunnet forstå min situation. Der har været overbærenhed.

– Min far var så stolt af mig, så måske han i virkeligheden var mest sur på sig selv, da jeg endte i problemer.

– Jeg tror, han bebrejdede sig selv, siger Robert, der i dag har et godt forhold til forældrene.

1 af 2 Robert Hansen er aktuel med selvbiografi. (Foto: Benjamin Kürstein)
2 af 2 Robert Hansen er vokset op med fest og farver i Hvidovre. (Foto: Benjamin Kürstein)
Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen