Jeg er tyk og terrortruet

Interview: Anders Lund Madsen er ikke bange for at gøre grin med terrorister, men han er lidt bange for sit spejlbillede. Derfor overvejer han nu et dramatisk motionsforløb

Anders Lund Madsen tænker aldrig over, hvordan han ser ud. (Foto: Linda Johansen)
Anders Lund Madsen tænker aldrig over, hvordan han ser ud. (Foto: Linda Johansen)

Anders Lund Madsen

Lille Madsen

Nat Madsen

Kloge Madsen

Cirkus Madsen

Spejder Madsen

Jo, sjovt barn har kære navne. Og uanset om han optræder som forfatter, foredragsholder eller fjernsynstrold – som for øjeblikket i ’Det nye talkshow’ på DR1 fredag aften - så er man helt sikker på, at han er finurlig. Man er bare aldrig helt sikker på, om han siger tingene i sjov eller i alvor.

Det gælder også dette interview. Men det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet, siger han. Bedøm selv.

– Du er jo kendt for at være noget nær grænseløs i det, du laver. Tør du godt lave sjov med Muhammedtegningerne og terror i dit show?

– Jeg sad faktisk for nylig og tænkte over, om jeg egentlig er terrortruet - for jeg skriver jo en klumme for Jyllands-Posten hver uge. Og Jyllands-Posten er jo terrortruet. Så ja: Jeg er terrortruet.

Selvfølgelig kan man lave fis med de ting

– Men selvfølgelig kan man lave fis med de ting. Især sådan noget med terrortrusler fra folk med lange skæg, som er sindssygt sure over noget, og som kan sidde helt ovre i Chicago og hidse sig op i et helt år - og så tage herover.

– Allerede dér synes jeg, det er helt vildt sjovt: Ham, der var i København, troede åbenbart, at livgarden var sådan en slags militær. Så har han siddet der med solbriller på café Baresso, tænker jeg, og har set livgarden komme forbi og tænkt: 'Fordømt! Jyllands-Posten bliver bevogtet af militæret’ - og så var det bare de der Legomænd, der gik forbi.

– Men den dag Rådhuspladsen bliver sprængt i atomer, og der ligger 6000 døde folk, så er det meget upassende at lave sjov med det. Men indtil det sker, så er det meget upassende ikke at lave sjov med det.

– Anders, min mor synes, du har lagt dig lidt ud…

– Ja. Det er meget privat.

– Hun vil gerne vide hvorfor…

– Ja… Jeg er meget opmærksom på det, og jeg er inde i et dramatisk slankeforløb, hvor jeg ikke drikker sodavand. Vi er jo mange, der kæmper med kiloene - og jeg kan sige, at jeg er en af dem. Jeg erkender det åbent… men det er meget, meget pinligt.

– Når man kommer lidt op i årene, så behøver kroppen åbenbart ikke helt så meget næring, som den gjorde i midten af tyverne. Og det kan godt være svært at indlade sig på.

– Men jeg overvejer at supplere mit chokerende slankeforløb med et chokerende motionsforløb. Jo, jeg overvejer at begynde at svømme – måske to kilometer tre gange om ugen.

Man skal lige huske, at fjernsynet lægger 50 kilo til

– Men jeg svømmer så ekstremt langsomt, at jeg er bange for, at det ikke rigtig giver noget. Man skal i øvrigt lige huske, at fjernsynet lægger 50 kilo til.– Har du komplekser over det?

– Nej. Men når din mor tænker over min vægt, så betyder det nok også, at min mor også tænker over det.

– Johannes Møllehave, som var inde i mit program, sagde det også. Han havde lavet et lille digt , hvor der indgik noget med 'Lund’ som rimer på ’rund’. Og det smertede. Men det er flødesovsen… og mejeriforeningen.

– Nej, jeg har ikke noget forsvar. Men jeg overvejer som sagt et dramatisk motionsforløb.

– Er du damernes ven?

– Ja! Jeg er meget damernes ven. Eller mødrenes ven... Nej, jeg ved ikke, hvis ven jeg er, jeg er bare meget interesseret i ikke at være overvægtig. For så skal jeg se på det. Derfor har jeg ingen spejle.

– Eller jo, jeg har faktisk et spejl, men jeg er ude af stand til at se i det. Det er, fordi jeg er anti-forfængelig. Det betyder, at jeg forsøger at ignorere mit udseende for ikke at skulle blive optaget af det. For så er det skruen uden ende.

– Du må da kigge dig selv i et spejl, før du går på scenen?

– Nej. Det er ikke, fordi jeg er frastødt af det, jeg ser, men jeg tror virkelig, at hvis man bliver for optaget af sit udseende, når man er i tv-branchen, så risikerer man, at det stikker af.

Jeg er anti-forfængelig

– Hvis jeg begyndte at tænke over, hvordan jeg ser ud, så ville jeg aldrig nogensinde turde gå i fjernsynet. Jeg ved, at jeg er meget, meget langt fra at være noget ideal sådan rent kropsligt og udseendemæssigt – for nogle mennesker – og det har jeg det meget godt med.

– Men jeg synes, det er æstetisk ulækkert at være fed, når det er mig selv –?jeg kan bare så godt lide at spise flødesovs.

– Trøstespiser du?

– Nej, jeg trøstespiser ikke. Men jeg spiser. Jeg elsker at æde og laver meget mad. Måske ender jeg som Thomas Eje og køber nogle sorte briller og begynder at male. Nej, men jeg håber, at det der dramatiske motionsforløb bliver til noget. Det forpligter jo også at sige det højt.

– Hvad er du bange for?

– Jeg har meget få angster. Jeg har været bange for lufthavne. Men det er jeg ikke mere. Der er ikke nogen dyr, jeg er bange for... og jeg har sprunget i faldskærm… jeg er heller ikke bange for at tabe ansigt over for store menneskemængder…

– Det kommer sig nok af, at jeg var bange for mange ting, da jeg var lille. Dengang var jeg meget bange for nogle meget, meget, meget indviklede ting. For eksempel var jeg meget bange for at få bank i skolen.

– Fik du så bank?

– Nej! Men jeg sikker på, at de ville banke mig, så jeg gik nogle lange omveje hjem fra skole. Og så var jeg også bange for at blive overfaldet i toget. Og for at sidde i forreste vogn og for at komme for sent, og for at komme for tidligt. Mange ting.

– Jeg var også bange for mørke - og lys sikkert også. Og for tandlæger. Det var egentlig lidt barokt.

Jeg elsker at æde og laver meget mad

– Hvordan kom du over alt det?

– Jeg tror faktisk, at det var dengang, jeg blev elev på Ekstra Bladet. Jeg var til samtale hos chefredaktør Bent Falbert, og jeg tror, at han troede, jeg var sådan en meget spændende og underlig én. Så jeg blev ansat som praktikant - og det var jeg i fuldstændig panik over.

– Jeg turde ikke ringe til folk, så jeg ringede hjem til mig selv i stedet, og bildte mine chefer ind, at der ikke var nogen hjemme. Men jeg kom lige så langsomt over det. Og da jeg først fandt ud af, at det ikke var farligt, blev jeg meget optaget af at lave alt muligt pinligt.

– Kan man sige, at du overkompenserer lidt?

– Ja, det kan man nok. Men nu kan jeg jo leve det ud gennem den unge praktikant - og det er langt sjovere, synes jeg. Lige nu, mens vi sidder her, er han for eksempel ude i Hareskoven for at finde sit indre totemdyr sammen med en shaman, som hedder Irene.

– Og jeg håber, at vi bliver forlænget med programmet, for der er så mange andre ting, jeg gerne vil sætte ham til.

Og at dømme ud fra det støt voksende seertal på Anders Lund Madsens talkshow, så kunne man godt forledes til at tro, at der sidder en hel del rundt omkring og håber det samme…

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere