Blædel: Jeg er ikke et godt menneske

- I mit inderste fandt jeg de mest beskidte følelser, som jeg ikke er skidestolt af, siger krimiforfatteren Sara Blædel

Bogaktuelle Sara Blædel blev overrasket over, at hun er så fyldt med vrede. (Foto: Thomas Sjørup)
Bogaktuelle Sara Blædel blev overrasket over, at hun er så fyldt med vrede. (Foto: Thomas Sjørup)

Krimiforfatter Sara Blædel er vokset op i nærmest uhyggeligt trygge rammer. Enebarn. Stopfodret med sine forældres kærlighed og aldrig svigtende opbakning under PH-lampens skær hjemme i villaen i Hvalsø ved Roskilde.

I hvert fald var hun enebarn i 28 år. Indtil hendes far præsenterede familien for sin hidtil ukendte søn. Det fik ikke familien til at krakelere. Forældrene blev sammen, og Sara Blædel har nu et tæt forhold til sin bror.

– Men det var voldsomt at opleve, at alt det, jeg havde troet, i virkeligheden var noget helt andet, siger forfatteren, der nu skriver krimier, hvor hun river gulvtæppet af det, vi helst vil skjule.

Denne gang har hun kigget ind i sine egne sprækker og fundet nyt. Så nu står hun og føler sig en lille smule forløst på Svanemøllen Havn i København, hvor en stor del af handlingen i hendes nyeste roman, 'Hævnens gudinde', foregår.

Angst for at miste
Her har hun gået mange lange ture det sidste halvandet år. For at mærke stemningen og finde sin egen indgang til de følelser, hun skulle bruge i sin nye roman, som handler om at ville have det hele – og om at miste alt.

– Har du selv oplevet noget lignende?


– Ikke direkte, men det har vækket andre følelser og bragt mig dybt ind i mig selv for at finde ud af, hvordan jeg ville reagere, hvis det skete. Helt inde i mit allermest sorte. Jeg har mødt den angst, jeg lever med hele tiden. Angsten for at miste det, der betyder alt for mig i mit liv. Min søn, Adam.

– Det er voldsomme følelser at bevæge sig rundt i?


– Det var også en ordentlig omgang. Jeg måtte isolere mig i et sommerhus i perioder. For jeg var ikke ligefrem et muntert indslag i familieidyllen, når jeg havde rodet rundt i de der sorte følelser en hel dag.

– Når jeg skriver, blander virkeligheden sig med fiktionen. Så derfor sad jeg ofte og tudede, mens jeg skrev. Og de voldsomme følelser af afmagt og desperation blev vækket i mig.

Ingen bogmaskine
– Men jeg blev også glædeligt overrasket undervejs. Som da en af personerne i romanen fik sig en hundehvalp. Derfor drøner der også en lille, gul hvalp rundt hjemme i min familie nu.

– Og den rejse, en person i min bog tager ud på med sin søn, tog jeg også i virkeligheden sammen med Adam. Tre måneder, hvor vi kørte i bil rundt i USA.

– Hvorfor tog du en så lang rejse?

– Jeg ville ikke bare være sådan en leveringsmaskine, der sprøjter bøger ud hvert år. Jeg havde brug for at gøre noget helt andet og være sammen med min søn.

Underholdning vigtigst
– Du lever selv i familie-væg-til-væg-idyl på Frederiksberg med den lille labradorhvalp og en svensk stationcar med hundegitter. Hvordan kan du skrive oprigtigt om det, der findes på vrangen?

– Jeg vil selvfølgelig aldrig selv komme til at stå på Halmtorvet eller blive involveret i et æresdrab.

– Men det er det, jeg kan – leve mig ind i miljøer og personer. Og gøre det på en måde, så nogle finder det spændende. Det vigtigste for mig er at underholde, og hvis det så samtidig vækker genklang et sted inde i andre mennesker, så er det en ekstra gave.

– Er det ikke lidt nemt at sidde med sit på det tørre og græde over noget, man ikke selv har oplevet?


– Det kan godt være, det er banale følelser, men det er det, jeg selv er fyldt op med, som jeg kan identificere mig med. Og jeg synes, det er ekstremt spændende at finde ud af, hvad de følelser består af, og hvad kan de drive en til.

Fandt had og hævn inderst inde
– Som journalist på Ude og Hjemme stod jeg meget ofte hos mennesker, der havde mistet alt. Havde jeg ikke mødt dem, ville jeg ikke have kunnet skrive mine bøger.

– Og hvis man synes, det ikke er fint nok, så er der jo den mulighed, at man kan lade være med at læse det.

– Da du var inde for at kigge i dit eget mørke, fandt du så noget, der overraskede dig?


– Ja, inde i mit inderste, lille, sorte pulterkammer fandt jeg de der allermest sorte, beskidte følelser, som jeg ikke er skidestolt af. Had og hævn, som man ikke kan bruge konstruktivt til noget som helst.

– Det overraskede mig, at jeg er så fyldt med vrede. Jeg har altid troet, jeg var et dannet menneske, der var rummeligt og kunne forstå og styre mine følelser. Sådan vil jeg også helst se mig selv. Men nu ved jeg, at meget kan man sige om mig – men et godt menneske, det er jeg ikke.


– Hvad kan vække det ikke-gode menneske i dig?

– Hvis man tager det, jeg holder allermest af i verden, fra mig – min søn.

– Hvis han bliver udsat for den rå vold, hvor en ung fyr stikker en kniv i maven på ham nede i Metroen, så tror jeg – kraftstejleme – at jeg vil hade den dreng, til jeg døde. Eller til han døde.

– For selv om jeg helst vil forstå gerningsmanden som et offer for samfundets svigt, så tror jeg, hævn er den eneste måde, jeg ville kunne få ro i sindet på.

– Og jeg vil være fuldkommen ligeglad med, om jeg kom 16 år i fængsel, for der ville ikke være noget tilbage alligevel. Men det er ikke noget, man må sige højt. Det går jo ikke

– Har du skrevet en bog om dig selv?

– Nej, men en bog, der har gjort mig klogere.

– Hvad skal vi bruge den til?

– Til at blive underholdt. Det behøver ikke at være finere end det. Og så til at stille det spørgsmål, om jeg virkelig – i en alder af 45 år – skal gå rundt og være grundangst for, at der er nogle små drenge, der flakker rundt i gaderne og skalter og valter med andre menneskers liv.

– Jeg kan ikke stoppe det, men jeg kan godt råbe, at jeg ikke gider finde mig i det.

Mindre respekt for liv
– Har din angst gjort dig til en evigt bekymret, omklamrende mor?

– Nej, børnene har ikke udgangsforbud. Jeg har jo også selv tåget rundt i Roskilde og omegn.

– Jeg gik selv sammen med de typer, jeg skriver om i bogen. Unge, der har den virus i blodet, hvor det kun handler om mig, mig og mig. Den der med, at jeg gør, hvad der passer mig.

– Har du selv været sådan?

– Ja, jeg har da også selv været ramt af den der rastløshed. Men der er bare en forskel:

– Når der var halbal i Hvalsø, så var der altid slagsmål – og det var skønt. Men der var der ingen, der brugte kniv. Man kunne højst få fjernet tandrækken med en cykelkæde.

– Det var ikke som i dag, hvor man har stukket en kniv i lommen og ved, at det kan være en selv, der har stukket den i maven på en anden, inden man kommer hjem igen. Hvorfor skulle man ellers tage den med?

– Man er parat til at gå længere. Respekten for menneskeliv er blevet mindre.

– Hvor ser du det ellers?

– I grådigheden. Se bare alle de mennesker, der har succes med spekulation eller en god forretning. Det er ikke nok. Man vil have mere og mere – og så er man hamrende ligeglad med, om det går ud over andre mennesker.

– Jeg lyder gammeldags, men jeg synes, moralen er skredet.

Følte sig tilsidesat
– Ved du, hvad din næste bog skal handle om?

– Der bobler allerede en i mit hoved. Den handler om familierelationer. Det er nogle interessante følelser, fordi de er så ekstremt stærke.

– Hvad gjorde det ved dig, da dit eget familietæppe forsvandt under dig?

– Det gyngede lidt, da min far sagde: 'Nu skal du høre – du har en bror, der hedder Jeppe.' Det var en ufattelig tanke, at min far havde levet et liv ved siden af, som vi intet kendte til. Hvordan kunne det lade sig gøre?

– Hvad tænkte du?

– Når man er vokset op som enebarn, er man ikke vant til at dele. Jeg troede pludselig, at jeg selv var blevet mindre værd i det stærke forhold, jeg havde til mine forældre. Som om der blev taget noget fra mig, der i 28 år havde haft det hele.

– Jeg følte, jeg blev tilsidesat for en anden. De følelser er helede og er blevet til en stærk relation mellem mig og Jeppe. Men det er følelser, jeg nu kan skrive videre på. Følelsen af at angle efter sine forældres kærlighed. Hvor langt vil man gå for at få den?

– Skal det absolut skrives som en krimi?


– Ja, jeg er jo bare en lille bondeknold, der er fanget af krimier. Det har jeg været, siden jeg læste min første ’De 5’-bog . Og jeg slipper aldrig. Når det bliver umoderne, og ingen gider læse krimier, så sidder jeg der endnu og skriver.