Erik har mistet to milliarder

Stakkels rigmand: Annis kæreste er hårdt ramt af finanskrisen og han trækker Brystbomben med i faldet

Erik har mistet to milliarder, og trækker Anni med sig ned. (Foto: Colourpress.com)
Erik har mistet to milliarder, og trækker Anni med sig ned. (Foto: Colourpress.com)
Brystbomben Anni Fønsbys store kærlighed, faderen til hendes endnu ufødte barn, direktør Erik Damgaard har store økonomiske problemer.

Sidste år vurderedes hans formue til tre milliarder kroner. I dag vurderer finanskredse, at hans formue er faldet til langt under en milliard.

Alt hvad Erik Damgaard rører ved –  måske lige bortset fra kærestens forparti –  falder sammen:

Bunden er ved at gå ud af vindmøllefabrikken Greentech, den såkaldte rigmandsbank Capinordic venter nu et underskud på op mod 100 millioner kroner. Og i går måtte vindenergiforetagendet Eurotrust standse sine betalinger.

Erik Damgaard er storaktionær i de tre kriseramte selskaber, ligesom han har lånt en masse penge ud til dem. Han har hidtil været i stand til at give Eurotrust kreditter på op mod 400-500 millioner kroner, men nu har finansmanden selv en masse møg at slås med.

Scorede kæmpegevinst
I 2002 scorede Erik Damgaard 1,6 milliarder kroner på at sælge et selskab til Microsoft.

Det lykkedes ham ved hjælp af nye finansielle legekammerater at få pengene til at yngle til det dobbelte, men pludselig kom krisen brasende med brutal kraft fra USA.

Finansmanden blev taget på sengen, og de tidligere så sjove legekammerater er enten selv færdige eller ved at udånde.

Det gælder for eksempel Parkens hovedaktionær, ejendomsspekulanten Steen Patrick Vela, der ligesom Erik Damgaard også er faldet for en tidligere nøgenmodel.

Steen Patrick Vela, som tidligere var kendt under navnet Steen Larsen, er under langsom afvikling, og en række banker har øjnene stift rettet mod hans betydelige aktiepost i Parken, selskabet bag fodboldklubben FC København.

Ligesom Erik Damgaard er Steen Patrick Vela også en af de store aktionærer i Capinordic, hvis aktiekurs nu er så lille, at man dårligt kan illustrere den med en graf. Værdien af rigmandsbanken er skrumpet med over to milliarder kroner.

Tager Anni med i faldet
Anni Fønsby har bedre forstand på at trække i trådene til verdens ældste erhverv end på aktier og vindmølledrift. Brystbomben må nu se sine surt optjente penge forsvinde samme vej som kærestens penge –  ud i den blå luft.

Den tidligere blondine har tabt mindst en kvart million kroner –  muligvis langt mere –  ved at investere i vindmølleselskabet Greentech, hvor faderen til hendes kommende baby, Erik Damgaard, er formand.

Ifølge det seneste regnskab for Annis selskab, AB Erhvervs Service Aps, hvis formål er at leje og fremleje erhvervslokaler og ejendomme samt drive konsulentservice, har Anni i 2007 købt aktier i Greentech for omkring en halv million kroner.

Hun har desuden investeret 62.500 kroner i Erik Damgaards selskab Porteføljeselskabet II Strandvejen ApS i 2007.

Kursen styrtdykket
Hvis Anni har købt aktier i Greentech på det mest gunstige tidspunkt i 2007 var kursen 65. Senere røg den op på 105, men nu er kursen styrtdykket og ligger i dag på 18,5.

Ekstra Bladet forsøgte i går forgæves at få en kommentar fra Anni.

Den kendte finansmand Peter Forchhammers økonomiske kollaps i sidste måned har betydet, at en række banker har tvangssolgt hans aktier i blandt andet Greentech, hvilket har været en medvirkende årsag til kursfaldet.

Så sent som 10. november flyttede Erik Damgaard ind i Forchhammers hus på Skovvej 3 i Gentofte, mens Anni stadig har folkeregisteradresse på hestestutteriet i Nordsjælland.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere