Kesslers mor: - Mikkel er rasende på mig

Kessler-klanen dagen derpå: Drama i familien efter mor udtalte, at boksestjernens kæreste kun er en bolleveninde

Mikkel Kesslers mor har ingen planer om at sige undskyld til sin søn. (Foto: Jan Unger)
Mikkel Kesslers mor har ingen planer om at sige undskyld til sin søn. (Foto: Jan Unger)

Ingen svarer i første omgang, da Ekstra Bladet i går ringer på hos Mikkel Kesslers mor, Ann-Patricia. Heller ikke da vi trykker anden gang på dørklokken, sker der noget... men så åbnes vinduet til stuelejligheden på Islands Brygge alligevel.

- Hvis I er fra Ekstra Bladet, må jeg slet ikke snakke med jer. Det har jeg fået strenge ordrer om, siger Ann-Patricia.

Det er dagen derpå for den succesrige boksers mor. I søndags udtalte hun sig i avisen om sønnens kærlighedsliv og konkluderede, at han ikke havde nogen rigtig kæreste.

LÆS OGSÅ: Mikkel Kessler om Lea: Hun er min kæreste

Da hun efterfølgende blev spurgt om den 23-årige model, Lea Hvidt, som Mikkel de seneste par år ofte er blevet set sammen med, så var en bolleveninde, svarede Ann-Patricia:

- Ja, det er det.

Jeg må ingenting sige
Den udtalelse blev i Ekstra Bladet i går på det kraftigste dementeret af Mikkel Kessler selv:

- Ja, jeg har en kæreste, ja, hun hedder Lea, og ja, vi er glade for hinanden. Det kan vel ikke siges meget mere tydeligt, sagde bokseren.

Nu viser det sig, at udtalelserne om Mikkels udkårne har skabt drama i Kessler-familien, som ellers er kendt for et tæt og stærkt sammenhold.

- Er der ballade i familien?

- I den grad, men I må ringe til min datter, Linse. Jeg må ingenting sige. Mikkel er rasende på mig, siger Ann-Patricia.

- Har I da talt sammen om det, der er sket?

- Nej, det har vi ikke. Jeg modtog bare en virkelig grov besked fra Mikkel i går, så nu er alting helt oppe at køre.

Vil ikke sige undskyld
Ann-Patricia virker meget påvirket af situationen.

Hidtil har Kessler -familien været præget af et stærkt sammenhold. Selv om Ann-Patricia er skilt fra Mikkels far, Ole, ses de stadig ofte sammen, når sønnen deltager i store begivenheder - ligesom forholdet mellem lillebror og storesøster Linse er tæt.

- Men han bliver vel hurtigt god igen? Hvordan plejer det at være, når der er uvenskab i familien?

- Jeg ved det ikke, for jeg har aldrig nogensinde været uvenner med Mikkel før. Det er første gang. Og derfor ved jeg ikke, hvordan tingene vil udvikle sig herfra, siger Ann-Patricia.

- Men en fremstrakt hånd skader jo aldrig, du kunne sige undskyld....

- Det har jeg ingen planer om.

Ingen kommentarer
Familiedramaet har Mikkel Kessler ikke lyst til at udtale sig om. Hans manager, Allan Bach, siger:

- Jeg synes slet ikke, I skal bringe den historie, og Mikkel har i hvert fald ingen kommentarer til den.

LÆS OGSÅ: Kessler har ikke tid til kærester

Allerede i avisen i går gjorde bokseren det imidlertid helt tydeligt, at hans mor og søster i den grad havde dummet sig:

- Jeg elsker selvfølgelig min familie, men lige nøjagtig i forbindelse med det interview i Ekstra Bladet må de altså have haft en dårlig dag, da de fortalte, at Lea og jeg ikke er kærester.

LÆS OGSÅ: Mikkel Kessler vil gerne ændre sin familie

1 af 2 Kessler-familien har indtil nu været præget af et stærkt sammenhold. (Foto: Thomas Lekfeldt)
2 af 2 Mikkel Kesslers mor har ingen planer om at sige undskyld til sin søn. (Foto: Jan Unger)