Mikkel Kessler om Lea: Hun er min kæreste

Bolleveninde? Nej sguda. Boksestjernen taler for første gang offentligt om sit forhold til Lea Hvidt

Mikkel Kessler og Lea Hvidt er kærester meddeler bokse-stjernen. (Foto: Tariq Mikkel Khan).
Mikkel Kessler og Lea Hvidt er kærester meddeler bokse-stjernen. (Foto: Tariq Mikkel Khan).

Han er ubetinget en af Danmarks mest populære mænd. Har model-look, hundredtusindvis af fans og millioner på bankbogen. Således kunne han være landets mest eftertragtede ungkarl - hvis det altså ikke var, fordi han slet ikke er single!

Mikkel Kessler har besluttet sig for at tage bladet fra munden. For første gang nogensinde taler den 32-årige mesterbokser om sit mest private privatliv, ansporet af en række artikler i søndagens udgave af Ekstra Bladet.

Læs også: Kessler har ikke tid til kærester

Bokseren, der for kort tid siden flyttede fra Monaco og hjem til København og en lejlighed i Ørestaden, kunne læse, at såvel hans søster, Linse, som moderen, Ann-Patricia, blankt afviste, at deres bror og søn har en kæreste.

- Jeg troede, at så mange år i mediernes søgelys havde lært dem, at de ikke skulle udtale sig om mit privatliv. Jeg elsker - selvfølgelig - min familie, men lige nøjagtig i forbindelse med det interview i Ekstra Bladet må de altså have haft en dårlig dag, da de fortalte, at Lea (Hvidt, red.) og jeg ikke er kærester.

- I er kærester og har et seriøst forhold?


- Ja, vi er kærester og forholdet er seriøst. Hvis ikke det var seriøst, ville jeg ikke fortælle det lige nu til alle, der måtte være interesserede.

- Du har gennem årene gang på gang afvist at tale om dit privatliv i medierne - hvorfor gør du det nu?

- Fordi sandheden skal frem. Nu vil jeg gerne fortælle det en gang for alle. Det var selvfølgelig ikke sjovt for Lea at se sig omtalt som min ’bolleveninde’. Det blev hun ked af, og jeg blev også ked af det. Hun er min kæreste, og det står jeg selvfølgelig ved.

- Hvor længe har I været kærester?

- Vi har kendt hinanden i et par år, men det har været svært for mig at have et seriøst forhold, fordi jeg har boet i Monaco.

- Vi fandt for alvor sammen i forbindelse med optakten til min kamp i Parken mod Bouadla (forrige lørdag, red.), så det er vel en måneds tid nu.

- Og nu er I så et offentligt par, der vil komme hånd i hånd til alle premierer og invitere pressen med hjem til par-interview?

- Nej! Jeg har altid forsøgt at holde mit privatliv for mig selv. Det vil jeg fortsætte med at gøre.

- Jeg har bare været så træt af alle mulige mærkelige historier, der har stået om mig i blade og aviser de seneste efterhånden mange år og håber nu, at jeg med dette interview har givet, hvad jeg skal give: Ja, jeg har en kæreste, ja, hun hedder Lea, ja, vi er glade for hinanden. Det kan vel ikke siges meget mere tydeligt, spørger Mikkel Kessler med et grin.

Læs meget mere om Mikkel Kessler og Lea Hvidt i dagens udgave af Ekstra Bladet.

Læs også: Kessler: Jeg ville gerne ændre min familie

Mest læste i flash!
Hent flere