Jeg blev kidnappet af far

Skuespilleren Janus Nabil Bakrawi måtte bo fire år i Jordan, før det lykkedes at komme tilbage til Danmark

Efter fire år kom Janus Nabil Bakrawi atter hjem til Danmark. Foto: Jan Sommer
Efter fire år kom Janus Nabil Bakrawi atter hjem til Danmark. Foto: Jan Sommer

Da Janus var syv år, fjernede hans far ham og broren, Martin fra deres mor og skjulte dem i bjergene i Jordan. Hermed har Janus Nabil Bakrawi på sin egen krop prøvet de grusomheder, som han vil blotlægge i TV2s nye dokumentarserie 'De bortførte børn'.

Bakrawi er vært på programmet, som har premiere d. 2. januar.

De to drenge, Janus og Martin er sønner af en polsk mor og en jordansk/palæstinensisk far. Børnene boede hos moren efter forældrenes skilsmisse, og stemningen var sådan, at ingen fattede mistanke, da faren inviterede sønnerne med på en tur til Tyskland.

I et interview i The Guardian fortæller Bakrawi, at han faldt i søvn under flyveturen.

Aldrig hjem til mor
- Da jeg vågnede, sad vi en en gammel Mercedes midt om natten på en meget støvet vej. Det virkede alt for varmt og fugtigt til at være Tyskland.

Det blev hurtigt klart for Janus og broren, at faren havde bragt dem til Jordan, og at det nu var her, han mente, at de skulle bo.

- Jeg var så vred på min far. I de første par uger forsøgte jeg at stikke af, men vi befandt os i bjergene, og jeg var kun en lille dreng, forklarer han.

Janus var ikke i tvivl om, at han ville hjem. Han savnede sin mor og sine venner, men faren skar igennem og bad drengene glemme alt om deres tidligere liv, fordi de aldrig ville komme tilbage.

Det tog fire år, før faren rejste tilbage til Danmark med sønnerne, og på den tid havde meget forandret sig, fortæller Bakrawi i The Guardian.

På børnehjem
Politiet ventede på den lille familie i lufthavnen og kørte drengene direkte på børnehjem. Den 11-årige Janus kom aldrig hjem til hverken mor eller far. Han blev på institutionen og følte sig meget svigtet. Ikke mindst af sin mor, fordi hun ikke var der og ikke kom og hentede ham.

Ifølge Billed Bladet traf han her en beslutning om, at han aldrig mere ville bo hos nogen af sine forældre, og den vrede, unge mand forlod føst ungdomsinstitutionen som 18-årig.

TV-serien 'Taxa'
Den nu 37-årige skuespiller har en stor rygsæk at trække på, når det handler om at være vært på et dokumentarprogram for bortførte og siden anbragte børn. Og for at understrege sin hjertesag, er han ambassadør for Børnehjælpsdagen.

Bakrawi slog for alvor igennem hos danskerne, da han spillede den rebelske chauffør i tv-serien 'TAXA. Derudover har han medvirket i et utal af film, bl.a. 'Pizza King' og teaterstykker.