Mode-Uffe smed 500.000 kr. efter VIP-venner

Fint skal det være: Uffe Buchard fyrede gigantbeløb af på de kendte, mens kreditorerne fortsat mangler penge

Uffe Buchard har det med mennesker som med forbrugsvarer. Det skal være toppen af poppen. Derfor var Medina hyret som værtinde til Dansk Fashion Awards, og han undlod ikke at vise sig sammen med hende. (Foto: Anthon Unger)
Uffe Buchard har det med mennesker som med forbrugsvarer. Det skal være toppen af poppen. Derfor var Medina hyret som værtinde til Dansk Fashion Awards, og han undlod ikke at vise sig sammen med hende. (Foto: Anthon Unger)

Mens flere små firmaer efter mødet med Uffe Buchard og Kim Grenaa træder vande for at holde hovedet oppe økonomisk, har de to modebosser ikke selv nedtrappet deres ekstravagante forbrug.

Da de i onsdags i sidste uge inviterede en perlerække af kendisser til fest i Glyptoteket til den årlige Dansk Fashion Awards, blev der ikke sparet på de kroner, de nægter at betale til dem, der har været med til at holde deres livsstil oppe.

Ekstra Bladet kan således afsløre, at leje af Glyptoteket løb op i 80.000 kroner. Derudover skulle de betale vagter og moms af hele beløbet.

I alt 140.000 kroner, oplyser Glyptoteket.

Svimlende catering
De mange gæster skulle også bespises, og i Glyptoteket har kun et cateringfirma lov til at levere maden.

– Det er Babette i Vordingborg. Det er et vanskeligt hus at servere i, og man skal kunne stå i en baggård og lave mad. Det kan Babette, og derfor må man kun bruge det firma, lyder det fra Glyptoteket.

Ifølge Babettes hjemmeside koster det fra 1150 kroner og opefter per kuvert ved servering i Glyptoteket.

Og direkte adspurgt lyder det fra Uffe Buchards firma, at der var 280 gæster.

Dermed løb alene catering-regningen op i svimlende 322.000 kroner.

Det betyder, at alene leje, vagter og mad kostede 462.000. Ved siden af skulle modebosserne lønne et pr-bureau, sørge for udsmykning og underholdning.

Selv om Uffe Buchard tidligere har udtalt, at han helst drikker champagne, måtte de fine gæster dog nøjes med øl til arrangementet. Det skyldes formentlig, at Carlsberg var sponsor på det og for at tækkes bidragyderen blev de langstilkede glas erstattet af ølkrus.

De forskellige sponsorer har været med til at betale gildet. Og der er intet, der tyder på, at Glyptoteket frygter, at de ikke får deres penge.

– Vi har lavet en kontrakt, som vi altid gør. Så har man sit på det tørre, siger direktør Flemming Friborg fra Glyptoteket, der hvert år lægger lokaler til begivenheden.

– Så de har betalt tidligere?

– Spørgsmålet besvarer sig selv, siger han med henvisning til, at Glyptoteket formentlig ikke havde lukket dem ind, hvis regningerne ikke var blevet betalt.

De mange kreditorer, der frygter, at de ikke ser deres penge, var dog ikke inviteret med til den fine fest, de har været med til at sponsere. Deres navne var heller ikke med på pressevæggen, som de kendte blev fotograferet foran.



Catering

Catering til firmaer