Kendis-frisør vil forskønne Vestager

Dennis Knudsen går benhårdt efter posten som skønhedsminister og vil starte med at få styr på Margrethe Vestagers omdiskuterede frisure

Dennis Knudsen i aktion sent fredag eftermiddag, hvor kendis-frisøren gik på gaden for at erstatte de gamle valgplaketer med sine egne nye. Nu håber han på en post som sundhedsminister. (Foto: Anthon Unger)
Dennis Knudsen i aktion sent fredag eftermiddag, hvor kendis-frisøren gik på gaden for at erstatte de gamle valgplaketer med sine egne nye. Nu håber han på en post som sundhedsminister. (Foto: Anthon Unger)

Suzanne Bjerrehuus stak hånden i en hvepserede, da hun før valget dristede sig til at kritisere Margrethe Vestagers frisure - nu kaster kendis-frisøren Dennis Knudsen sig ind i kampen for at forskønne den radikale dronning.

Læs også: Bjerrehuus: Vestager ligner en mand

I går fortalte Dennis til Ekstra Bladet, at han for første gang havde stemt på rød blok. I dag viser det sig at kendissens kryds ikke er helt gratis - Knudsen går nemlig benhårdt efter en post som 'Skønhedsminister' i den nye regering:

- Nu har jeg arbejdet i skønhedsbranchen i 25 år, så jeg ved hvad skønhed handler om. Da jeg nu kan se, at vi får en kvindedomineret regering, har jeg besluttet mig for at gå efter posten som Skønhedsminister, så vi kan få et endnu smukkere land. Helle skal bare være klar over at jeg er parat, hvis de får brug for mig , fortæller Dennis Knudsen, der fredag eftermiddag var på gaden for at sætte sit eget ansigt på valgplakaterne.

Vestagers hår holder ikke
Skulle Rød Blok være lydhør overfor Dennis Knudsens forslag, og oprette en ny ministerpost, vil frisøren starte sit regime med at forskønne sine ministerkollegaer:

- Margrethe Vestager skal helt klart forbi salonen meget hurtigt. Hendes hår holder ikke. Det skal ordnes. Håret skal have hjælp - til gengæld har hun et meget smukt og kønt ansigt.

- Helle skal have nogle flere ideer til sit halvlange hår - det skal kunne styles på mange flere måder. Hun er meget klassisk og jeg kan godt lide den længde hår hun har. Hårfarven er også god - men hun skal have inspiration til, at hun kan få lidt variation i sin hestehale. Så hun ikke ender som en klassisk Ritt Bjerregaard.

Kan arbejde på Johanne med det samme
- Johanne skal også lige forbi salonen og klippes og have mere spænd i sine krøller. Jeg har nogle produkter der kan hjælpe med det - så hende kan vi arbejde på lige med det samme, lyder det begejstret fra Knudsen, der har flere planer i skuffen:

- Jeg vil lave en synlig forandring. Så ingen er i tvivl om at der er udnævnt en skønhedsminister. Morgengrimhed vil f.eks. uddø - den vil ikke findes mere.

Skal man ligefrem have en bøde for at være morgengrim?

- Man skal ikke have bøder, men det vil ikke være acceptabelt. Hvis jeg kommer ind, vil der være frie skønhedsprodukter til alle der har brug for det. Masser af unge kvinder har dårligt selvværd med deres udseende og krop og der skal være gratis sillicone-bryster til alle der ønsker det. Alle ældre skal have fri botox - det skal udleveres gratis på apotekerrne, konstaterer Dennis Knudsen.

Det lyder dyrt?

- Penge er ikke alt - hvis landet er smukt og alle er glade, så er det rigeligt, konstaterer frisøren, der i dag udkommer med sin nye bog 'Den Ultimative Guide Til Skønhed', der indeholder alle de tips og tricks han har brugt i salonen de sidste 25 år.

1 af 2 Farvel til SF-kandidaterne og goddag til manden der vil gøre Danmark til verdens smukkeste land. (Foto: Anthon Unger).
2 af 2 Dennis Knudsen i aktion sent fredag eftermiddag, hvor kendis-frisøren gik på gaden for at erstatte de gamle valgplaketer med sine egne nye. Nu håber han på en post som sundhedsminister. (Foto: Anthon Unger)