Medina sviner realityprogrammer

MTV's realityprogrammer sender dårlige signaler til de unge, mener sangstjernen

Medina giver et los til realityshows og det er specielt musikkanalen MTV der får på puklen. (Foto: Rumle Skafte)
Medina giver et los til realityshows og det er specielt musikkanalen MTV der får på puklen. (Foto: Rumle Skafte)

- Jeg synes, de skulle tage at putte MUSIK ind i deres fucking tv-kanal i stedet for det der lort, som virkelig er skidt, raser Medina over MTV's realityprogrammer.

Det er 'Jersey Shore', 'Teen Mom' og 'Sweet Sixteen', der får sangerinden til at gå til angreb. Hun mener, MTV har en dårlig indflydelse på de unge.

Læs også: Medina: Mine fans tror jeg er psykolog

- Det er et rigtigt dårligt signal for en ungdomskanal at sende "Jersey Shore", hvor piger er deciderede voldelige og slår og truer hinanden i hvert eneste program, siger stjernen og fortsætter:

- Der er slåskampe, hvor de drikker sig sanseløse, går uden trusser, har kæmpe store silikonepatter og er sammen med 10.000 mennesker. Det, synes jeg ikke, er fedt tv at vise til unge mennesker.

Den amerikanske udgave af 'De Unge Mødre', 'Teen Mom', falder heller ikke i Medinas smag.

- Det er rigtig fint, at der bliver lavet programmer om teenagere, der bliver gravide. Men vinklingen på det er helt forskruet. Det er virkelig voldelige teenagekærestepar, hvor mødrene slår på deres mænd foran børnene og råber og skriger, siger sangerinden.

Unge er letpåvirkelige
Ifølge hende bør kanalen gå tilbage til at vise musik, hvis alternativet er realityprogrammerne, der sender forkerte signaler til for eksempel hendes egne fans.

- Og så kan man se de rige unger, der er snotforkælede og tuder, hvis de ikke får en bil i 'Sweet Sixteen'. Det er forfærdeligt, siger Medina.

Læs også: Medina dedikerer ny single til eks-kæresten

- Folk med sund fornuft påtager sig ikke de roller, de ser, men unge mennesker er bare meget letpåvirkelige, og jeg synes fandeme, det er noget lort at vise sådan noget.

Selv tænker sangerinden meget over at være en god rollemodel for sine fans.

- Jeg tænker meget over det i forhold til ting, jeg skal udtale mig om eller ting, jeg bliver spurgt om, fortæller Medina.