Helmig taler ud om druk

Thomas Helmig har tidligere forsøgt at tackle ensomheden ved at kigge dybt i flasken, men det viste sig at være en dårlig løsning

Thomas Helmig fotograferet under sidste års Skanderborg Festival. (Foto: Per Lange)
Thomas Helmig fotograferet under sidste års Skanderborg Festival. (Foto: Per Lange)

Til Berlingske Tidendes søndagstillæg MS fortæller koncertaktuelle Thomas Helmig åbent om, hvordan han som 25-årig førsøgte at drikke sig ud af sine problemer, men hurtigt fandt ud af, at det var en dårlig løsning.

- Ensomheden var svær at tackle i starten, og jeg gjorde, hvad mange gør - begyndte at drikke. Men jeg fandt ud af, at nok faldt jeg nemmere i søvn, men der kom ikke fede sange ud af det, og de fede bøger, jeg læste, kunne jeg ikke huske. Det har aldrig været løsningen, siger Thomas Helmig til avisen.

Han fortæller endvidere, at han stadig kan få nogle voldsomme nedture, der i perioder kan få ham til at drikke lige lovlig meget.

I de situationer er han glad for, at han har en sød kone, der er god til at læse hans signaler.

- Jeg kan godt få nogle voldsomme ture nedad indimellem, fordi det her kan være voldsomt at være hovedperson i. Heldigvis har jeg i dag en stærk og følsom kone, der kan læse mine signaler. Hun er skide god til at pakke mig ind, hvis jeg har brug for det. Hvis jeg sidder og drikker lidt for meget alene i studiet, ved hun, om det er, hvad jeg har brug for - eller om hun skal sparke mig ud og løbe en tur, siger han til Berlingske Tidende.

Thomas Helmig spillede fredag i København og kan opleves fredag og lørdag i henholdsvis Roskilde og Helsingør.