Barbie Girl lyder som sig selv

Gendannede Aqua sender single og album med tre nye sange på gaden. Albummet udkommer 15. juni

De fire medlemmer af Aqua er parate til at erobre verden endnu en gang med splinternye numre. (Foto: Kristian Linnemann)
De fire medlemmer af Aqua er parate til at erobre verden endnu en gang med splinternye numre. (Foto: Kristian Linnemann)

Der er gået sport i at gendanne gamle bands. Retrobølgen er over os, og ingen kan fortænke sangerne og musikerne i at presse citronen lidt ekstra.

Nu er det Aquas tur. På mandag kommer singlen ’Back to the 80’s’, og 15. juni kommer albummet med tre nye sange og 16 remasterede hits.

– Jeg glæder mig helt vildt. Hele Aqua træner og øver til vores første koncert på torsdag i Horsens. Og jeg kan forsikre for, at ’Barbie Girl’ lyder som sig selv, griner en glad René Dif.

Rygterne om det genopståede Aqua-samarbejde oven på sidste sommers succes ved Grøn Koncert har verseret længe, men Aqua-medlemmerne har været svært fåmælte, og pladeselskabet Universal Music har ikke været specielt mere åbenmundet.

Men for de mange trofaste Aqua-fans er spændingen nu udløst.

Hjertet banker
– På Universal er vi sikre på, at det bliver en succes. Aqua har altid haft en bred fanskare, og meget tyder på, at der er kommet en ny og meget ung målgruppe til, så gruppen nu favner to-tre generationer, siger Claus Petersen fra Universal Music.

Det synes René Dif er sjovt.

– Mit hjerte har altid banket for Aqua. Derfor er det fantastisk at være tilbage. Og det bliver da lige så vildt at møde alle vores fans ude til koncerterne – både de gamle og de nye, som er kommet til. Man kan jo se på de fangrupper, som er oprettet på f.eks. Facebook og MySpace, at nogle er måske 40 år, mens andre er 10-12 år. Det er da dejligt, siger han.

’Barbie Girl’ har siden midten af 90’erne været Aqua-folkets guld eller åg – alt efter temperament – men heller ikke derhjemme slipper Dif for at høre det ørehængende hit.

– Min yngste datter Mabel er vild med ’Barbie Girl’, og nu vil hun også høre ’Boom Boom’, men det er da skønt, at de gamle hits stadig lever, smiler han.

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen