Martin Hall på piller under Talent 2008

Bizarre dage: Martin Hall udgiver dagbog, hvor han afslører sine tanker gennem fire måneder som 'Talent 2008'-dommer

Martin Halls dagbog er en samling notater og fri fabuleren fra dommer Halls hoved, nedskrevet undervejs, mens slangevridere, fløjtespillere og hundetæmmere defilerede forbi hans øjne. (Foto: Linda Johansen)
Martin Halls dagbog er en samling notater og fri fabuleren fra dommer Halls hoved, nedskrevet undervejs, mens slangevridere, fløjtespillere og hundetæmmere defilerede forbi hans øjne. (Foto: Linda Johansen)

Skrøbelig som porcelæn sad han under projektørerne og smilede blegt ved siden af den storskrydende Peter Aalbæk og den eksplosive Julie Steincke.

Martin Hall. En køn, renskuret og fin, lille mand i et sært gammeldags jakkesæt. Han var ganske ukendt for de fleste, da han første gang blev præsenteret som én af de tre dommere i DR's talent-show 2008.

Hvis seerne dengang sad og tænkte: 'Hvem fa'en er han? Og hvad pokker laver han her?' så var de ikke alene om det. For den lille hr. Hall sad dér og tænkte det samme.

Fri fabuleren fra dommer Halls hoved
Nogle dage var han så presset af mediemaskinen og sit eget sinds ukontrollable kræfter, at han måtte tage en pille før sin uvante optræden foran folkedybet. Bare lige for at tage toppen af det røde felt, hvor han ikke kunne holde sine tanker og hænder i ro.

Det afslører han i sin dagbog 'Vægtløs mand under truende sky', der udkommer på tirsdag.

En samling notater og fri fabuleren fra dommer Halls hoved. Nedskrevet undervejs, mens slangevridere, fløjtespillere og hundetæmmere defilerede forbi hans øjne.

I de fire nærmest feberagtige måneder, der fulgte, efter at den excentriske avantgarde-kunstner og forfatter tog springet fra åndfulde højder og direkte ned i mediernes truende massedyb.

Og det gik egentlig ganske godt, konstaterer hr. Hall i dag. Han klarede sig igennem uden at blive knust. Måske endda en anelse stærkere.

Den angstprovokerende dommertjans har ikke ændret hans liv, men den har givet ham en massiv erfaring, han kan tage med sig, når han igen trækker sig ind i sin lille niche. For det gør han.

Nogle horrible og fantastiske måneder
– Det har været nogle voldsomme, horrible og fantastiske måneder, men jeg har næppe psyke til at fortsætte som tv-menneske i den liga. Jeg abdicerer, griner han og proklamerer:

– Fare well loved ones! Jeg må tilbage til sanatoriet. Ordene runger under lamperne på det eksklusive hotel Nimb, hvor han har valgt at mødes. Manden, der – i et læserbrev i Ekstra Bladet – poetisk er blevet karakteriseret som 'Den androide-lignende dommer, der sætter en ære i at elske folk, der er mere sære end ham selv'.

En karakteristik, han er stolt af.

– Du er avantgarde-kunstner, der nødvendigvis må lave usælgelige værker for at forblive avantgarde. Hvorfor sagde du ja til at springe ud som kommerciel?

– I min situation må man ikke sige ja til den slags, fordi der hersker en uskreven regel om, at en lødig, seriøs kunstner ikke må deltage i en så folkelig og populistisk konkurrence. Jeg ville gerne lægge arm med de ting.

– Jeg havde et døgn til at beslutte mig i. Havde jeg haft længere tid, havde jeg muligvis sagt nej. Jeg fattede ikke, det var alvorligt ment, for at bruge mig som dommer ville være som at smide en tuberkuløs svækling ind i et hårdt militærprogram i Israel.

– Jeg var i stor tvivl og søgte råd hos tre af mine nærmeste venner. De sagde alle, at de ikke frygtede for mit kunstneriske image, men at de var alvorligt bekymrede for, om jeg ville kunne klare presset. Jeg er et meget indadvendt og nervøst menneske. Min største frygt var, at de kulørte medier ville hetze mig til døde.

– Men jeg er et kontrol-menneske, der f.eks. lider af seriøs flyskræk, så jeg bliver nogle gange nødt til at trodse tyngdeloven og kaste mig ud i ukendt vand. For enten at blive stærkere – eller gøre en ende på miseren.

– Og på grund af en slunken konto?

– Ja, og det lægger jeg heller ikke skjul på. At det også er en del livet. Men jeg gjorde det ikke kun for pengenes skyld. Da jeg fik tilbud som dommer, var alt omkring mig lidt for perfekt. Jeg svævede rundt som en ophøjet og kanoniseret skønånd i mit eget univers. Det var ved at blive lidt for pænt og kontrolleret alt sammen. Måske var det derfor, jeg lod fanden springe i mig.

– Hvad fik du for det?

– Det kan jeg ikke afsløre. Det har fået stemplet 'fortroligt' i vores kontrakter.

– Nu skriver du om dine oplevelser, er det så for at vride citronen endnu en omgang?


– Jeg tror, salgstallene vil vise, at den holder ikke. Jeg har ikke skrevet den officielle 'Talent 2008'-bog, men en bog om Martin Hall, hvor jeg forholder mig til den radikale oplevelse, det var for mig. En højoktan spurt, hvor jeg skriver som besat og slutter med en rapsodi, hvor jeg har 40 i feber og en forstuvet arm.

– Du dukkede op fra undergrunden. Hvad var det mest overraskende, du mødte?

– Medierne. De respekterede og accepterede mig som en aparte skikkelse. På den intellektuelle scene, hvor jeg kommer fra, er man meget fjendske over for de kulørte medier. Men når det kommer til stykket, så er der langt større sandsynlighed for, at man dér får stukket en kniv i ryggen, hvis man falder uden for rammen.

– Nu er du blevet 'hr. Hakkebøf', tv-seernes yndling?


– Ja, mit liv ændrede sig totalt. Og det var en løjerlig oplevelse pludselig at være ’kendt’. Nogle dage var det været tåleligt, andre dage bizart. Jeg har haft mange kriser, og jeg har været både træt og modløs undervejs.

– Hvad var det mest ubehagelige ved at være dommer?

– De grænseløse mængder af middelmådighed. Og de enkelte gange, hvor det var svært ikke at lade sine følelser overtage dømmekraften. For showet lever på det ekstreme. Jubel og tårer. Det var stærkt ubehageligt at skulle sige 'nej' til en lille pige, der græd af skuffelse. Det påvirkede mig dybt. Men der er ingen afgørelser, jeg har fortrudt.

– Og du måtte tage piller for at klare det?

– Især i begyndelsen var det svært ikke at lade sig overvælde af den enorme maskine, der var blevet sat i gang. Det var som at flyve. Miste kontrol. Jeg er et følsomt, nervøst gemyt, så da jeg stod op morgenen efter den første audition i Hjørring, kunne jeg ikke styre mine hænder. Jeg havde nogle piller liggende for min flyskræk, så 'pop en pille –  så går det fint'. Det tog lige toppen, men det var jo ikke sådan, at jeg var 'doped på tv'.

– Hvad har du personligt fået ud af at være dommer og tv-kendis?


– Jeg har været ambassadør for dannelse og de lidt mere barokke indslag. For alle dem, der har noget skævt på hjerte. Ideen var, at jeg skulle sniges langsomt ind i programmet. For gift skal kun doseres i små enheder. Hvis der kun havde været mig i panelet, så ville det have været som én lang citat-kongres. Folk ville have myrdet mig på gaden af lutter kedsomhed. Og man skal aldrig undervurdere offentlighedens styrke. Nu er jeg verdenskendt i Danmark. Men det er en boble. Puff! om to måneder er jeg glemt.

– Er du ked af det?

– Nej da! Det barokke er, at jeg opnået den drøm, som alle andre higer efter. Det er bare ikke min drøm. Det er et postmodernistisk dilemma i en nøddeskal: At være tv-stjerne som undergrunds-artist. Min drøm er at lave noget, der ligger tungt og helt tæt på mit hjerte.

– For mig har det her været et sæson-projekt. En oplevelse for livet. Et smukt kunstnerisk projekt. Det har været interessant, men nu må jeg videre ...

1 af 2 - Det var en smuk kunstnerisk oplevelse, men jeg har næppe psyke til at fortsætte i den liga, siger Martin Hall. (Foto: Thomas Lekfeldt)
2 af 2 Martin Halls dagbog er en samling notater og fri fabuleren fra dommer Halls hoved, nedskrevet undervejs, mens slangevridere, fløjtespillere og hundetæmmere defilerede forbi hans øjne. (Foto: Linda Johansen)

Skærm

Mest læste i flash!