Kennelejer: Det er ren chikane

Nette flyder over af advarsler imod Kennel Casmier, men det er ren chikane, siger ejerne af kennelen

Ifølge ejeren af Kennel Casmier, kan  købere altid henvende sig og få hjælp, hvis de skulle være så uheldige at købe en syg hvalp. (Foto: Colourbox.com)
Ifølge ejeren af Kennel Casmier, kan købere altid henvende sig og få hjælp, hvis de skulle være så uheldige at købe en syg hvalp. (Foto: Colourbox.com)

Det er langtfra rosende ord, som Kennel Casmier får med på vejen på internettet. På kendte hundehjemmesider som gipote.dk, nethundene.dk og hunde.dyregalleri.dk samt flere personlige hjemmesider, bliver der advaret mod kennelen.

’Kennel Casmier er de værste hundehandlere nogen sinde. Jeg bryder mig ikke om, at hundene bliver til en pengemaskine uden omtanke for deres velbefindende’, skriver Pernille Jensen i Debatten på nethundene.dk.

Og hun er ikke den eneste, som er utilfreds med kennelens metoder.

Dorthe og Martin er enige i kritikken: De endte med at få aflivet deres adfærdsvanskelige og syge hund.

’Hold jer langt væk fra Kennel Casmier. Vi købte en mops hos dem, men nåede kun at have ham til han var 7½ måned. Hold jer fra dem, det kommer til at gøre ondt på sjælen’, skriver de.

Selv på private hjemmesider bliver der advaret:

’De har så mange racer, og der avles i et væk. Hvalpe, der rejser derfra, er uden tvivl understimulerede. Stakkels familie – I skulle vist ha’ undersøgt markedet, før I kastede jer ud i dét køb’, skriver Mette Bech på sin hjemmeside.

Det er chikane
Hos Kennel Casmier mener man ikke, der er hold i de mange rygter på internettet.

– Det er ren chikane. Det er så let at svine folk til på nettet, siger Lars Andersen, medarbejder og samlever med ejeren af Kennel Casmier, Lone Holm Hansen.

Han indrømmer, at der engang imellem bliver solgt en syg hund, men det kan ikke undgås. Til gengæld kan kunderne altid henvende sig, hvis de har problemer.

– Folk læser ikke kontrakten ordentligt. De kan altid henvende sig, og vi har jo ekspertisen til at vejlede og rådgive, siger han.

Meget af kritikken på internettet går på, at kennelen har for mange hunde til, at de bliver ordentligt socialiserede, altså vant til mennesker, men det mener Lars Andersen ikke passer.

– De sidste hunde bliver først puttet ved 22-23-tiden, når vores børn er lagt i seng, siger han.

– Modsat folk, som stueopdrætter og har et fuldtidsjob ved siden af, er vi her 24 timer i døgnet. Dette er ikke bare et job, men en livsstil, hundene er hele vores liv.

Skærm

Mest læste i flash!