Bjarne Henriksen: Mit værste mareridt

- Jeg havde ikke regnet med at skulle skrive teaterhistorie på den måde, siger sovedyret Bjarne Henriksen, der lørdag fik forsinket premieren på 'Min familie'

Bjarne Henriksen havde nær sovet sig fra at forføre Marie Bach Hansen til premieren på Betty NansenTeatret. (Foto: Thomas Petri)
Bjarne Henriksen havde nær sovet sig fra at forføre Marie Bach Hansen til premieren på Betty NansenTeatret. (Foto: Thomas Petri)
– Er du vågen?

– Mon ikke, som aldrig før. Mit værste mareridt blev til virkelighed, siger sovedyret, skuespilleren Bjarne Henriksen, dagen derpå.

Han brændte premierepublikummet af til årets store satsning, ’Min Familie’, på Betty Nansen Teatret i København.

Efter første akt måtte direktør Henrik Hartmann og instruktør Peter Langdal springe på scenen og undskylde en længere forsinkelse, fordi Bjarne Henriksen var faldet i dyb søvn derhjemme, men nu var på vej efter at være blevet power-vækket.

Forestillingen kunne umuligt fortsætte uden ham i rollen som den oversmarte Don Juan, der nedlægger alt, hvad der lugter af kvinde mellem 15 og 25 – og ikke mindst den villige søster, Ann Eleonora Jørgensen, som han her genoptager samarbejdet med for første gang efter, at parret holdt nationen vågen med tv-succesen ’Forbrydelsen’ søndag efter søndag.

Man gør det ikke for sjov
– Jeg glemmer aldrig den premiere. Det gør omgivelserne desværre nok heller ikke. Min vej er allerede brolagt med stikpiller. Det var ikke lige sådan, jeg havde forestillet mig at skulle skrive teaterhistorie. Hvor flovt, selv om jeg nu også så småt selv er begyndt at grine af det! Det er altså ikke noget, man gør for sjovs skyld, siger Bjarne Henriksen.

For en gangs skyld blev han gjort tavs, for da han endelig dukkede op på premierescenen, var det den fyldte sals tur til at afbryde og forsinke ham – med et endeløst bifald så varmt, at det tog flere minutter, før han kunne fortsætte forestillingen.

– Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, og tænkte: lad mig komme i sving. Jeg nåede slet ikke at blive premierenervøs, for fra det øjeblik Henrik Hartmann ringede – til min kones mobil – var det bare med at komme i tøjet, ud ad døren og nå scenen hurtigst muligt. Det var vildt.

Havde gravet have
– Modtagelsesbifaldet var så rørende og opmuntrende, at jeg nu må overveje at gøre fadæsen til en vane for at opleve sådan et bifald igen! Det samme truer mine kolleger med. Nej, vær ikke nervøs, for det hele skyldtes nemlig slet ikke, at jeg bare sov, men at jeg havde gravet have og byttet rundt på tiderne og ikke tvivlet på, at premieren var kl. 19.30 – og ikke kl. 17!

– Jeg havde oven i købet inviteret familien fra Langeland med til premieren og bedt dem være der ved 19-tiden. De blev også først sluset ind til 2. og 3. akt. Pinligt.

– Hvordan tog kollegerne det?

– Utrolig flot. De hjalp alt, hvad de kunne, men glemte ikke at sige ’husk, den skal være kold!’ Så jeg skylder i den grad en kvajebajer, indrømmer Bjarne Henriksen, nu landets kendteste stjerne i ’Forsinkelsen’.

Skærm

Mest læste i flash!