Lisbet Dahl: Jeg elsker mig selv

Lisbet Dahl, der søndag efter søndag kan opleves som Sophia Sommer i DR-serien 'Sommer', er helt euforisk over 'det med at blive ældre'

Lisbet Dahl kommer aldrig til at sidde en dag og sige øv! Hun fortryder nemlig intet. (Foto: Jan Unger)
Lisbet Dahl kommer aldrig til at sidde en dag og sige øv! Hun fortryder nemlig intet. (Foto: Jan Unger)
Lisbet Dahl ser fantastisk ud, da hun træder ind på Caféen i Hellerup, hvor vi har aftalt at mødes, fordi hendes køkken for tiden er under ombygning, og alt derhjemme derfor er kaos.

Med et spraglet tørklæde om halsen og lysnet hår er hun et helt andet menneske end den Sophia Sommer, vi gennem de sidste to år har lært at kende i DR's successerie.

– Sophia er jo afmægtig over den alzheimer, som både Christian og hun er blevet ramt af. Og derfor fortryder hun på et tidspunkt sit liv og siger, at nu kan det hele være lige meget.

– Men den bemærkning skal ikke tages bogstaveligt. Hun føler sig bare trængt op i en krog og er afmægtig. I den situation siger vi alle sammen alt muligt, som vi i virkeligheden ikke mener.

– I perioder af vores liv bliver vi jo alle sammen nødt til at tage problemerne seriøst. Det betyder ikke, at vi grundlæggende er ulykkelige. I mit eget tilfælde har jeg mest tendens til at poppe op til overfladen igen som en korkprop i et badekar.

– Ja, du virker som et menneske, der altid tænker 'det går sgu nok'.

– Det betyder jo ikke, at jeg sejler hen over problemerne fuldstændig hjernedødt, vel? Jeg synes, at vi skal behandle de situationer, der opstår i vores liv, dybt seriøst og undersøge dem helt til bunds for at finde 100 procent ud af, hvad det er, vi står i. Og så må vi derfra vurdere, hvordan vi kommer videre.

– Men det tager vel tid?

– Det kommer an på, hvor god man er til at snakke. Jeg har nogle gode venner, som jeg nærmest kan tage livet af i flere døgn med al min snak. Vi må jo helt ned og snakke sandhed, for ellers ender det nemt med, at 'det er jo ikke min skyld', og den går ikke.

– Kender du følelsen af at gøre sit liv op – hvad gik godt, og hvor fejlede jeg?

– Jeg kommer aldrig til, når jeg bliver 80 år – for øvrigt bliver jeg nok 90 år eller 100 år gammel – at sidde en dag og sige øv! Altså, jeg fortryder intet. 'Je ne regrette rien'.

– Og det er ikke, fordi jeg ingenting fortryder, men fordi jeg ikke bryder mig om den livsindstilling. Alting har en mening, hver situation i dit liv er der en mening med.

– Selvfølgelig skal jeg også passe på, for de helt tunge ting har jeg aldrig prøvet.

– Men min mor sagde altid, at når livet virkelig er hårdt, så skal man sætte sig op på en lille sky, kigge ned og se, hvor små ens problemer egentlig er. Det er nok et meget godt billede på, hvordan jeg tackler mit liv.

– Så du er nærmest lykkelig, for nu at citere en dansk popsang?

– Ja, for tiden er jeg helt euforisk over det med at blive ældre. Vi har jo en eller anden mærkelig følelse af, at når man bliver ældre, så er det en form for deroute. Men det, har jeg fundet ud af, er løgn, for jeg tilhører den første generation, som aldrig bliver gammel.

– Hvad mener du?

– Denne her forestilling om, at nu har jeg nået det, jeg skulle i mit liv. Nu kan jeg slappe af. Det er en løgn. Du kan ikke slappe af, du skal videre. Der står en hel verden, som jeg slet ikke troede stod der. Og det er jeg sådan lidt høj over.

– At livet bliver ved?

– Ja, for da jeg blev 60, blev jeg spurgt, hvordan jeg havde det, som om der var noget depressivt over den dag.

– Men sådan har jeg det ikke, der er stadig masser af muligheder, føler jeg.

– For nogle år siden besluttede jeg også at gøre alt det, som Lisbet bare ikke gør. Altså Lisbet motionerer ikke og spiser aldrig banan.

– Men nu er jeg begyndt at gøre begge dele, for jeg gider ikke at låse mig inde i nogle begrænsninger, jeg har sat op for mig selv. På et eller andet tidspunkt må det jo holde op.

– Vi andre snakker meget om stress, depressioner og kriser i samfundet – er vi bare nogle klynkerøve i dine øjne?

– Næh, men vi skal ikke bruge vores energi på unødigt pis. Altså, fordi du får en bule i bilen eller ikke når din bus, behøver du jo ikke hidse dig op.

– Vi skal hæve os lidt op og se de større perspektiver. Og så skal vi være mere tilgivende, siger Lisbet Dahl og bryder ud i latter:

– Ih, hvor er jeg blevet yndig og mild.

– Ja, og det virker, som om intet kan vælte dig af pinden?

– Sådan har jeg det også. Altså jeg råber også op og bliver rasende, men fundamentalt har jeg det skønt med mig selv.

– Jeg elsker mig selv, jeg synes, jeg er skøn!

Igen et hjerteligt grin.

– Hvad med kærligheden, du har været gift mange gange, men nu er du alene. Savner du parforholdet, eller siger du tværtimod 'aldrig igen'?

– Ingen af delene, men jeg er jo også fatalist. Sådan en der tror på, at hvis noget skal ske, så sker det.

– En meget praktisk livsindstilling for øvrigt, for så kan man jo heller ikke rigtig bebrejde mig noget, siger skuespilleren og bryder endnu en gang ud i en hjertelig kluklatter.
1 af 4 - Syv måneder gammel og i gang med pottetræning. Det var i 1947, inden min mor, Toni Biering, og min far, Helge Dahl, blev skilt. Min mor var skuespiller, og min far var teaterdirektør i Odense.
2 af 4 - Her er jeg hjemme i lejligheden i Bispebjerg, hvor jeg boede med min mor. Det er min bedstemor, der er med på billedet. Det er bare en serviet, jeg har i håret, og altså ikke en kyse.
3 af 4 - Historien om, at jeg har fem børn med fem mænd, er blevet fortalt mange gange. Her er jeg i 1983 med de tre ældste, Jacob, Louise og Martine.
4 af 4 Lisbet Dahl kommer aldrig til at sidde en dag og sige øv! Hun fortryder nemlig intet. (Foto: Jan Unger)

Skærm

Mest læste i flash!