Koks i kulissen

Spansk feber: Den stod på højt løftede albuer og latin-amerikansk temperament, da Anne-Mette sad i sminken

I laksefarvet poserer Anne-Mette Rasmussen for den spanske presse sammen med dansepartneren Thomas Evers Poulsen. (Foto: Linda Johansen)
I laksefarvet poserer Anne-Mette Rasmussen for den spanske presse sammen med dansepartneren Thomas Evers Poulsen. (Foto: Linda Johansen)
BARCELONA (Ekstra Bladet): Det er ikke for ingenting, at Barcelona i folkemunde bliver kaldt for det catalanske galehus. Det har statsministerfruen, Anne-Mette Rasmussen, og hendes dansepartner, Thomas Evers Poulsen, også måttet sande.

– De ændrer tidspunkterne for vores dans hele tiden, men den sidste melding lyder på, at vi skal danse ved ottetiden. Så må vi se, siger Thomas Evers Poulsen.

Første melding gik ellers på, at de skulle danse ved midnat. Det blev så ændret til, at de skulle danse kl. 17.

Fuld fart på
– Det er en noget anderledes oplevelse end derhjemme. Når vi er uden for den spanske tv-by, er det helt roligt, men når vi kommer hertil, er der fuld fart på, siger en rundtosset Thomas Evers Poulsen, mens en regn af blitz lyser på statsministerfruen, som sidder i sminken og får lagt de sidste pyntende lag. Anne-Mette Rasmussen selv er helt rolig.

– Det er lidt mere presset her, men det er sjovt at prøve, og nu har vi jo ventet på det i så lang tid, siger hun.

Anne-Mette Rasmussen sidder i sminken blandt et utal af artister fra den spanske stjernehimmel, og makeup-folkene er tydeligt irriteret over aggressive fotografer, som skubber for at få dagens bedste skud i kassen.

– Pas nu på for helvede mand, råber en sur makeup-artist, da et puf fører til skæv streg med en eyeliner.

Anne-Mette sidder på flere måder i en uvant situation.

– Jeg er vant til, at makeup-folkene kender mig, så der blev eksperimenteret lidt, men jeg er da glad for det endelige resultat, siger en spændt statsministerfrue, da hun er færdig i kulissen.

Anders sendte sms
Til den efterfølgende fotosession spørger Ekstra Bladet, om hun har hørt noget fra hendes mand, Anders Fogh Rasmussen.

– Ja, han har sendt mig en sms, hvor der stod held og lykke. Vi har også fået beskeder fra mange af de andre ’Vild med dans’-deltagere, så det føles næsten, som om at de er her, nu hvor vi står og er lidt nervøse, siger hun.

Thomas Evers Poulsen er dog ikke så nervøs.

– Jeg har lige set Miss Espana danse, og for at sige det på en pæn måde så burde hun nok lade være med det. Det kan vi i hvert fald gøre langt bedre.
1 af 2 Anne-Mette ser lidt beklemt ud i sminkerummet, der var en heksekedel af latino-temperament. (Foto: Linda Johansen)
2 af 2 I laksefarvet poserer Anne-Mette Rasmussen for den spanske presse sammen med dansepartneren Thomas Evers Poulsen. (Foto: Linda Johansen)

Skærm

Mest læste i flash!