Blachman ser sig selv som et kunstværk

INTERVIEW: ’X Factor’ er ikke en sangkonkurrence, men et generationsoprør, siger det skaldede orakel Thomas Blachman

Thomas Blachman og Amor og Mars. Et kolossalt kunstværk, der står på Thorvaldsens Museum og vidner om vores moderne tid – og det oprør, der er på vej. (Foto: Jan Unger)
Thomas Blachman og Amor og Mars. Et kolossalt kunstværk, der står på Thorvaldsens Museum og vidner om vores moderne tid – og det oprør, der er på vej. (Foto: Jan Unger)
Thomas Blachman taler, før han tænker. Og han har noget, han vil sige, inden det er for sent. Derfor har han valgt at gøre de danske tv-apparater til sin talerstol, hvor han kan prædike i sin rolle som dommer i ’X Factor’.

Og derfor har han valgt at udgive værket ’Det Kolossale Menneske’.

Det skaldede Blachman-orakel er ordblind, og han har derfor ikke selv skrevet sit værk. Men han har dikteret indholdet. Stående på en stol – til journalisten Torben Steno.

– Men du er musiker. Hvorfor skal vi nu   ...

– Belemres med en bog? Fordi den er en absolut nødvendighed. Et forsinket generations-oprør, som skal bane vejen for originalitet, mod og social skønhed, siger han.

Han er stensikker på, at hans første forsøg ud i litteraturens verden også vil blive en uundgåelig succes.

– Den bog, der altid ligger i natbordets skuffe på hotellet, kan man godt overveje at skifte ud med den her. For min bog er fyldt med substans, der vedrører så mange planer i livet. Det er som at skue ud over det moderne menneske. Og den er så renset for klicheer, at den vil blive et hovedværk i dansk litteratur.

– Der er sikkert mange småborgerlige kulturanmeldere, der ikke kan holde ud, at jeg skal have så meget taletid, og gerne så bogen smidt ad helvede til med det samme.

– Men hvis jeg sidder der på skærmen hver fredag i tre måneder, så bliver de simpelthen nødt til at forholde sig til idioten – og det jeg siger.

– Og hvis Danmarks Radio kommer rendende og siger, at jeg ikke skal sidde på skærmen og reklamere for min bog, så kan de ikke gøre det, for jeg ER bogen. Jeg ser mig selv som et kunstværk.

– Hvad er titlen på værket? ’Thomas Blachman’?

– ’Kvarter over tolv’. Fordi det minder om, at det er ved at være for sent. Hvis vores generation skal nå at lave et oprør, så skal vi nå det, inden vi bliver overhalet af den nye generation. Ellers bliver vi generationen, der aldrig har eksisteret. En grusom tanke.

Vi har travlt og derfor vælter ordene hurtigt ud her på Thorvaldsens Museum, hvor Blachman har valgt at mødes, og hvor han gerne stiller sig op sammen med enorme konger, krigere og guder for at messe sin passionerede, intense og kontinuerlige ordstrøm.

Ufærdige sætninger, sjældne konstruktioner, halvfærdige pointer og afbrudte tankerækker, som han sender ud i et brændende forsøg på sprede sit oprør. Et oprør, hvor han ser sig selv som et levende eksempel på målet: At blive et menneske, der tror på originalitet, på sine egne ideer, sin spontanit – og som tør vedkende sig dem og give sig hen til dem.

– Alle veje fører til mit oprør. ALT, hvad jeg foretager mig, er personificeret nødvendighed for at komme dertil, siger han.

– Også når du går på lokum?

– Ha. Skønt. Ja. Tidligere bad jeg altid min kæreste om lov til at gå på wc. Det var for at få en form for kosmisk tilgivelse.

– Men hvad går det der oprør egentligt ud på?

– En kollektiv indrømmelse af, at der er en kolossal ensomhed i os alle. At den må vi udfordre og i stedet tænke i fællesskabet. Sørge for, at vi ikke lammer talenterne i en grød af hygge.

– Det er en idiot, der har opfundet hyggen, hvor vi alle lyver for hinanden i et desperat forsøg på at skabe en ligegyldig fællesnævner, der står i modsætning til social skønhed.

– Og hvad er social skønhed?

– Tanker, der fører til skabelsen af teknologi, der får folk til at tale sammen i busserne. Teknologi, der forhindrer, at vores kærester og børn bliver dræbt af lastbiler, der drejer til højre.

– Social skønhed er forståelsen for, at man skal lade talenterne sidde på de rigtige stole. Der er alt for mange talentløse mennesker, der bestemmer for meget. Man skal vige pladsen til talenterne, så vi kan skabe et samfund, hvor der er plads til originalitet.

– Hvad er talent?

– Det er i hvert fald ikke et talent, der sidder i Borgerrepræsentationen og kynisk accepterer, at der dør et menneske hver dag i trafikken. Det må holde op. Hvis det skal ske, så må der gives plads til passioneret originalitet, hvor man tør give sig hen og tale med sin egen stemme.

– Vores generation har opfundet en masse floskler, klicheer, pis og papir. Munden går, men det er ikke andet end larm og støj. Innovations-Danmark har spillet fallit og står direkte i vejen for det geniale menneske.

– Hvordan det?

– Såkaldt innovation er en hyldest til normaliteten. Vi skal hylde geniet. Det kolossale menneske.

– Hvordan kan du gøre det ved at være dommer i ’X Factor’?

– Mange mener, det er en sangkonkurrence, men det er det ikke. Det er et generationsoprør. Her kan jeg tale til innovations-Danmarks børn. Fortælle dem, at for at være kunstner skal man kende sig selv og kunne se sig selv med et 360 graders blik. Fra nakken. Deres forældre aner ikke, hvem fanden de selv er.

– Og de har aldrig gjort andet end at lyve deres børn lige op i hovedet.

– Nogle mener, du er den rå, hårde og onde dommer?

– Jeg er ikke hård eller ond. Tværtimod. Deltagerne har ventet hele deres liv på at høre en ærlig vurdering, og den står de gerne i kø syv timer for at få. Det er at give dem et øjeblik af uendelig skønhed, når man fortæller dem, om de skal gå til højre eller venstre i skoven.

– Du har selv små børn. Hvordan undgår du at lyve for dem?

– Taler med dem uafbrudt. Om verden. Sørger for minutiøst at løfte dem op hver gang, så det er dem, der trykker på lysknappen i krydset, skyller ud i toilettet og tænder for stikkontakten.

– Vi skal alle fra a til z, men undervejs skal vi give plads til tålmodigt at filosofere over skiltet og stille os op foran i bussen og sige: ’Kig op! Det har vi skabt. Er det ikke fantastisk’.

– Vi skal holde verden frem for dem og opleve de der små øjeblikke af overraskelser og iagttagelser. Det er at give dem kærlighed. Vi skal lære dem ikke at begrænse sig selv, tro på   ...

– Tror du på Gud?

– Jeg vil gerne give det en chance. Men ikke i en grad, så det tager overhånd, og jeg mister troen på mig selv.

– I en brandert spurgte jeg engang en præst, om man godt kunne gifte sig i en kirke, hvis man selv tror, man er gud? Samtalen gik derefter død.

– En præst har også engang skrevet i en avis: ’Blachman er gud’. Er det sandt?

– Nej. Det var fantastisk, fordi det var en præst, der skrev det. Men nej. Jeg kender min besøgstid. Jeg står hele tiden med hånden på håndtaget ind til vanviddets gymnastiksal. Det er den, jeg skal tilbage til. Lige nu holder jeg bare pause.

– Hvad er der inde i vanviddets gymnastiksal?

– Musik. Ribber på væggene, hvor jeg svinger mig med fråde om munden. Den evige kærlighed – og ellers?

– Det er det, jeg må se at få undersøgt. Inden det er for sent.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere