Susse Wold opereret for kræft i skjul

Susse Wolds kamp: Skuespillerens åbenhjertige selvbiografi, der blandt andet beskriver hendes kamp mod kræften, udkommer i næste uge

Jeg skulle ikke hver eneste aften spytte blod og dø på scenen samtidig med, at jeg gennemgik en strålebehandling, fortæller Susse Wold i sin selvbiografi om sin rolle i 'Kameliadamen' for 23 år siden. (Foto: Kim Agersten)
Jeg skulle ikke hver eneste aften spytte blod og dø på scenen samtidig med, at jeg gennemgik en strålebehandling, fortæller Susse Wold i sin selvbiografi om sin rolle i 'Kameliadamen' for 23 år siden. (Foto: Kim Agersten)
– Jorden forsvandt under mine fødder, da jeg fik besked om, at jeg havde kræft. Jeg stod ude i køkkenet, lænet op ad et skab, med telefonen i hånden. Mine ben kunne ikke bære mig, så jeg gled ned ad skabet, til jeg sad på gulvet: Sådan noget sker bare ikke for mig! Ikke for mig!

Susse Wold fortæller gribende om den kamp, hun var igennem, da hun pludselig blev ramt af brystkræft og i al hemmelighed gennemgik operation og strålebehandling.

– At få meddelelsen om, at man har kræft, giver et ordentligt hak i ens basale tillid til tilværelsen, og man lever med skyggen af sygdommen resten af sit liv. Det var helt ufatteligt for mig, at jeg kunne få kræft. Det er lige så ufatteligt, at jeg nu er helbredt. Jeg ved, at jeg er rask, men jeg er alligevel altid nervøs for resultatet af den årlige undersøgelse.

Susse Wold fortæller det i et af de mest intense kapitler i hendes åbenhjertige selvbiografi ’Fremkaldt’, der udkommer i næste uge på Politikens Forlag.

Det var paradoksalt nok under vanskelige og krævende prøver på ’Kameliadamen’ på Det Kgl. Teater, at Susse Wold opdagede en lille knude i det højre bryst.

– Jeg blev sendt til mammografi og fik besked om, at man ikke fandt noget mistænkeligt. Jeg var lettet. Men min læge Knud Lockwood sagde, at knuden skulle fjernes, så han kunne tage en biopsi for at være helt sikker. Det var i december, og jeg spurgte, om han ikke kunne fjerne knuden med det samme, så jeg kunne få den sag ud af verden. Han fjernede knuden lige før jul – og sendte den til biopsi.

– Lige efter jul ringede han og sagde, at det var en kræftknude, og at jeg hurtigst muligt skulle lade mig indlægge, så de kunne fjerne noget mere. Om det var nødt til at fjerne hele brystet, kunne han ikke sige noget om, det måtte de tage stilling til under operationen. Man skulle også tage nogle lymfeknuder under armen for at se, om kræften havde bredt sig.

– For mig var det at få kræft det samme som at få en dødsdom. Mellem jul og nytår blev jeg indlagt og opereret. Kræften havde ikke bredt sig, så jeg skulle i medicinsk behandling, men prisen for at beholde brystet var, at jeg skulle have strålebehandlinger i fem uger bagefter. Det havde jeg det skidt med.

– Alle problemer med ’Kameliadamen’ fortonede sig. Jeg skulle bare ud af den forestilling så hurtigt som muligt. Jeg skulle ikke hver eneste aften spytte blod og dø på scenen samtidig med, at jeg gennemgik en strålebehandling, som jeg ikke vidste, hvordan jeg ville reagere på. Det kunne hverken være godt for min psyke eller for min krop.

– Pludselig var jeg i stand til at mærke den angst, som også de hiv-smittede har. Jeg havde nok forstået deres angst, men jeg havde ikke kunnet mærke den på samme måde, som jeg kunne nu. De levede med angsten hver eneste dag, og de var opmærksomme på alle signaler fra kroppen.

– Nu havde jeg det selv på samme måde: Når det gør ondt lige der under brystbenet: Er det, fordi kræften har bredt sig? Har de taget fejl på hospitalet? Var det forkert, at jeg ikke fik fjernet hele brystet?

Sådan havde jeg det i begyndelsen. Men i løbet af nogen tid fortog panikken sig, og jeg kunne begynde at tænke konstruktivt.

Det er i den situation, at ens kærlighedsforhold, parforhold eller venskab skal stå sin prøve. Når sådan noget sker, er det ikke kun min, men vores sygdom, siger Susse Wold.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere