Joachim B. Olsen: Stadig vild

Kort nat: Abemanden og hans partner nåede knap at sove, før de skulle danse igen

Joachim B. Olsen og Marianne Eihilt havde rystet nattefesten af sig og startede deres turné rundt i landets indkøbscentre. (Foto: Henning Hjorth)
Joachim B. Olsen og Marianne Eihilt havde rystet nattefesten af sig og startede deres turné rundt i landets indkøbscentre. (Foto: Henning Hjorth)

Der var ikke meget tid for ’Vild med dans’-triumfatorerne Joachim B. Olsen og Marianne Eihilt til at hvile på laurbærrene efter sejren fredag aften.

De var tidligt oppe for at være klar til dagens runde af arrangerede shows i store butikscentre, selv om nattefesten efter det mega-populære show havde betydet, at de først havde set dyner hen omkring kl. 5 om morgenen.

– Der var bare fuld gang i den. Alle var glade, og det var fint at se alle dem, der har været involveret i produktionen, fyre den max af. Det fortjente de, forklarer den tunge kuglestøder, der har imponeret med sine fjerlette optræden på dansegulvet.

Første stop på dagens program var City 2 ved Taastrup, hvor Joachim og Marianne foran hundredvis af mennesker på indkøb viste de tre danse, de havde brilleret med i finale-showet.

– Det gik bare perfekt i finalen. Der var måske nok en lille fejl her og der, men der var fuld energi på, vi holdt os ikke tilbage, og vi var helt tilfredse bagefter, siger Joachim B. Olsen.

– Hvad har du fået ud af at være med i ’Vild med dans’?

– Jeg har fået lille indblik i en anden verden og mødt en masse positive mennesker. Det har været en kæmpeoplevelse. Også at lære de forskellige danse.

– Du startede fra scratch?

– Det kan man godt sige.

– Nærmest bænkevarmer ved fester?

– Nej, jeg har altid danset, når jeg var til fester. Men jeg har ikke rigtig vidst, hvad jeg foretog mig.

– Er det noget, du kan bruge fremover?

– Helt sikkert. Nu skal jeg lære min kæreste nogle trin.

– Hun er måske på samme niveau, som du var, da du begyndte?

– Ja, men hun er til gengæld meget talentfuld.

Den hårde træning i forbindelse med danse-showet har betydet, at kuglestødningen har været sat i bero, men i næste uge starter han igen.

Det bliver i 16 kilo lettere tilstand, end det har været normalt for ham, men det ser han ikke som et handikap i den fysiske sportsgren.

– Nej, en masse af kiloene har været fedt, og det er kun godt, at det er væk. Så skal jeg bare bygge et par kilo eller tre ekstra muskler på, så er jeg i topform igen.

Marianne måske med igen
Marianne Eihilt løftede i går en flig for, at hun alligevel vil være med i en ny omgang ’Vild med dans’, hvis hun bliver spurgt.

Inden fredagens finale hævdede hun ellers, at nu var det slut efter at have været med fem gange, hvilket har resulteret i to sejre, to andenpladser og en femteplads.

Dejlig kæreste
De to sejre er oven i købet vundet i rap, først med Robert Hansen sidste år og nu med Joachim B. Olsen.

– Det har intet at gøre med, at jeg nu har vundet igen. Men det er hårdt at deltage, og der er så meget, man går glip af, mens man træner til showene. Samtidig har jeg fået en dejlig kæreste, som jeg gerne vil være sammen med. Det var baggrunden for min udmelding.

– Men når man så oplever en så fantastisk aften som i fredags, så bliver man alligevel i tvivl. Jeg tror, jeg fastholder beslutningen, men man kan alligevel aldrig vide, lod hun forstå over for de mange mennesker, der så vinderparret i City 2 i går.

Marianne Eihilt blev spurgt, hvad forskellen havde været på at danse med Robert Hansen og Joachim B. Olsen.

Rytmekongen
– Robert er bare den store spasmager, og som skuespiller har han ingen betænkeligheder med at føre sig frem foran kameraerne. Med Joachim havde jeg bare en partner med rytme i kroppen fra isse til hæl. Vi kommer til at se meget til hinanden fremover. Vi har faktisk allerede planlagt en middag sammen på fredag.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere