Anden: For det meste er jeg glad

Interview - Hver eneste vejrtrækning er en lykkelig begivenhed, siger Anders Matthesen, der er røget helt tops hos publikum og anmeldere med sit nye show

- Anders Fogh ville være min ven på Facebook, men han svarede ikke, da jeg spurgte ham hvorfor, siger Anders Matthesen (Foto: Jakob Jørgensen)
- Anders Fogh ville være min ven på Facebook, men han svarede ikke, da jeg spurgte ham hvorfor, siger Anders Matthesen (Foto: Jakob Jørgensen)
Anders Matthesen har 5000 venner på Facebook, og han har dermed ramt loftet og kan ikke få flere. Men der er én ven, der mangler blandt de 5000, og det er statsminister Anders Fogh Rasmussen.

– Ja, det er mærkeligt, for han spurgte, om vi skulle være venner, men svarede ikke, da jeg skrev og spurgte ham hvorfor, siger Anders ’Anden’ Matthesen.

– Han er nok blevet bange for dig?

– Jeg ved det ikke, men jeg vil gerne være ven med alle, der spørger, men jeg ville gerne lige have hans begrundelse.

– For du er ikke venstremand?

– Jeg stemmer slet ikke. Jeg har prøvet det to gange, men det gider jeg ikke.

– Du skal da tage demokratiet som en gave?

– Demokratiet fungerer ikke optimalt, når det er åbenlyst, at der er flest idioter, og de skal bestemme det hele. Jeg bruger min stemme hver eneste aften, når jeg laver min egen stand-up.

– Men du kunne fjerne dem, du betragter som idioter, ved at stemme?

– Om det er den ene eller anden klovn, der sidder der, ændrer intet, for det, de alle sammen vil, er at formindske min frihed ved at lave regler og love, så ingen har et selvstændigt ansvar.

– Ingen tænker på, hvor vi skal hen som menneskelig race, og hvor lang tid vi har, inden det hele går under.

– Er du lykkelig?

– Stort set hele tiden. Men det kræver koncentration, for man skal hele tiden huske på, at hver eneste vejrtrækning er en lykkelig begivenhed. For det meste er jeg grundglad.

Fik en ansigtslammelse
– Ved du godt, at du kun blinker med det ene øje?

– Jeg fik en ansigtslammelse for otte år siden i den ene side af hovedet, og det betyder, at det øje kører helt sit eget løb.

– Jeg fik faktisk lammelsen på grund af træk i en bil – det kaldes konduktørsyge. Det varede 14 dage, men det værste var, at de ikke anede, om det gik over.

Familie og venner vigtigst
– Min far og mor var begge kunstmalere på Østerbro i 70’erne, flippere der udstillede og havde gang i den, men min far måtte køre post ved siden af. De blev skilt, da jeg var otte, og så flyttede min to år ældre bror og jeg med mor til Albertslund.

– Min far flyttede till Frederiksberg, hvor vi kom hos min far, og hvor jeg selv bor i dag. Min mor underviser bl.a. i meditation, og hende har jeg stor glæde af.

– Er du en sød søn?

– Det prøver jeg at være, for min familie og mine venner er meget vigtige for mig. Faktisk det vigtigste i mit liv.

Jeg optrådte altid
– Det var min mor, der meldte mig til Danmarksmesterskaberne i Stand-Up i 1993, uden at jeg vidste det, og uden at jeg egentlig vidste, hvad stand-up var.

– Hvordan turde hun det?

– Jeg prøvede altid på at komme til at optræde og lavede rap-musik sammen med min bror.

– Jeg blev nummer to ved det danmarksmesterskab, og det var lige efter, at jeg var færdig med HF-eksamen. Den dag, hvor jeg fik huen på, husker jeg som en af de lykkeligste i mit liv. Den frihed at måtte drikke alle de bajere, man havde lyst til, og blive kørt rundt på ladet af en lastbil!

– Samtidig var det hele lidt faretruende, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle med livet. Jeg havde ikke lyst til at læse, men meldte mig alligevel til japansk på universitetet. Jeg får stadig undervisning i japansk af en privatlærer hjem til mig.

– Taler du japansk?

– Jeg kan spørge, om der findes kammuslinger i den ret, og at i så fald vil jeg gerne have en anden ret.

Forelsket med det samme
– Jeg kunne ikke glemme den glæde jeg følte, da jeg stod på scenen til Danmarksmesterskabet og fik mit første grin og klap fra publikum. Jeg har det på video, og jeg kan se min egen overraskelse og glæde i øjnene. Jeg følte, at ’det her er for livet. Det er det, jeg skal’.

– Der var genklang, og det var en større tilfredsstillelse over, at det var noget, jeg selv havde skrevet, end jeg havde troet.

– Det blev jeg forelsket i lige med det samme.

Jeg var virkelig fattig
– Du fik aldrig en uddannelse?

– Aldrig, og det har betydet, at jeg har prøvet at være virkelig fattig og på overlevelseshjælp på kommunen, hvor jeg daglig hentede 38 kroner. Det var ydmygende, og jeg vidste, at jeg måtte ud af det.

– Det var ikke let i starten at være ’standupper’, og der var kolleger, der selv gav afkald på halvdelen af honoraret, hvis tilskuerne havde været spritstive, og showet derfor ikke var lykkedes. Men der satte jeg grænsen, for vi var ikke daglejere.

– Jeg så kolleger med stor skattegæld og blev klar over, at jeg måtte sætte det her i system og begynde at interessere mig for business-delen.

– Så da jeg begyndte at kunne leve af det, lagde jeg altid halvdelen ned i en kuvert mærket ’Skat’. Men så havde jeg selvfølgelig glemt ’arbejdsmarkedsbidrag’ og kom til at skylde alligevel.

– Midt i al galskaben dukkede den indre bogholder op?

– Ja, for det gik op for mig, at det var det eneste, jeg virkelig ville, og jeg begyndte hurtigt at sige, at jeg var standup-komiker, mens mine kolleger sagde, at de arbejdede i Netto og syslede lidt med komikken ved siden af.

– Vi gik med til alt på grund af vores sult. Jeg har siddet i tv-programmer, hvor jeg bare havde fået at vide, at jeg skulle lave lidt stand-up midt i programmet. Og det kan man ikke.

– Jeg har også sagt ja til konfirmationer med for mange bedstemødre og mig uden mikrofon, og jeg tænkte: ’Jeg gør det aldrig mere!’

– I flere år levede jeg af pasta og smøger, jeg fandt på gaden og smuldrede i en pibe.

– Det var en kamp?

– En megakamp, hvor jeg også prøvede at være ude i kulden, fordi bookingbureauet ikke syntes, jeg gjorde, hvad jeg skulle. Nu har jeg mit eget bureau ’DogPower-Booking’, hvor jeg også skaffer job til mine unge kolleger.

’Kend din plads’
– Du har måske været irriterende stædig?

– Og jeg fik så at vide, at jeg skulle kende min plads og vente på, at det blev min tur.

– Og det vil du ikke?

– Gu vil jeg ej, og så gjorde jeg opmærksom på, at jeg lavede bedre shows end dem og dem, så jeg ville ikke indordne mig.

– Der er heller ikke noget galt med dit selvværd?

– Selvtillid vil jeg hellere kalde det. Jeg har altid troet, at jeg kunne nå mine mål, og jeg har altid sagt til mig selv, at jeg er med i en film, og det er mig, der spiller hovedrollen. Det hele er et eventyr, hvor den skal have alt, hvad den kan trække.

– Jeg tror, at det har virket, at jeg gik efter det store. Jeg var på vej mod Hollywood meget tidligt, jeg skulle bare finde ud af, hvordan jeg fandt derhen.

– Man må ikke sætte sit lys under en skæppe?

– Det, der betyder alt, er, om man vil det eller ej. Og jeg har altid villet.