Thomas Eje opgiver Las Vegas

Den tidligere Linie 3’er har indset at Las Vegas er for dyr en mundfuld. Thomas Eje vender hjem til Europa i løbet af året

Det endte med 'Leaving Las Vegas' for Thomas Eje. (Foto: Linda Johansen)
Det endte med 'Leaving Las Vegas' for Thomas Eje. (Foto: Linda Johansen)
Det var ellers lige begyndt at ligne noget for Thomas Ejes eventyr i Las Vegas. Efter et mislykket første forsøg med et show, der kun nåede to opsætninger, havde Thomas Eje endelig fået foden inden for på et af de store kasinoer.

Alligevel gik det galt, og Thomas Eje meddelte i aftes, at han nu opgiver Las Vegas-drømmen fuldstændigt og vender hjem til Europa i løbet af året, en oplevelse rigere, men også en del mindre velhavende.

– Hvad gik der galt?

– I gamle dage, og det er altså ikke mere end seks-otte år siden, da blev man som artist hyret af teatrene, som så stod for alt det praktiske med mandskab og ikke mindst markedsføringen. Det er faktisk det vigtigste, der kører 250 show hver aften i Las Vegas, så uden massiv reklame går det ikke.

– Nu foregår det sådan, at man lejer sig ind på teateret. Man tjener selvfølgelig entreen, men skal betale for alt. Og der, hvor jeg havnede, viste det sig, at de var bedst til at skrive regninger ud og ikke så gode til alt det andet.

– Hvad har det kostet dig?

– Nu er det jo USA, hvor folk sagsøger hinanden for det mindste, så jeg har skrevet under på en tommetyk kontrakt. Jeg må ikke udtale mig om økonomi, så det kan jeg ikke svare på.

– Men det var dyrt?

– Ja, men det lykkedes mig i tide at se, hvor det bar hen, så jeg er kommet ud med skindet på næsen.

– Har det været det værd?

– Jeg var nødt til at prøve det. Jeg kunne ikke holde tanken ud om at sidde på plejehjemmet og ærgre mig, hvis jeg ikke havde fået det gjort. Det har også været sjovt og meget anderledes, indimellem har jeg følt det, som om jeg var med i et afsnit af ’Sopranos’.

– Hvad skal der så ske nu?

– Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har først truffet den her beslutning inden for de sidste par dage, så det har vi faktisk ikke tænkt på endnu. Vi flytter nok tilbage til Europa, men om det bliver Danmark, Finland eller et helt andet sted, aner jeg ikke endnu.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere